You're Everywhere

Kapitel 5

Alle eller ingen

Skolegården er så øde, at man næsten kan høre fuglene kvidre deres ankomst ind. Jeg undre mig over hvordan jeg endte inde i rygeskuret. Med armene hængende ned, så de kan dække den bekymring der flyder rundt inde i mine øjne. Emilia kigger ud på sommersolen som langsomt forsvinder ned bag skolens tag, mens hun holder hårdt i min hånd og krammer sig til min skulder. Det føles rart at være den hun for en stund klæber sig til. Men også som et stort ansvar, og derfor priser jeg William højt for hans evne til at slette alt det forfærdelige som bobler inde i hendes hjerne. Men i dette øjeblik læner jeg mig tilbage, og gengælder de klem hun sender gennem min arm.

"Så, hvis du vil have os med. Skal du også tage dem." William rusker sit hår imod mig og Emilia, for at understrege hans ord. Signes øjne flækker over i besværgelighed. Et blik der brænder langt op i vrede så snart vi får øjenkontakt. Som en hurtig refleks griber hun fat i sin såkaldte kæreste, og presser sig ind til Elliots rubuste skulder, imens han står som forstenet og kigger ned i sin mobil. Forkølet, og fortabt bag den telefoniske verden. 

"Du kan jo ikke bestemme om MIN kæreste vil deltage i min fest?" Det er tydeligt hvordan hun lægger pres på MIN, da hendes blik strejfer mit. Sikkert for at understrege at der ikke er andre piger i denne verden, og specielt ikke mig som kan tage ham. Men hvis hun virkeligt så gerne vil klæbe sig til ham. Og hvis de føler sig så lykkelige i deres private øjeblikke skal jeg da ikke forstyrre dem. Mine næsebore vibrere da en stærk vind griber mit hår, og kaster det imod det kolde træskur. Emilia gyser under kulden, og klæber sig endnu nærmere. Og først da Signe slår sin albue meget hensynsløst ind i Elliots side, lader han til at løfte hovedet og møde Williams blik som en udmattet hyæne.

"Jeg skal være sammen med William, så han skal med... Altså ihvertfald hvis jeg skal." Det er som om han bare skyder det første han tænker på, ud. Faktisk har hans humør føltes utroligt falmet idag. Han er langt mere kølig i sin udstråling. Og de eneste lyde han kommer med, er ord som bliver trukket hårdt op af hans hals, og de højlydte nys som lader til ingen ende at tage. Det er da også klart når man står midt ude på en kølig eftermiddag, kun iklædt en t-shirt der knap nok røre hans veltrænede krop. William smiler ved lyden af ordene, og endnu engang stirre han intenst på Signe. Selvfølgeligt har han vundet. En trussel som at de ikke kommer kan skræmme, selv de stærkeste væk. Gennem den kolde brise, kan jeg pludseligt mærke hvordan Elliots øjne flytter sig henover min krop. Jeg forsøger at holde blikket stift rettet imod solens nedgang, mens jeg krammer Emilias glæde tilbage ind i hendes legeme. Det føles bare svært. Hans stærke, blå øjne som skinner direkte imod mig. Også vælger jeg at ignorere dem. Følelsetom og ligeså kold som han var overfor mig... Som om vi er fremmede, og aldrig nogensinde har ført en samtale. 

"Fint!! Så tag dem dog med!" Signe slår irreteret hånden ind i Elliot, hvilket får hans øjne til at søge væk fra mig. Perfekt. Lige som jeg er ved at bukke under for den stærke lyst, drejer han hovedet og opgiver selv. Det er både en sejr, men også et hårdt slag i den inderste del af mit blodige hjerte. En forståelse for at han til hver en tid ville vælge hendes skarpe ord, frem for at blive opdaget i at kigge på mig. Jeg synker spyttet ned i min hals, og retter mig op sammen med den statiske Emilia som lader til at være sunket ned på bunden af det fiktionære univers vi skabte som små... Stedet man kryber hen når tingene bare er for vildredte, og der ikke er nogen naturlig vej til glæde.

Den nye form for alkohol er klistret og sødt, blandet op med et gram vodka og alt for meget citron. Det minder mig næsten om den urte te som jeg i tre dage, pressede ned gennem mit svælg i håb om at blive rask, og komme ud af sengen. Luften er tung, og en stærk stank af sved hjemsøger hele huset. Her er ikke så anderledes i forhold til hjemme hos William og Elliot. Møblerne er selvfølgeligt sat i andre positioner, og skabt af andre producenter. Men menneskerne er de samme, og stanken fra alt for meget alkohol og svedige teenagere tager ligeså godt fat i min næse her, som den gjorde hos dem. Emilie dukker op ved min side, og holder blidt omkring en kildevæld flaske fyldt med køligt vand. Hendes øjne er ligeså udmattede som da vi stod i rygeskuret, og hun søger endnu engang efter at komme ned i vores fiktionære verden. Hvor hun kan te sig som hun vil og drømme alle de ting der altid har fyldt hendes hoved. William kommer bagfra, som en storm der har tænkt sig at skylde os ud i havet. Med sit enorme vingefang, slår han armene om hver af os og presser sig ind i midten med en tilpas tone. Hverken for højrystet, og langt fra så lav at man bliver deprimeret. Hans læber kærtegner Emilias hals på opmuntrende vis, før han trækker hovedet tilbage og bliver slået på skulderen af Elliot.

"Hey." Hvisker Emilia med sin tynde stemme, der lyder som om at hendes talebånd er ved at brække. William slipper sit faste greb om vores skuldre. Med et blødt tag lægger han istedet begge arme om sin kæreste, og presser sine læber mod den nakke som i langtid har tilhørt ham. Hun trækker vejret tungt, og læner sig tilbage af behag. Tilfreds over øjeblikkets stilhed mellem dem. 

"Hvad så Julia, hvordan går det så?" Hans arm lander rundt om mine skuldre, og med et svagt smil kan jeg mærke hans kinde komme helt hen til min. Han stinker af alkohol. En skrap stank som gennembore mine næsebor, og lukker alle mine nervesystemer ned. Også alligevel føler jeg mig tiltrukket af ham. Tanken om at smage alkoholen som stadig bruser på hans tunge. Jeg kan næsten mærke hans ånde kærtegne min mund, som hans læber bryder mine. 

"Det går fint." Min stemme skælver af panik. Han er for tæt på, og alligevel føler jeg mig alt for langt væk fra ham. Den stærke lyst til at presse mine læber imod hans, er nødsaget til at ende. Signe baner sig  vej gennem de mange  mennesker, og hun har ikke i sinde at lade ham stå så tæt på mig. En ting som vi begge åbenbart bemærker, for Elliot hiver armen helt væk fra mig og trækker sig en halv meter tilbage. Signe springer i hans arme, og falder perfekt i hak med hans muskuløse legeme. Så står jeg der... Omringet af mine bedste venner midt i deres make out scene, mens en kildrende fornemmesle bruser på mine læber ved synet af Elliot og Signe. Deres tunger danser omklamrende, som i en vild kinddans. Jeg sænker det bløde papkrus imod mine læber, og indtager den klistrende blanding. Synker det og tager tre hurtige skridt hen af gulvet og ind i menenskemængden.

Er det kærlighed? 

Hvad mener du omkring Julias vilde trang til Elliot.

Konstruktiv kritik og råd i kommentaren er meget velkomne!

Stem også meget gerne hvis i føler for det 
Ses <3