You're Everywhere

Kapitel 15

Hvor meget værre kan det blive?

Utilpasheden nærmer sig som den stærkeste orkan da jeg træder ind på skolens gange med min hals dækket af et varmt halsterklæde. Mor var knap så enig i ideen med at jeg skulle lægge mig syg, og formentligt ikke komme tilbage på de sidste 14 officelle skoledage af 1g. Så min forholdsregl bliver for allerførste gang, at undgå nogen former for menneskelig kontakt... Selv til de knap så falske skabninger.

Sikkert med henvendelse fra mors side, brummer min mobil ustyrligt fra den løse baglomme. Skærmen er som søernes vand på de ældste vinter dage - knust i alle mulige retninger. På et knækket display møder jeg en vedvarende følelse af ensomhed. Signe har nævnt mig i et af hendes tusinde opslag. Sikkert et profil billede som hun endnu engang har valgt at jeg skal deltage i, bare for at se hvor lidt jeg betyder for skolen. Eller måske fortæller teksten hvor lykkelig hun er med den fyr, som jeg lagde i armene på for omkring 24 timer siden. Jeg blinker et par gange, imens jeg holder mine øjne stift rettet mod den oplysende notifikation. Bogstaverne der er bundet i Crafty girl, fordi den forhåndværende orden gav mig små panik andfald. En klump af spyt river min hals i stykker, da jeg presser fingeren mod sluk knappen. Skærmen går fra hvid og skinnende, til sort. Helt sort og tom, som en stjernefri nattehimmel... Nærmest som gaden igår, hvor jeg brød sammen under alle mine følelser. Endnu engang snøfter jeg en snotklat tilbage i bihulerne og skubber min mobil ned i den højre bukselomme. Klassen lægger lige fremme og allerede før jeg nærmer mig, kan den uro vækkende aura skimtes. Alle de grinende stemmer som sikkert har set Signes opslag... Det hele er sikkert bare en stor og fyldig joke. Måske har hele mit liv været en del af den joke... 

Larmen rammer som en hedebølge, da jeg træder over klassens dørtrin og deltager i de enkle kvadratmetre. Mit blik gennemsøger rummets indhold af elever, som lader til at stirre direkte tilbage imod mig- alle pånær Elliot, der er midt i sin afsked med prinsesse Signes. Han vier mig end ikke et enkelt blik, jeg er bare luft... Modsat hele klassen der nærmest æder min sygdomsbefængte krop. Elliots hår hænger kærligt nedover panden da han presser sine læber sammen med Signes, og endeligt retter sig op. Stadig uden at kigge i min retning... Som om jeg lavede den fejl der sendte mig ned på græsplænen og gav mig 39 i feber...  Og dog. Var det måske min fejl? Hvis jeg ikke var fulgt efter hans veltrænede krop, ville jeg aldrig befinde mig her... Med et halsterklæde klistrende til min ømme hals, som knap nok lader et ord komme ud. 

Hurtigt forsvinder mit blik ned til det lyse marmor gulv, hvor jeg nysgerrigt følger mine fødder på  turen over til det kaffe stinkende kateter. På bordet ligger tasken præcist som jeg efterlod den, pånær et skilt med alt for sammenbundene bogstaver. F-A-T-T-I-G-E  L-U-D-E-R  er jeg ret sikker på at der står skrevet med en lidt for underlig skrift. Med en let hånd fejer jeg det til siden og svinger tasken over min højre skulder. Øjeblikket går langsommere end selve sekundet da min krop fyldes med en syrligt lugtende havregrød. Den væmmelige blanding går i mit tøj og fugter min fars neavy blå trøje. Som med et chok stirre mine øjne bare nedover den pludseligt indsmurte krop. Jeg kan mærke følelserne der bygges op indeni mit hoved og spekulationerne vokser sig større... Det var Elliots ide... Forsvind fra skolen... Ingen kan lide dig... Alle de mørke stemmer i mit hoved, blandet med tanken om det kristiserende opslag fra Signes Facebook side. 

Grin fra klassen giver ekko da jeg spurter afsted, ned gennem gangen med fuld hastighed. Min krop ryster, vinden svejrer fra de let åbne vinduer og alt føles umuligt. Blandet med kvalmetrækninger fra stanken af overkogt havregrød. Det går ikke lang tid før min krop er låst fast i en af pigernes toiletbåse- tilsmurt i kvalmende havregrød og med en lille klat af mentalt sukker på den ødelagte top. Tanken om ferie er i dette øjeblik mit sødstof... Mit pusterum når hele klassen smider en ulækker kaskade af morgenmad udover min krop. Med en kulørt følelse af tårrene der er på vej, og vreden der bobler under neglene, trækker jeg min klistrede mobil op fra hoodies lomme og stirre på displayet der er gået fra en notifikation, til 20... Hvilket ikke er det største problem. Men synet af Elliots velsmurte Facebook navn, får fristelsen frem i mine fingerspidser. Hans mening ville være den der kan knuse mig allermest, men på visse måder ville den rette kommentar også gøre mig mere sikker end nogensinde. Måske så modig at jeg endda bare ville gå ud og forlade skolen. Pjække fra de kommende timer der kun vil gøre ondt. Også har vi Emilia og William, men jeg tvivler på om de har tid til at kigge over deres egne næsetipper fortiden. Emillia har pjækket med utallige snaps af tårre i hendes gyldne øjne. Og Williams undskyldning er at han støtter hende... Jeg tror helt ærligt at alle er fuldstændigt klar over hvad deres form for støtte er. 

Displayet fyldes konstant med nye og ubekendte navne, så jeg er nødt til at rulle nedover skærmen, for at holde øjenkontakten med  Elliots krystalliske navn... Julia Kleiss. Jeg smager kun lige på ordet, før følelsen af havregrød imod min mave, skylder alle former for tiltrækkelse ud af mit hoved. 

På den yderste del af toilettet, bankes der hårdt på døren. Hårdt og brutalt... Som om den eller de personer har planer om at brænde toilettet ned hvis der ikke åbnes. Min koncentration afledes fra mobilen. De kunne komme fra alle sider af båsen og bare hive mig ud. Fra det punkt ville jeg ikke længere sidde med benen over hovedet og frygte den næste handling i livet... Jeg ville bryde sammen og bare krumme min krop ind til en kugle. Græde alt det enorme selvhad ud af min forræderiske krop, hvis der altså er flere tårre tilbage. Konsentrationen er tilbage på mobilens display, da de bankene lyde bliver lavere og lavere... Det kunne jo også bare være et utilfredst medlem af skolens pigegruppe, eller en dreng der ikke fik nok til fredagens fest. Fristelsen for at trykke på hans krøllede navn, bliver kun større ved tanken om hvad der skulle ske... Kan det overhovedet blive værre end ligenu? Elliot har tydeligvis taget sit valg og jeg nægter nogensinde at kigge på ham igen... Selvom det bliver fuldstændigt umuligt, og jeg sikkert ender med at bryde løftet 30 gange. Og Klassen kan kun nå at ødelægge mit liv i en uge, før de aldrig nogensinde får mig at se igen... 

Jeg trykker på Elliots navn og holder bare vejret... Internettet driller som små myggestik der har sat sig forskellige steder på min krop. Hånden slår stadig imod døren på den anden side... Ikke længere hårdt og brutalt- bare små slag... Foruroligende små slag. Skærmen loader Facebook ind på min langsomme Iphone 6, og jeg gør mig klar. Sætter hænderne i skødet og kigger på skærmen... Som sagt, hvor meget værre kan det blive. 

Åhhh, det kan blive slemt ;) 
eller måske ikke... Hmm, det er jeg den eneste der ved.

See ya next time. First cliffhanger in my story.