You're Everywhere

Kapitel 42

Jeg kan mærke følelsen af trøst fra mit indre, allerede da jeg tager skridtet ud af badet. Et håndklæde dækker solidt alle de forbudte kropsdele, da jeg indtager rummet med den sovende Elliot. Mit hjerte er i en ustyrlig krig med resten af kroppen - specielt hjernen. Efter denne urolige, men behagelige nattesøvn er jeg kommet i søvn. Mor deltager i turen til London, men er det efter alle disse dage hvad jeg gerne vil... At forlade William virker lettest, at sende den frustrerende video til Emilia, føles som en nem udvej. Men at forsvinde fra byen og bare efterlade Elliot, med hans utroligt mislidene ekskæreste - det virker som en kniv i hjertet til tanken om hvem han er, og hvilken opførelse han virkeligt kaster over folk. Selv med et stort hjerte som det han udtrykker, kan man nemt trodse regler og bare gå til den. Signe ville elske det. William ville kigge på grinene. Emilia ville nok blive hos William, fordi hunved der inge anden udvej findes i hendes liv. Jeg synker spyttet. Sender mit blik eftersøgende hen på den udtryksløse Elliot, der har sit stramme greb fast omkring min dyne, hvis layout består af emojier. 

Håndklædet løsner sig og falder til jorden med et svirp i luften. Jeg ryster til den ubehagelige kulde som pludseligt indtager rummet. Med hurtige bevægelser kravler jeg i et rent par underbukser, der lægger sig over mi mave og skjuler det overflydene fedt. Jeg synker mit spyt og drejer kun lige nakken for igen at tjekke Elliot bevidsthedstal. Hans udtryk er blevet mere levende, men kroppen lægger stadig som en snorkende lama - hvordan det så end ser ud... Jeg trykker mit hoved flat og hiver en sports top nedover min hals. Presser stoffet ned hvor det skal dække de nødvendige dele. Fletter flapperne ud for at gøre positionen mere behagelig, og vender mig skråt tilbage mod den levende verden. Elliot ryster sit hoved svag, og klør det venstre øje som var der faldet et myggestik over natten. Jeg drejer hurtigt ryggen tilbage mod ham og mærker en klump af panik bevæge sig over hele mit system. Hurtigt hiver jeg fat i den hvide sommerkjole og trækker med omhu hver centimeter af stoffet nedover min krop. "Du siger bare til når jeg må kigge." Elliots stemme lyder i et hæst tonleje. Jeg fokusere koncentreret på at høre om det er ironisk eller hvorvidt han faktisk mener sine ord. Med en hurtig bevægelse sidder sommerkjolen helt perfekt nedover min overflødige krop. Blafre svagt i vinden fra vinduets luft udledning. Jeg drejer rundt en enkel gang. Mine skridt er som fortolkede i et folkeeventyr da jeg lister hen til sengen, hvor Elliot med held har begravet sit hoved i pudderne. Chokket rammer mig som en sag af personlighed. Tilliden stiger med små procenter til tanken om hans valg. Jeg smiler, og lægger begge mine hænder mod hans stærke rygrad. "Godmorgen." Min stemme føles tør, men alligevel utroligt bedre end dagen før hvor alt der kom ud var tåre og ustyrlige skrig. Han løfter hovedet fra puden uden helt at dreje hovedet, eller på nogen måde kigge mod mig. "Så jeg må kigge nu?" Han griner forstyrret. Flytter sin røv få centimeter og rykker hele sin overkrop fra madressen. Dette forstyrre mine håndflader som nu bliver rykket automatisk sammen med min krop. To sekunder går der, også sidder han op i sengne, med blikket rettet mod mig. Jeg smiler genert. Holder mit blik på væggen bag ham, for ikke at intimidere ved at betragte nogen former for dele af hans krop. 

"Hvor er du sød, når du forsøger at undvige ting." Jeg rykker hovedet forvirret og løfter mit venstre øjenbryn. Mit blik møder hans i en forbistret magtkamp. Uden at blinke kigger han meget fast op til mine øjne, og rykker hans hænder fat omkring min krop - særligt med en form for omhu, da det kun er min ryg som berøres. Chokket vågner langsomt, men jeg flytter ikke blikket fra den mystiske stirre konkurrence. Istedet slår jeg hænderne mod hver af hans skuldre og stirre tilbage. En grænse eller to begynder at ringe højlydt i den bagerste central af min hjerne. "Hvad laver vi.?" Hans læber splittes i et svagt smil, stadig uden at bryde det blik som oprettede den konkurrence jeg vil vinde. Mine skuldre falder op i et svagt træk også tilbage på plads. "Godt spørgsmål... Men jeg vinder ihvertfald." Konkurrence genet i min krop vokser sig større, mens grænserne banker på de solide brænddøre efter hjælp. "Når... Gør du det?" Med en hurtig bevægelse falder mine arme ned til mine sider, da han rejser sig op. Stadig stirrene ned i mine øjne, fakler jeg lidt tilbage. Grænsen slår sig ud af den ellers utroligt tykke dør. Jeg synker en klump af spyt og flytter mit blik, da panikken går løs i mit hoved. Et svagt flashback af en stærk krop der holder mig nede. William som hvisker mod mine øre - utydelige ord, men en meningsfuld tone... Han vil ikke bare snakke, og det er tydeligt i hans bevægelse.

Tilbage i verden ryster Elliot på hovedet. Smiler ned i min retning og trækker sin silke skjorte på armene. Hver knap lukkes med solidt omhu, mens han betragter min låste position. Jeg træder frem med en tvang i min krop og afbryder alle hans forsøg efter at blive påklædt. Mine arme angriber ham som et stærkt tæppe der ikke vil slippe. Jeg lukker øjnene og falder hen i den tryghed, hans kropsvarme kaster ud mod mig. Også selvom krammet ikke bliver gengældt, mærker jeg stadig mit hjerte slå hårde end sekundet før. Han smiler med et udtryk, som jeg kan høre i hans bryst - blandet med de præcise hjerteslag. Takten lyder perfekt - han skal ihvertfald ikke dø indenfor den næste time. "Du- du går ikke før vi køre... Vel?" Panikken er tilbage til tanken om hvad jeg siger... Den næsten håbløse tone der bare har brug for han bliver hos mig - velviddene om at mit navn vil være glemt, kun en time efter jeg forlader byen. Jeg ryster svagt og forsøger inderligt at flygte, men uden at rykke min fysiske krop. "Selvfølgeligt ikke, jeg skal da sige farvel. Og indstille jeres radio til at spille ngoet ordenlgit musik." Han gyser efter et smil på mine læber. Desværre skuffer jeg ham, og udstråler kun kort et vip med mine læber. Jeg nærmer mig igen og strammer grebet. Dybt og med taknemmelighed i hele kroppen. Det virker frustrerende at være forelsket i en dreng i 4 uger, hade ham i 3 uger, og pludseligt elske ham igen to dage før ferien starter. Hele historien virker urealistisk på min tunge, men jeg kan ikke stoppe med at falde... Og jeg kan ikke gøre andet end at tro på det William... Første gang han sagde det, føltes min krop låst... Nu virker det rigtigt - William kunne have gjort det... Sporene hænger sammen og jeg vil helst ikke grave mere i det. For hvis det nu faktisk ikke er William og Elliot lyver endnu engang, så kan min krop simpelthen ikke klare flere tåre.. 

ELLIOT OG JOSEFINE SIGER FARVEL VED BILEN, EFTER DE VÅGNER OP SAMMEN PÅ JOSEFINES VÆRELSE DA ELLIOT BAR HENDE HJEM.

DE KYSSER (DYB BESKRIVELSE)

JOSEFINE OG ELLIOT SNAKKER OMKRING WILLIAM OG HVORVIDT HUN HAR SNAKKET MED EMILIA (i bilen ser vi Josefine sende en fil til Emilia hvor hun på 3 timer har forklaret hvad William gjorde)

JULIA FORLADER BYEN OG VINKER TIL ELLIOT