You're Everywhere

Kapitel 1

Kom nu, kom nu, kom nu!

Som på de koldeste vinter dage, knaser den hvide sne under vrimlen af hurtige vinterstøvler der føre de mange elever ud af skolen. Og selvom solen forlængst har fået fat i Danmark, kan Aarhus Akademi stadig bringe den kolde stemning, frem til årets Drama stykke. En ung pige, rejser til Norge for at få styr på sit liv som overhovedet ikke fungere. På rejsen møder hun stærk turbulens, og bølger der langt fra vil med i hendes retning. Stykket og denne unge pige skal lærer os hvordan livet ikke bare flasker sig efter egne ønsker. Du må kæmpe, og jeg må kæmpe for at sejre i denne verden. Man kan ikke bare skifte sit navn til laveste bydende, og rejse med det første fly imod varmere, eller i denne situation, koldere havstrømme. 

En sjat, af  gruset kildevand skyller smagen af tørst væk fra min mund, og efterlader istedet en frisk ånde på min tunge. Solen er trukket op bag skyerne, og en storm træder langsomt i kraft fra den nordlige verden. Solen, kan  komme og gå som den ønsker at opvarme kloden. Men uden regnen, og den fugt der kommer bagefter, ville verdenen foraltid lægge i ruiner af varme, og alt for lange strandture med halvnøgne mennesker. Sådan er min mening ihvertfald. Den altopædende udmattelse tære på de mest kreative dele af min teenage krop. Klokken er allerede 14, og jeg har stadig ikke fået nogen besked omkring hvorvidt min mor griber mig på vejen hjem fra arbejde, eller om bussen er næste stop mod Galonionsgade 5.  Vores kvarter, som altid har været meget roligt, trods alle de ting der sker rundt i den jyske hovedstad som Aarhus jo er for os i denne landsdel. I en strøm af alt for meget deodorant og høje, fnisende stemmer, kommer Emilia ud af den enorme menneskesværm, og hen i min retning. Som et påhæng følger hendes kæreste, William. Drengen med de gyldne lokker. Som vi altid kaldte ham dengang vi bestod som en trekløver. Dengang vi kunne bruge flere timer i hinandens selvskab, imens vi grinede af Tom's uendelige trang til at slå Jerry ihjel. Det var den tid hvor mig, og Emilia var sammen om at være forelskede i vores lyshårede bedste ven, William. Men hans følelser tog en lang drejning i sommerferien 2012, og nu bruger vi ikke længere de fleste timer på at grine sammen. Nu fodre de hinanden med kys og kærtegn, imens jeg drukner i de tusinde bøger, der interresere mig mere end den virkelige verden rigtigt gør længere. Jeg dømmer dem ikke, og jeg har aldrig set ondt på deres kærlighed. Men selvfølgeligt drømmer jeg om den tid hvor vi alle var sammen, og tingene ikke havde en grænse. Og selvfølgeligt savner jeg min bedste veninde, som langsomt forsvandt længere og længere ind i sig selv da hendes onkel kom til byen, og smadrede alt den glæde jeg og William engang klistrede os til. Efter hans ankomst var hun nærmest kun tryg med William, og måske var det også bedst sådan. Jeg mistede hende jo ikke, det blev bare til et langdistance venskab, som kun blev dyrket få gange om ugen. Faktisk forstår jeg hende godt, og jeg ville måske også reagere som hende i sådanne situationer.

"Hej smukke!" Mine tanker siver i ansigtet på en strøm af den glidende højdeforskel, da jeg kapper ned for at kramme mine engangværende bedstevenner. Uden et svar glider jeg længere ned fra vindueskarmen, indtil mine fødder rammer det hvide marmor gulv som dækker størstedelen af skolen - udover fysik lokalet hvor vi alt for mange gange, har spildt lidt for giftige kemikaler. 

"Hvad så." Jeg svarer med en henførelse af glæde, og trækker min krop tilbage med et lykkeligt smil klæbende over mine læber. Hverken falskt eller ægte. Mere overdrivende, og med alt for meget læbepomade ved underlæben. Jeg kan tydeligt lugte den kraftige mentol.

"Jeg kom i tanke om festen ved drengene, og det er jo så længe siden vi sidst var sådan rigtigt sammen om noget! Så jeg tænkte på om du ikke ville med?" Emilia lægger en nærmest automatisk arm omkring Williams nakke, da hun nævner drengene, og et smil fisker hendes læber op fra den tynde undergrund, i det hun bemærker gnisten der løber igennem mine usikre øjne.

"Jeg ved ikke helt..." Spekulationerne skære i mit hoved som en slagbore. Virkeligheden og de mange fester, har ikke ligefrem været den ting som jeg har deltaget allermest i, på det sidste. Faktisk kan jeg ikke huske en eneste fest i min nuværende to år lange gymnasium tid. Dog står Emilia fast med sin beslutning, og hendes frie hånd lægges rundt om mine skuldre da jeg hives ind i et gruppekram. Forårsaget af Emilia, men med William som støttepæl.

"Kom nu... Det er så længe siden vi lavede noget sjovt sammen." Lyder det fra Emilias mund med en forvrænget lyd af et lille barn som rigtigt gerne vil have sin vilje.  Lidt efter bryder hun krammet ved at trække sig bagud. Tilbage står jeg, med fødderne plantet på det kolde marmor gulv, som næsten fryser gennem den næste 2 centimeter tykke gummi sål på mine Nike sko. 

"Aftale." Jeg giver efter for hendes tiggende holdning. Med et bider jeg hårdt ned i min læbe, og mærker hvordan de dybe spekulationer begynder at lege med mit hoved. Tingene går aldrig godt når jeg er blandt mennesker. Specielt ikke når der er alkohol, og en flok af unge, hormon proppede mennesker, som ikke er meget andet end tikkende sex bomber.  Enten bliver jeg for fuld, eller også ender jeg med at sidde foroverbøjet i en varm sofa, imens ensomheden lægger sine alt for ubehagelige arme om min rystende krop.

"Så ses vi der, jeg elsker dig!" Ordene kommer som en invitation til mere, men der sker aldrig noget. Og med et løber hun hurtigt afsted imod døren, selvfølgeligt med Williams muskuløse hånd svøbt ind i hendes egen. De går som i hak, og hver eneste gang man ser den mindste handling i deres forhold, er det som om de passer perfekt sammen. Som om skæbnen har et pus med i spillet. Normalt stoler jeg godt nok ikke på skæbnen... Men nogengange når jeg ser de to.. Så tvivler jeg.

Så er vi igang.
Nogen spørgsmål? 
Eller måske et indtryk af hvad der vil ske til festen?

Gæt løs i kommentaren, og skriv også gerne dernede, hvad i synes om kapitlet.
Ses <3