Demon War

[Kapitel Ni]

"Det tog dig lang tid Shadow, men sæt dig endelig"

~~~~~~~~~

"Jeg har ikke tid til at sidde Zion" Brumemde jeg.

En stol kom bag mig og fik mig til at sidde på den.

"Det er ved at være længe siden hva?" Zion grinede smørret og alt lys blev tændt.

Jeg lukkede mine øjne og hvæsede.

"Sidder du godt deres majestæt?"

Jeg så irriteret på ham, "Hvorfor gjorde du det?"

"Gjorde hvad dog?" Han hældte noget kaffe op til sig selv. "Vil du havde noget?"

Jeg rejste mig fra stolen som faldt bag mig med et brag.

"Uha uha, du kunne bare havde sagt nej Shadow"

Jeg slog hånden ned i bordet og så direkte ind i hans lilla øjne.

"Du ved hvad jeg snakker om! Svar mig Zion! Hvorfor. Gjorde. Du. Det."

Han smilede skævt og tog en slurk af sin kaffe.

"Jeg gjorde bare hvad din far bad mig om Shadow. Ændrede fortiden så din lille mor ikke ville stikke af, selvfølgelig med lidt betaling"

"Hvad med Alicia?"

"Alicia? Nårh hende, jo ser du i den anden tidslinje var hun ingen gang født. Der var hendes forældre døde.  Manden havde slået sin kone ihjel og sat ild til deres hus. Gav oprørerne skylden" Han tog endnu en slurk.

"Men hvorfor lever hun så nu? Levede"

Det gør så fandens ondt..

"For at ændre tiden skal man fremstille en person som ville havde indflydelse på dem det skal 'gå ud over' så det blev dig Shadow" Han smilede et lille koldt smil.

"Hun havde indflydelse på dig, ak det har hun stadig. Hun gjorde det godt, hva? Fik Shadow til at forelske sig i hende. Men hun døde, sikke en tragedie, den havde jeg da slet ikke set komme"

Stolen rejste sig op og bandte mig fast.

Jeg hev i læderet der holdte mig tilbage.

Sig det er løgn..

Alt blev mørk igen, men jeg kunne se hans hvide smil.

En stor lilla flamme dukkede op foran mig. 

"Hun skulle bare være en del af dit liv det var aldrig meningen det skulle gå så vidt"

Alicia's ansigt dukkede op i flammerne og hun grinede.

"Men dette er da en meget bedre historie. Du er jo akkurat ligesom din faaaar!"

Min fars ansigt dukkede op i flammerne og han smilede ondt til mig.

"Du ville havde hende for dig selv så selvisk og så lige til. Du kommer her til mig og spørger om hjælp"

Alicia dukkede op igen og jeg var ved siden af hende.

"Men jeg kan intet gøre, du forelskede dig i en smuk illusion. Hvis jeg ændrer tiden vil hun aldrig havde levet. Du har kun minderne tilbage nu"

Han vendte sig om og ilden slukkede bag ham.

Så hun er væk? Jeg har mistede hende for altid?

Mit hjerte gjorde ondt det var som om nogen var i gang med at tæve den med en mursten.

Jeg mærkede en kold ånde mod mit øre, "Men er du nu så sikker på hun er død?"

Gracy's synsvinkel;

Noget nussede min kind og jeg rykkede tættere på den behagelige og trygge følelse.

Jeg smilede et lille smil og åbnede langsomt mine blå øjne for at se ind i et par lilla.

"Titte bøh, sweetheart"

Mit smil falmede, mine øjne blev store, et lavt skrig undslap mig og jeg sprang væk.

Mit hoved ramte væggen og jeg faldt ned på gulvet med et brag og slog mit hoved hårdt ned i gulvet.

En dunkende smerte begyndte i mit baghoved.

"Aish.. Det gjorde nas" Brummede jeg, sat mig op af væggen imens jeg tog mig til baghovedet.

Nathan kom kravlende mod mig og jeg så irriteret på ham.

"Du spørger ingen gang om jeg er okay? Uforskammet!"

Han nyder sikkert min lidelse..

"Du bløder"

Han tog fat i mit hoved og drejede det.

Nathan så bekymret på mig og fandt noget bandage frem.

Hvor fanden fik han det fra?

"Sådan der" Nathan nussede min kind ømt imens jeg så mistroisk på ham.

"Er du okay Gracy?" Hans stemme var så stille og fuld med omsorg.

Wow jeg slog hovedet hårdt..

"Ehh klart" Mumlede jeg forvirret.

Han tog min hånd hvor der var blod på og kiggede på den.

Jeg sværger hvis han slikker min hånd, giver jeg ham sådan et los i røven så den ryger op i halsen på ham.

Til min store overraskelse tog han en klud og vaskede min hånd.

Jeg kiggede ned på vores hænder, stadig meget mistroisk.

Siden hvornår har han fået så store hænder? Min hånd ligner et lille barns nu..

"Sådan nu er du fin igen"

Han løftede mig op og inden jeg kunne nå at protestere lagde han mig lige så stille ned i sengen.

"Nathan hvad fanden har du gang-?"

Han tyssede på mig og tog dynen over mig, puttede mig.

Okay nu føler jeg mig også som et lille barn.

"Bare sov videre Gracy, du behøver ikke at stå op" Hviskede han og nussede min kind.

Helt seriøst hvor er den nærmeste galeanstalt?

"Hvad har du nu lavede?" Spurgte jeg og så opgivende på ham.

"Ingenting, slet ingenting, my dear"

Han kyssede min pande blidt og jeg gav ham en grimasse.

"Bare sov, jeg er tilbage når du vågner"

Det håber jeg ikke..

Han gik ud af døren og lukkede den stille i.

"Jeg har virkelig slået hovedet slemt" Sagde jeg til det tomme rum og tog mig til hovedet.

"Ouch" Hviskede jeg og faldt langsomt i søvn med et hoved der langsomt begyndte at stoppe med at dunke.

//Happy birthday to you, Happy birthday to you, Happy birthday to @Linea321123, Happy birthday to you! Jeg håber du kunne lide kapitlet og du får en god dag//