You're Everywhere

Kapitel 10

Faldet alt for dybt

Omklædningsrummet er iskoldt. Inde fra hallen kan man høre alt fra hujende kritik til humøriske hyl fra glade teenagere der snart har vundet årets fodboldkamp. Modsat det andet hold, som bliver overtaget af en akavet stilhed. Specielt fra de mange stjernespillere der hvert år har smadret vores skole i konkurrencer som denne. Udluftningen kaster mit hår frem over skuldrende i de vildeste dansemoves, til lydene fra hallen. Bolden som slår ujævnt imod det svedige gulv, piller ved mit ocd. Dunk. Dunk....... Dunk..... Dunk. Alt for meget mellemrum, og dog giver rytmen alligevel en svag gejst i mit blod. Jeg vipper hovedet skiftevis mod hver sin side, til den bulrende højtaler der skriger What doesnt kill you makes you stronger. Min tunge bevæger sig til sangen, imens jeg nynner rytmen tyndt og ærligt. Skriger efter hjælp gennem en svag hvisken som der forhåbentligt ikke er nogen der høre. Den stærke blæst slår imod de tynde vinduers glas, og falder perfekt i takt med de dunkende lyde, og sangen som langsomt bliver til en solo herude.

Døren ind til omklædningsrummet går op med et brag, og en kaskade af lys sniger sig med ind hos de velkendte pige stemmer der gennemgår drengene fra den anden skoles navne fra A til Å. Min mund stopper med sine bevægelser, og mens de lyse totter fra mit hår stadig sværmer rundt i luften, rejser jeg mig fra bænken og lister hen til døren. Kampen er slut og nu er der kun en samling tilbage, før jeg kan gå hjem. Det bliver snart weekend. Bagefter den rolige kaskade af stilhed, vil der kun være en uge før jeg kan tage i lufthavnen. Det første fly til London venter spændt på at holde min vægt på turen over en række europæiske lande. Jeg vil følge drama stykket, og gå imod hele konceptet. Måske er det aldrig den bedste beslutning at stikke af. Men det vil forevigt være den letteste og samtidligt hurtigeste. Elliots knuste blik hænger stadig over min krop, og jeg føler mig næsten skyldig. Glæden som alt for hurtigt blev til en kaskade af væmmelse. Det gik nok bare op for ham, at jeg ikke var Signe... Ikke var perfekt...  At jeg bare var en simpel enspænder, som kun var midt i sit første år. 

Da jeg træder ud af den røde dør som føre ind til pigernes omklædning, støder jeg straks ind i den berømte drengegruppe der står lænet op af toilet døren. Blandt dem står Emilia klædt i Williams grønne hættetrøje, og griner over næsten hvert et ord der kommer ud af de høje, cliche drenges munde. Elliots hvide adidas sko er limet til det kolde marmor gulv, mens han griner med i den lille sammensværgelse. Mellem læberne har han en cigaret som endnu ikke er blevet tændt, og i hans hænder triller en hvid lighter rundt med drillende bevægelser. Indmellem fingrene og grebet i luften. Tændt og slukket på skift. Hans vejrtrækning er nervøs og dog ligner han alligevel en der er meget godt tilpas. 

Hvorvidt nogen af dem har bemærket mig, aner jeg ikke. Og på en måde ønsker jeg ikke at støde ind i Emilias venlige blik der piller alle svarene ud af min mund... Men alligevel vil jeg virkeligt gerne fortælle hende alle de ting der er ved at gå galt inde i mit hoved. Hvordan jeg nærmest er besat af at kigge på Elliot, og hvordan han bare konstant skifter fra at være fantastisk, til at være jordens største cliche. Mit hoved vipper fra side til side da jeg tager en beslutning og skynder mig forbi det store hoodie gang. Luften når at hive så hårdt i mit hoved, at jeg ikke høre hvorvidt nogen kalder efter mit navn, eller lader et eneste ord nå mig. Og så snart at døren smækkes ind i sin ramme, når mine fødder knap nok at røre jorden i takt med at jeg løber ned imod aulaen. En samtale med Emilia ville hvikle alting endnu mere sammen, for hun ville bare snakke med Elliot. Og det kan i mit hoved kun føre til alt for akavede situationer, som jeg ikke ønsker at ende i. 

Mine læber adskilles i et højlydt skrig, da jeg vælter forover. Mit hoved rammer jorden som et smæk der går gennem hele min nakke, mens jeg er i tvivl om hvorvidt nogen andre høre mit kranium gå itu. Min krop er limet til jorden i en tid hvor jeg forsøger at få vejret, mens smerterne ødelægger hele min krop. Det gør ondt i en rytme som jeg knap nok mærker. Som om smerterne er så enorme, at de bedøver mine centraler. Som at få en rudbehandling, mens du er bedøvet i hele munden. Det gør ondt, men det gør ikke så ondt at du begynder at græde. Det føles bare som om ens mund er lammet totalt. Syet fast til den kolde jord der har skabt hudopskrabninger henover mine arme, og andre frie kropsdele. Smerten dunker over det hele. Luften er tung hernede. Tungere end selv den røg, som stammer fra et alt for levende bål. Er det sådan her det føles at være død? At være bedøvet af så mange smerter, at man end ikke kan høre de pippende fugle der skriger på hjælp imellem alle klimaproblemerne. Smerterne er så store at du ikke mærker dem, og alt føles dødt... Jeg løftes fra jorden ved at blive hevet i armen, og ved min side kommer Elliot frem med et næsten forskrækket udtryk i øjnene

"Hvad fanden laver du?" Hans stemme er alt for hurtig til den tone som undertrykker lyden, og hans blå øjne skinner langt væk af chok. Luften tager et stærkt greb i min krop og køler alle smerterne ned til frysepunktet. Men alligevel står jeg lammet op af Elliot og har svært ved at åbne min mund. Cigaretten er forsvundet fra hans mund og lighteren bevæger sig ikke længere rundt mellem de varme fingre. Nu holder han istedet fat om min arm med et hjern greb, der understreger at han ikke vil lade mig falde længere - selvom jeg er ved bunden allerede.  Munden er henstillet på at spørge ind til min tilstand, og øjnene har travlt med at skinne af bekymring. Noget har ændret sig inde bag farven. Et glimt er blevet langt større i det sekund han nærmest stirre ned på mig. Stadig har jeg ikke svaret på hans spørgsmål og selvom jeg virkeligt har lyst til at skrige alt den psykiske smerte som bare blander sig med et par hudopskrabninger, ud, står jeg som limet fast ind til hans kropsvarme og har lukket munden. Tungen bevæger sig overvejende inde i min fugtige gane, mens jeg gennemtænker hvad der ville være rigtigt at sige i en situation som denne. Luften siver nysgerigt ind gennem min næse og som resultat af hele øjeblikket, snøfter jeg overvældet. En svag pessimisme opstår i mit hoved, og blander sig sultent mellem alle spekulatonerne. Fra mit højre øje løber en tynd tåre, og blander sig med den lille rest af jord der har placeret sig fast over min kind. Jeg begraver hovedet i Elliots sorte hættetrøje og lader tårene fosse i et kæmpe vandfald. Tingene kæmper sig ud på kryds og tværds af hinanden. Både smerten fra mit hoved der ramte jorden, sorgen over at jeg ikke forstår mine følelser og savnet af min far som sidder i London og venter på min ankomst. Et højlydt snøft, blandet med en dyb udånding får Elliot til at lægge armene helt omkring min krop og presse den ind til ham. Det går altid galt når jeg glemmer at nægte hans handlinger, men alligevel vælger jeg at falde til rette i hans arme. Jeg er faldet alt for dybt, og det kan umuligt gøre mere ondt end det allerede gør.

Dyb slutning. Kold start. 
I dette afsnit greb ordene sig selv, og ja...
Det kan jeg jo ikke sige så meget til?

Jahhhh. Igen er det lidt urealistisk, men jeg er jo heller ikke JK Rowling vel?

Smid gerne en kommentar, eller stem på historien hvis du synes den fortjener det!
Ses <3