You're Everywhere

Kapitel 8

Virkeligt fuld

Nærmest som om min krop er under fjernstyring, bliver jeg dirigeret ind i mit tomme og mørklagte hjem, hvis eneste livstegn stammer fra de dybe vejrtrækninger bag en lukket dør. Hvert eneste skridt jeg tager, får smerterne i min krop til at stige. Næsten til bristepunktet. Hovedpinen breder sig som pesten på sin jagt efter frisk luft, dybt inde bag mit bristende kranium, i den del af mit hoved som forlængst er blevet lukket ned. Kramperne i min mave føles uvirkelige. Som om hele min krop står i indre blødninger der langsomt fjerner alt liv. Turen ind i huset husker jeg ikke, og hvordan jeg er endt sammenkrympet i badekaret, er mig ligeså uklart. Men følelsen af det lunkne vand som renser min hud fra alle de beskidte følelser, er næsten rart. Den blandede forbindelse mellem morgenmad og vodka, har lagt sig som et spor af bræk på min top der flyder på badeværelsets gulv. Men mit hår er endeligt blevet fri fra det klistrede fangeskab og hænger nu skånsomt nedover min krop. En skærmelse af de kropsdele jeg ikke ønsker verdenen at beskue. 

"Så du... Nu er det vidst sengetid." Et håndklæde lægger sig betryggende over min ryg, mens det kun lige snitter toppen af mit baghoved. Og min krop bryder ud i en langvarig kuldegysning da, Elliots varme hænder samler stoffet ved min skulder. Han er som den far jeg stadig savner med hele mit dunkende hjerte. Varm, og passer på mig med en stærk usikkerhed i øjnene. Okay... Måske skulle jeg ikke sammenligne en 18 årig basketball spiller, med min far. Kulden fra de nordligeste hjørner af huset, angriber mine hudceller da han åbner døren op. I et øjeblik ser jeg kun det dybe mørke, der kan skjule et helt univers af kromosoner som vi endnu ikke kender. Også går lyset ellers i udbrud. Først flakker det ustyrligt så Elliots ansigt lyses op på skift, nærmest som i en af de gyserfilm jeg hader at se. Nu bliver han snart kidnappet af en dristig morder, som senere vil efterlade hans lig bag en container og aldrig vende tilbage. Ingen opklare det koldblodige mord, for synderen er over alle bjerge. Og det eneste vidne sad skræmt i et badekar til lyden af en indbildt tinitus. 

Lyset finder sit stop og jeg limer mit blik fast til Elliot. Hans slæbende skridt der efterlader et skjult tegn på tidligere berusning, men også hans bekymrede blik der samler mig op fra mørket. Mine læber splittes i et forsøg på at takke ham, eller blot indlede et enkelt ord efter 1 times stilhed, fra min side. Men det eneste der kommer ud, er min lune ånde som danner en sølvsky i rummets kulde. Elliot samler mig op fra det fugtige badekar uden en eneste generthed, i modsætning til mig som bryder ud i en kraftig rødmen og må skjule mit ansigt mod hans hvide skjorte. Jeg kan næsten mærke smilet som løfter hans hals fra brystet. Fortsat er han selvsentreret og nyder blot min tiltrækning. Luften er varmere i denne højde, som jeg normalt ikke ser tingene fra. Jeg blinker frustreret over min situationen og læner så mit hoved tættere på hans krop. Trygheden oversvømmer alle de ubehagelige spekulationer, som triller rundt inde i de mest aflåste dele af mit hoved. Mine håndflader klæber sig panisk ind til det hvide stof da han, tager sit første skridt i retning af mit værelse og jeg nægter at kigge op, for at skjule mine kinder som er begyndelsen til en ildebrand. Men jeg frygter også at han ubevidst vælger en tilfældig dør og vi pludseligt ender i mors soveværelse. Hvordan skulle han kende den præcise GPS beskrivelse hen til mit værelse, når han aldrig har været indenfor hoveddøren. Ingen fra skolen har nogensinde været på besøg i mit hjem. Altså pånær William og Emilia da jeg boede i deres nabolag. Dengang hvor solen stod langt højere på himlen, og jeg kunne rende ude i timevis. Tiden hvor jeg kom hjem til mine forældres glade ansigter. Et hvert barns drøm, også alligevel... Efterfølgeren har ikke været helt ligeså god. Ildebranden i mit hoved har nået sine efterveer og med nervøsitet i blodet, beslutter jeg mig for at kigge rundt i det rum han er nået frem til. De hvide vægge er mine, udsigten til den nedslidte å er min og sengen som lægger under ruiner af puder og tæpper, er også min. Det både skræmmer, og glæder mig. Hvordan han er ankommet til det rigtige rum er en gåde som enten svares med en gåde ,eller lidt for meget stalker aktivitet. Men øjeblikket er alt for malplaceret, til at jeg tør stille spørgsmålet. Det er vel heller ikke så vigtigt hvordan det er lykkedes en komplet fremmed at finde rundt i vores 500 kvadratmeters hus, fyldt op med alt for meget stilhed. Måske er han bare tryllekunster når skolens populære grupper vender ryggen til?