You're Everywhere

Kapitel 12

Det her er ikke nemt

Elliots værelse er behageligt, men alligevel flyder en stærk og ukomplet aura rundt. Bare tanken om hans oplyste seng, der sikkert dufter af den stærke deodorant som altid hænger efter ham i et usynligt slør. Jeg gætter på at mange piger har mærket hans vægt på netop disse lagner, mens vinden har kastet deres hår i eksotiske retninger. Og gulvet som har berørt hans kolde fødder flere gange end han har været iklædt sko. Elliots rum er meget hyggeligere end det jeg altid besøgte under Williams vinger. Huset med de flotteste møbler og så mange penge at man blev bange for at røre ved noget. Værelset der altid stank af sved, fordi William ikke er verdensmester i at lufte ud... Og de hvide lagner som jeg utallige gange er faldet i søvn mellem. Med et trylleslag er jeg endt på sengens kant, med Elliots fingre klistrte perfekt ind mellem mine. Luften hiver hårdt i mine lunger, mens jeg sidder helt stille. Så stille at fluerne overvejer at lande på min blege hud. Min krop er nærmest frosset over hans nærvær, og den varme hud som a'er min håndryg. Det føles uvirkeligt, men jeg rykker ikke endnu. Hvor meget mere kan han overraske mig, hvis det hele skal være helt ærligt?

"Hvorfor er du heletiden så ked af det?" Hans tone er sky fra virkeligheden, og forsøger at gemme sig bag de bølgende krøller på hans hoved. Øjnene skriger efter mine følelser til at lytte... Lytte til de ord han forsøger at udfolde. Tårene kæmper stærk inde bag mine grønne øjne, og smagen af den klistrende urtete finder sig vej tilbage på min tunge. Kvalmen er tilbage.. Og nu  begynder den langsomt at nedbryde hele min krop med lange krampetrækninger. Hans hænder lægger perfekt mod min kolde hud og det føles næsten komisk at kigge på vores forskellige hudfarver i en blanding... Mine blege fingre der nærmest sidder limet til hans varme, næsten karamelbrune hud... Hvordan kan nogen mennesker blive så brun af at tage sol? Jeg ryster på mit hoved med en nervøs bevægelse, og stirre koncentreret på vores sammenklemte hænder... Ordene spinder sig i mine øre om og om... Heletiden så ked af det...? Hvad havde han dog regnet med. At alle de skjulte afvisninger aldrig bliver opdaget, fordi jeg er for dum til at forstå dem? At det ikke gør ondt når han bare skifter humør hvert tredje sekund. Vores hænder som næsten er presset hårdt sammen, lader til at fugtes under rummets brutale varme. Jeg kigger stramt på de små sved dråber der ruller... Fokusere på det ene øjeblik hvor mine hænder strammes hårde end min fars stærke kram... De sammenkrøllede hænder er ligenu den eneste grund til at jeg ikke løber. Forlader rummet med fuld fart. Øjeblikket er ubehageligt... Jeg burde ikke være skræmt for at han ikke kan lide mig, og jeg burde ikke være ked af det over hans handlinger... Vi har snakket med hinanden i 6 dage, hvis ikke mindre... Kvalmen gnaver i min krop som en gal morder, der nægter at give op før offeret er død. Hele min krop er som forstenet i blandingen af hans stærke hænder der holder mine, og kvalmen der æder mig op indefra... Blodet cirkulere vildt inde i min krop og celler kæmper en fælles krig om at starte mine ben. Alt indeni mig vil have at jeg bryder fri fra dette fangeskab og løber. Løber langt væk fra denne by og aldrig nogensinde vender tilbage. Sommeren er nær Julia... Sommeren er nær. Men faktummet ændre ikke at hans hud føles helt perfekt.

"Du..." Jeg føler mig fanget under hans betragtende blik, der leger med alle celler i min krop. Og ordene kan ikke finde ud. Som sidder de limet til min tunge, trods at den lille sammenblanding forlængst har paseret min hals. Hans dybe stemme lader ikke til at ville forstyrre mig og i et øjeblik får jeg det pusterum som jeg har manglet... Han lader mig tale, selvom det næsten føles umuligt bare at kigge på vores hænder.. Hans klare øjne sidder nærmest limet til min lille krop. Ikke en bestemt del af mig, bare hele min krop. Som om han planlægger at sluge min sjæl med øjnene. 

"Du forandre dig jo altid?" Ordene kommer pibende ud, så lavt at jeg knap nok selv kan kende forskel på hvorvidt det er en pludselig lyd eller der fakktisk kommer noget forståeligt ud. Men han kan åbentbart let kende forskel på min sammenblanding, og hans greb i mine hænder bliver stærkere. Ikke så det føles ubehageligt... Men det er heller ikke rart at få klemt mine blodåre til pandekager, mens jeg ikke aner hvilke tanker der flyver rundt inde i hans hoved... Han kunne gøre alt ved mig og ingen ville nogensinde tro på at det var sandheden... Folk ville bare finde mig fuldstændigt tabt bag en vogn... Emilia ville nok smide alle mine ting ind af vinduet og aldrig nogensinde indlede et ord med mig igen. Mens William og Elliot ville gå sammen om at planlægge deres hævn... Alt sammen fordi jeg i få sekunder ville tænke på mig selv. Hans øjne er stadig klistret til min krop, og som spekulationerne bliver til flere, vokser utilpasheden... Ordene er planlagte på tungen, da hans bløde læber skilles fra hinanden. 

"Hvordan forandre jeg mig?" Hans stemme er så forbandet kærlig at jeg knap nok kan lade hver med at smile. Og alligevel hader jeg ham overalt på jorden for bare at svare med et spørgsmål. Hans øjne er stadig klare da jeg tager et meget kort kig til verdenen over vores hænder. Trods min store irretation, har jeg en vild trang til at lege med hans pjuskede hår. Rode i de brune totter der sikkert irretere hans varme hud. Snore de små slange krøller mellem mine fingre, som var det en snor jeg bare er nødt til at løsne. Han smiler svagt og alligevel alt for kraftfuldt ned på mig, hvilket medføre at mine kinder bliver fyldt med en stærk rødmen. Luften er blevet meget tungere i rummet, og jeg kan næsten smage den eksotiske peberminte ånde som kommer fra hans let adskilte læber. 

"Først opføre du dig som om vi er venner...! Også.... Også er du bare led.!" Jeg siger det for højt. Og tonen bliver hurtigt mere dømmende end jeg har lyst til at min stemme skal være. Han slipper min hånd uden en eneste tøven. Og for få sekunder har jeg så meget had til mig selv, at jeg knap nok kan leve i min egen krop. Jeg er selvoptaget... Hvordan kan jeg sige sådan noget - jeg er ikke engang i hans liga... Egentligt burde jeg være glad for at han vil indlede et eneste ord med mig... Spyt i min hals kryber langsomt, og jeg kigger op. Han er vred... Og om få sekunder bliver jeg den mest upopulære elev på hele skolen. Hans øjne er klare, og blikket viser intet andet end den reneste tomhed. Jeg kan intet svar finde på hans kropssprog for han sidder bare stenet i sengen og holder hænderne på kanten af sit lår. Rummet er tomt og den eneste lyde man kan høre, er vores vejrtrækninger der mixes sammen til en orkan. Også pludseligt brydes hans stenede position ved at læne sig frem og nærmest tvinge mig ind i hans arme. Ingen ord kommer fra hans mund, og jeg er også helt stille... Svøbt ind i et stærkt kram som nærmest pudser min usikkerhed væk. Stadig lægger mine slappe hænder på den hvide madres, mens jeg bare føler mig tilpas... Et øjeblik hvor jeg har det rart, mens Elliots arme holder stramt omkring mig. Om lidt springer døren op, også springer hele skolen ind på værelset... Du bliver årets største joke, hvis du da ikke allerede er det. Jeg er fanget i den dårlige tanke og har svært ved at bryde ud af selvhadet.  Hans greb er stærkt... Ligeså stærkt som mine utallige spekulationer der kun er ude på at planlægge min næste vej ind i smerte. 

"Undskyld Julia.." Et snøft som lyder dybere end den stærkeste regnvejrsdag. Hans tone er ikke længere charmerende, med den hæse klang. Nej, den er kvalt. Kvalt i alle hans følelser. I alt det ubehagelige som strømmer rundt i hans næsten 2 meter høje krop. Jeg flytter mine hænder og tager et blødt greb i hans sorte kashmir trøje. Vinduet bevæger sig ustyrligt til vindens kvaler, da jeg placere min pande imod hans skulder og modtager det pludselige kram. Luften er tung her. Tungere end selv den tætteste røg. Men jeg flytter ikke min krop på nogen måde. Jeg beder mine lunger om tilgivelse og holder vejret. Læner mig til rette i det greb som ikke længere eksitsere imorgen... Finder mig til rette i det øjeblik hvor altting føles helt fantastisk - også selvom det ikke eksistere. Imorgen er han ligeglad med dagens kram. Imorgen rækker han tunge til mine følelser og lader ingen ord nå mine øre. 

"Det her er bare ikke nemt." Den aldrig færdiggjorte sætning slutter endeligt. Min krop er låst fast til hans stærke greb, også selvom sætningen rammer mig ubehageligt hårdt. Men han har helt ret... Intet af det her er nemt.

Hey.... Intet er nemt... Eller. Det var meget nemt at skrive Eller.... ELLER ELLER ELLER ELLER ELLER. når.. Videre. Tak fordi du ville læse med, og see you soon.