You're Everywhere

Kapitel 19

En skrækkelig sandhed

ellias fortæller

Alt omkring mig var koldt og mørkt, da jeg slugte nattens dunkle briser ind mellem læberne, blandet godt sammen med en tyk kaskade af tobaksrøg. Gløden på den nedbrændte cigaret forsvandt efterfølgende meget hurtigt under min skosål. Og derefter gik der ikke mere end meget få sekunder før et højlydt skrig brød gennem omegnets tynde stilhed og forpestede det med sin stærke fleksibilitet. Et skrig som borede sig ind i mine øre og skabte et hav af irretable ekko bølger, der forevigt vil lægge over min krop som en stærk omgang tinitus og PTSD... Jeg kendte skriget der var højere end atombombens eksplossion, men alligevel føltes det nærmest umuligt at indificere en ejer. 

Mine fødder nærmest tvang mig på eftersøgning af det splitede skrig, der stadig havde et fast greb over vindens puslen. Den forgrædte tone hang ud af mine øre som var det flydende ørevoks. Festens enorme brug af mine yndlings former for højt musik, forstyrrede den retning jeg tøvede hen imod, og dog vendte jeg alligevel ikke rundt og opgav. Jeg fortsatte min jagt efter det skærende skrig. Blodet under min hud badede forvirret rundt i en sø af alkohol, men alligevel følte jeg mig mere og mere ædru for hvert eneste skridt jeg tog fremad. 

Igen blev den svage puslen fra Nik og Jay der rocker for vildt ud af mange enorme højtalere, afbrudt ved endnu et panisk skrig. Yderst bekendt og med et hylene råb om hjælp til efterfølger... Kunne det være pigen... Julia? Jeg løftede hovedet i et forvirret øjeblik, hvor mit ene øjenbryn næsten sad fanget på panden, før mine skridt blev til en meget langsom form for lunten. Halvt løbende nåede jeg frem til den mørke baghave, hvor lysten var sænket næsten overalt, men dog var det helt tydeligt at nogen trak vejret alt for tungt. En gruset vejrtrækning overmalet med gråd... Tyndt og utroligt iltfattigt gråd. 

"Julia?" Min stemme er så hæs, at jeg tvivler meget sort på hvorvidt den kan høres gennem vindens skarpe puslen, der næsen overdøver larmen fra den harmoniske fest. I dette øjeblik fortryder jeg at min jakke stadig hænger over ryglænet på en af de mange stole som er placeret ved køkkenbordet. Dette er en af de kolde aftenener, og her er den tynde tshirt ikke nok til at dække kulden der allerede nu kravler drillende op af min mave, som alt for mange lus i en alt for stor og kold mængde.  

"Julia!?" Denne gang kommer det ud som en eksplossion og jeg er næsten helt overbevidst om at det kan høres overalt på den tomme gade, som kun få steder er bevogtet af nogen enkle kloark rotter. Fra de høje grantræer letter en flok af fugle som en bølge der meget hurtigt formere sig. Jeg stirre rundt i det tomme græs areal, men ingen pludselige bevægelser lader til at blive fanget af mine øjne. En busk pusler ustyrligt under tre sultne fugle. Og vinden har et fast tag i mit hår som konstant rusker til alle sider. Jeg bekymre mig for meget om folk jeg knap nok kender.. Efter få minutters meget luftig stilhed, afbrydes mit opsøgende blik af en skikkelse der kommer løbende mod mig... Julia, med håret rodet til alle tænkelige sider, og tårrene på hendes blodrøde kinder opfrisker ligesom bare ikke det knuste udtryk i hendes ansigt. "Hvad så?" Mine øjne er spørgende, men jeg får intet svar. Kun et højt snøft fra en sårret pige der falder direkte ind i de arme, som jeg vælger at åbne op... Grædene og med en indre alarm der nærmest råber hjælp.

"Det... Han... Nej" I en krig med sig selv, forsøger hun at få de rette ord ud af munden. De ord der kæmper en sejrene krig for at blive inde, kun fordi det simpelthen bare gør det så ondt at græde... At skylle det hele væk ud gennem et par hudflapper. Jeg omfavner hendes spinkle krop, imens jeg leder vores lille sammensværgelse afsted imod bagdøren, for at nå frem til det værelse der siges at være mit. Hun er knust, hun græder og humøret er sænket langt ned i kulkælderen, som de fleste siger. Stadig med den ødelagte pige i mine arme, når vi frem til den dør som skjuler et helt univers af det man kalder mine private egendele. Og med næsen begravet et godt stykke i hendes mørke lignende lokker, lytter jeg til den ukontrollerede vejrtrækning der kun lige slipper ud med nød og næppe."Han tog.. Han tog bare fat i mig... Og jeg - jeg skreg... Jeg skreg virkeligt... Jeg lover at jeg skreg!" Som om min mening omkring hendes skrig, betyder alt i hele verdenen, græder hun næsten sig selv til håbet om at jeg forstår... Men jeg er ikke helt opdateret på emnet og min eneste forståelse af alt det der sker ligenu, er at han tog fat i hende... Og det er meget tydeligt, selv efter gode procenter af alkohol og hash, at vide hvad denne uindentificerede han havde i tankerne. Jeg løfter hovedet fra de mørke, krøllede totter og søger istedet efter den grønne øjenkontakt der svirper rundt bag hendes pupiler. 

"Hvem tog fat i dig?" En kaskade af øverflødigt spyt der klistre sig til min mund, bliver nærmest revet ned gennem mit hals rør da jeg synker. Hendes øjne møder mig på tværs af universet, som usikre stjerner der skinner på den kul-sorte himmel. "Jeg... Han... Der var mørkt... Det... William" Det kommer ud som en vejrtrækning og det føles nærmest som om mit hoved rammes af en kæmpe hammer, da vreden blander sig med andrenalin. Tanken om William i et forsøg på Julia, får en modbydelige blanding af stærkt og uoverkommeligt had, til at blande sig med en fremmed ejer følelse. Jeg vil tro hende, men situationen virker udvisket og tvær... Jeg tror på de tårre der løber, men jeg tror ikke på navnet. Jeg tvivler på det kunne være ham, som egentligt ikke ville gøre selv en flue fortræd. 

Julia var en flamme på skolen første gang jeg mødte hende i 6 klasse. Med håret krølle til alle sider, grinede hun som en engel. Lygter tændte over hende hoved og livsglæden var langt større end dne nat hun udgav ordren, men endnu større end ligenu. Hvor hendes blik er sunket og hun lytter til min løgneriske forklaring. En vild fest der sendte hende i gulvet, og gjorde at jeg måtte placere hendes legeme i min seng. I rodet påklædning og med tårre listende over øjnene. Jeg tror William rodede med andre end Julia den nat. Hans manglende situations fornemmelse fik mig til at føle en besættelse. Julia blev nærmest en lillesøster der skulle have beskyttelse, når nu min bedste ven måske havde begrebet sig på hende. Jeg husker at synke en klump og ikke tro hende... Men som dagene gik blev det tydeligt - hun så hans grønne øjne og hans krøllede hår. Alle sporene viser sandheden. At Emilia var forsvundet fra festen og Wiliam følte en beruset tvang i sit indre... Og endnu værre at jeg kunne føle mig berettiget til at fortsætte hendes tårre. Aldrig ende den smerte som brændte. Alkoholen blussede, og en ordinær teenage dreng var længere fremme i situationen, end fornuften. 

Jeg kigger op med mine blå øjne, da en skraslende tallerken kaster mig tilbage til bord 11."Også endte vi bare med at sove..." Denne historie er nok den værste løgn jeg nogensinde har fyret af, men hvad kan jeg gøre...? Hvordan skal jeg nogensinde kunne kigge hende i øjnene, hvis jeg fortalte sandheden... Fortalte hvordan rollerne faktisk sad den aften... Billederne af hendes forgrædte ansigt er tilbage i mit hoved. Hvordan kan nogen menensker leve med disse forfærdelige gerninger, og stadig se på sit eget smilende spejlbillede hver eneste morgen, i resten af det skrækkeligt lange liv som vil komme... Tårrene er bag mine patetiske grønne øjne, men det eneste jeg fokusere på er den mørke aura som forlængst er slået ned omkring hendes krop. Alt den livsglæde der forsvundet siden allerførste møde... Uanset om hun husker øjeblikket eller ej, gjorde jeg noget der aldrig kan forandres... Jeg knuste den inderste del af et  menneskes sjæl, da hun var allermest sårbar. Hvilket ondt menneske er i stand til at leve med det...

well... Elias the great got murded this day.

hvis i ikke forstår, handler det om at læse mellem linjerne... For jeg forklare ingenting dudes <3 ahahah. 

See ya, og sov godt. Hvis i kan efter dette kapitel!!