You're Everywhere

Kapitel 14

Godnat til dagslys.

Ingen hjælp at hente i det mørke gade miljø. Ingen forældre som står foran havelågen med åbne arme og en varm kop kakao til at skylle smerterne væk. Det ville da også være lidt skræmmende hvis de kendte situationen, men de åbne arme er savnet. Jeg sjosker bare hjem. Helt overladt til verdenens lort. Med drivvådt hår, listrende ind til min nakke og en gennemblødt hoodie hængende nedover  knæene. Helt ustyrligt var min krop klistret til det mudrede græs, mens jeg skreg alt ud gennem halsen. Måske er det alt for mange tårre at græde for en person jeg knap nok har fået et kendskab til. Men det er ikke kun ham, og alle hans bedrageriske ord. Det er alt... Mit hoveds utallige tanker og spekulationer, Elliots løgne, Signes bløde læber der klæber sig til alt jeg ønsker i denne verden. Skolen der ikke virker til at fungere. Min mor der skyder hele skylden over på mine fødder, mens hun bare har for travlt med sit forbandede bryllup... Også er der min far. Savnet der har klistret sig til min krop i flere måneder. Han ringer aldrig, men alligevel ved jeg at hans fødder tripper ligeså meget som mine... Måske glæder vi os begge to til at kramme og hade hele verdenen. 

Galonionsgade er forlængst blevet dækket af et mørkt lagn, og det eneste lys der er til stede på de bare hektar, er en blinkende lygtepæl. Gadvide hvornår teknikeren kommer tilbage, og fikser det livsvigtige gadelys. Sidst han begav sig rundt på vejen, løb jeg selv grinende rundt og legede med hans rustne værktøj. Tydeligt husker jeg den blåskaftede hammer, der sendte min storetå en tur på skadestuen. Efterfulgt af den spektakulære skruetrækker som jeg brugte i nedbrydelsen af min hæslige lyserøde prinsesse væg. 

Det føles nærmest som om der lægges en indre ro over min forgrædte krop. Alle de minder der gemmer sig bag en lille smule metal. En simpel stolpe der sikkert har stået på denne jord i de sidste mange generationer. Og alligevel giver den flere minder end selv synet af mit ensomme værelse, der engang var fyldt med så meget glæde at jeg knap nok kunne græde under smerte. Mor og far der kyssede under det daværende skarpe lys, som vækkede hele Galonionsgade op fra deres drømme. 

Med et højlydt snøft tvinger jeg min krop ind af den knap så mindeværdige dør, og med et højt brag smækker jeg alle de smertefulde følelser ude. 

"Du er sent hjemme?" Mors uinteresserede stemme lyder ude fra vores enorme køkken, hvor hun er midt i tilberedelsen af en alt for ulækker to personers ret. Sikkert med alt for meget kardemomme, blandet med små peberkorn... Ad. Mit blik løber nedover en gennemblødt hoodie som forlængst er gået fra grå til en fugtig, mørk farve- blandet med alt det forstyrrende mudder der langsomt daler nedover min krop. Dobbelt ad... Jeg er gennemblødt af regnen, som var jeg faldet i den klareste mudderpøl, og min taske lægger stadig på kateteret i 1g. Præcist de ting min mor har det største had til når det gælder mine mange uforskammede handlinger... At svine tøj til og glemme den vigtigeste ting af dem alle. Jeg sætter farten op og lister langs trappen ovenpå. Hver rolig Julia, og smil... Bare smil. "Læste lektier hos Emilia." Løgnen slipper kun lige ud mellem mine læber, før mine sanser tvinger dem sammen i et jerngreb. Skriget lyder inde i min krop og frygten for hvorvidt det slipper ud, får nervøsiteten til at bruse under min tynde hud. Lektielæsning... Vi læste bare lektier. Det forbandede løgn som tidligere på aftenen fløj ud af Elliots mund. Jeg hader mig selv for at tillade hans ord på min tunge... Hvilken en forræder jeg dog er, også kun pågrund af 5 minutters øjenkontakt med hans krystalliske blik..

Sorgen bobler bag mine lukkede øjenlåg da jeg falder ned på den bløde madres og skjuler min krop under et utal af puder. Livet er ikke retfærdigt når man har et hjerte og bære mit efternavn i en by som Aarhus... Jeg snøfter en snot regn tilbage i bihulerne, som var det en tår af syrligt faxekondi der skulle ledes ned i min hals. Fra dette øjeblik er min krop meldt syg, og intet menneske skal forstyrre min dødlige proces under en bunke af tykke lagner. Det gør ondt over hele min utaknemmelige krop og inderst inde vokser et håb... Håbet om at lungebetændelsen slår hårdt ned på denne gennemblødte krop. Stadig lægger mine øjenlåg over de små krystal kugler som sejler rundt i min hud. Jeg tvinger dem lukkede. Tvinger dem til ikke at åbne op for daglys i et roligt, men meget langt stykke tid. Tøjet er stadig klistrende ind til min halv frosne hud... Jeg skælver nærmest under den polariske temperatur som har overtaget min krop. Men der er intet på denne runde jord som jeg ligenu hader mere end at skulle åbne øjnene og kigge på samfundet. Godnat, og sov godt... Rigtigt længe...

ER VAND VÅDT?!! det skal i ikke svare på, lol.

Godnat ligesom hun sagde - bare ikke ligeså længe herfra.