Demon War

[Kapitel Tre]

Shadow's synsvinkel;

Jeg sad ved bordet og spiste i stilhed, tænkte ikke på noget specielt.

Jeg så på min oldefar der var i gang med at spise sin mad, som altid ligner han en der keder sig.

Ari bliver fodret af hans lille slavetøs, som ryster på hænderne.

Jeg rullede med øjnene, Ari er sådan en klam stodder.

Jeg er bare glad for han er så lang ude af familien at jeg næppe deler meget med ham.

Charlie og James diskuterer om et eller andet med Edward i midten.

Han ser ikke særlig tilfreds ud..

Zack er i gang med at læse en bog imens han spiser.

Nathan spiser med en stor appetit som altid.

"Hvor fandt I hende?" Alle stoppede op.

Edward smilede stort "Ude i skoven, hun havde skudt en kronhjort og skulle-"

"Vent lige lidt" Vrissede jeg, "Sige du at I tog hende når I kunne havde fulgt efter hende og fundet ud af hvor fanden deres lejr er? ER I KOMPLET IDIOTER!?"

De krummede sig sammen og så nervøst på mig.

"S-shadow d-du ved v-vi j-je"

"Hold kæft, spar mig for jeres undskyldninger. Nu bliver vi nødt til at få hende til at sige hvor lejren er. I gør det fucking besværligt! Noget siger mig det kommer til at tag en freaking evighed før hun åbner sin mund og siger hvor fuck den lejr er!"

Nathan så på mig "Faktisk ikke, du har to vampyrer med. Vores gift får folk til at sige ting de normalt ikke ville. De hører efter, hvordan tror du ellers vi beholder vores blod slaver uden vi skal løbe efter dem hele tiden?"

Jeg så længe på Nathan, "Så du siger mig enten dig eller Edward skal sætte jeres tænder i hende og hun siger hvor lejren er?"

"Tjah måske virker det ikke første gang man skal lige først knække deres fri vilje men det kan da ikke tag en evighed"

Jeg smilede stort og grinede imens jeg rystede på hovedet.

Jeg klappede ham på skulderen "Og det er derfor din familie har så meget magt" Nathan grinede.

"Så jeg må få hendes blod? Cool nok" Edward smilede stort.

"Du kan ikke styrer dig sååååh.. Nej." Sagde Charlie og smilede drillende til ham.

"Det kan Nathan hellere ikke.. Du gik nærmest amok da hun skar sig, i lejren" Sagde Zack og så ind i Nathan's øjne.

Der er hvis noget de har glemt at fortælle mig..

"Det var en mindre fejl, det sker ikke igen" Nathan så irriteret på Zack.

James sukkede dybt "Hvor kedeligt det lyder så nemt, jeg havde ellers glædet mig til at torturerer hende"

"Ja det er kun Nathan der får det sjovt" Brummede Jack og lagde armene over kors.

"Det handler ikke om at havde det sjovt I juble idioter de-"

"I kan da bare prøve hendes kamp instinkt af, se hvor godt hun kæmper. Hun er en oprører I burde være forberedt på deres måde at slås på" Sagde Ari.

Kan han ikke bare blande sig udenom? Jeg har ikke brug for hans forbandet meninger.

"NEJ!" Vi så alle på Nathan, han hostede akavet.

"Jeg mener, vi kan ikke havde hun dør inden hun fortæller os hvor oprørerne er"

"Selvom jeg hader at indrømme det.." Begyndte Jack og så på mig "Så har Ari fat i noget, det er bedst at være forberedt"

Jeg nikkede eftertænksomt "Du har ret Jack, jeg ville helst ikke havde nogle ubehagelige overraskelser. De har dræbt nogle store dæmoner, vi ville ikke med på deres liste"

"Jeg synes det er en rigtig dum ide" Sagde Nathan.

"Jeg giver Nathan ret, vi ved ikke om hun kan finde på at bare dræbe sig selv" Sagde Zack.

"Hvor er I dog kedelige" Brummede James.

"Selvfølgelig dræber hun ikke sig selv" Sagde Edward.

"Og hvis hun gør så kan du bare genoplive hende, Zacky boy" Grinede Charlie.

Zack skar sine tænder "Det er ikke så lige til at genoplive folk, Charlie"

"Okay hør her drenge, det er Shadow som er lederen. Han bestemmer hvad vi gør og hvad vi ikke gør. Så Shadow, hvad synes du?" Jack så på mig.

"Lad hende kæmpe, men sige til jeres kriger at hvis de slår hende ihjel ville både dem og deres familie lide en frygtelig død" Jeg så på min oldefar der nikkede med et lille smil.

"Det her skal nok blive interessant" Grinede han og klappede sine hænder sammen.

Charlie, James og Edward gav hinanden high five.

Zack og Nathan så neutrale ude imens Jack gav mig thumbs up.

"Det altid sjovt at se små mennesker kæmpe, de er så skrøbelige" Grinede Ari, jeg knurrede lavt af ham.

"Min mor er et menneske Ari"

Hans smil falmede en smule "Din mor er anderledes Shadow,  hun er af et andet stof"

Jeg rullede mine øjne af ham "Så siger vi det Ari"

Jeg lod en hånd kører igennem mit hår og gik ud af spisesalen.

Et suk forlod mig og jeg tog mig til nakken, for derefter at se op i loftet.

Lyskronen hang stolt på loftet, et gys gik igennem mig.

Jeg hørte noget klagede, jeg kiggede op for at se en lysekrone. "Hvorfor er her så mange pokkers lysekrone?!" Den gav op at holde sig oppe i loftet og ramte mig, der lød et brag og jeg faldt til jorden. Jeg stønnede i smerte og så til siden. Mit syn flimrede, jeg sukkede og kiggede op på loftet. Et enormt hul er der, "For fanden da også" Jeg tog mit sidste åndedræt. 

Mit hjerte sprang op i halsen på mig og jeg tog mig til hjertet, gispende efter vejret.

"Hvad fanden var det?" Jeg skævede op på lysekronen, stadig gispende efter vejret og med hjertet oppe i halsen.

Jeg trådt til siden så jeg ikke stod under den mere.

"Jeg er ved at blive sindssyg" Sukkede jeg lavt "Mere end normalt"

//To kapitler?! Omg I er så fandens heldige hva? Var det forfærdeligt? Det var det sikkert.. Sorry about thaaaaat!//