You're Everywhere

Kapitel 7

En stor, fed joke.

Jeg vågner op til smerterne. Min ryg der føles knækket, men som lægger flat mod den kolde jord. Mit hoved som nærmest skriger efter hjælp. En blinkende lygtepæl er det nærmeste lys i nattelivet på denne villa vej. Jeg befinder mig ikke længere under de enorme disko lys og råbende mennesker. Endnu engang kan jeg høre mit navn blive udtalt på en bekendt og meget jysk facon. Denne gang lavt og med en kærlig tone limet fast til ordene. Jeg er nået et punkt hvor jeg ikke kan finde en perspektivering fra en af de dårlige teenage film jeg har set. Ordene passer perfekt, til den tone der spinder sig mellem et par varme læber. Og nu lykkedes det mig at åbne øjnene. I starten er alt sløret. Som om et par kontaktlinser er blevet pudset i leverpostej og bagefter sat på mine øjne. Jeg blinker et par gange i håb om at se den person jeg ønsker. Det eneste jeg husker er mørke krøller og de fleste elever på skolen, har den frisure. Dog er stemmen stadig så bekendt at jeg stortset ikke kan tage fejl, medmindre mine øre bare hører hvad min hjerne ønsker allermest. Da synet kommer tilbage, begynder hovedpinen at føles mindre ulidelig og jeg åbner usikkert øjnene helt op. Pakket ind i Elliots brune Sherpa jakke og placeret blidt op af hans sorte alfa romeo. Vinden  kaster små totter af mit hår gennem luften. 

"Hvad så, skal vi se at få dig hjem?" En halv meter fra min side står Elliot og kigger ned på mig med sit blødeste blik. Kærligt og alligevel et stort eksempel på at jeg har været en idiot. Hurtigt sender jeg min koncentration ned på astfalten foran mig. Jeg sidder på det kolde fortov og ville med lethed kunne blive angrebet af blærebetændelse i min position. Men alligevel sidder jeg fantastisk og føler mig halvt beæret over hvordan elliots jakke lægger henover mine skuldre. Og dog alligevel føles det forkert. Tanken om hans kolde blik de sidste par dage, blandet med hvordan jeg næsten føler mig desperart efter at han bare kigger på mig. Også alligevel sidder jeg her, og føler mig nærmest tilpas under månens skær og det faktum at han passer på mig. Med en tøvende bevægelse drejer jeg hovedet og kigger op på ham. De faste krøller der gynger, frem og tilbage i vindens takt. Hans løse skjorte der hænger fint nedover et par sorte jeans. Det eneste der mangler i sekundet er hans varme jakke, som ligenu lægger over mine skuldre. Nærmest som om vi er midt i en high school film og jeg er kæresten, der låner jakken under den vigtige basketball tunering. Med et genert udtryk i mine øjne og en pinefuld kvalme som langsomt opbygges, nikker jeg. Mit smil er nervøst, da jeg trækkes op ved hjælp af hans stærke hånd der klæber sig ind til min. Vindens hastighed tager et fast greb i jakken, så en kraftig brise sniger sig ind og lammer min krop. Jeg gyser i et sekund da blandingen af kvalme og kuldegysning mødes midt i en krampende sammentrækning. Min hals gør sig klar til at åbne op og jeg bøjer min overkrop forover med en gennemborende smerte i hele maven. En kaskade af gennemtygget middags rester og vodka, baner sig vej ud mellem mine læber og slår et plask imod jorden som bølgerne ved vesterhavet. En hånd er hurtig til at snige sig omkring min skulder, og fange de totter hår som vælger at følge friviligt med. Resten bliver oversvømmet i den næste potion af en alt for hjemmebrygget havregrød og min mund efterlades tør, med en smag af den klistrede urte te. Elliots arm presses mod underdelen af min mave, da jeg kvækker højlydt og læner mig forover. Intet følger med op i dene omgang, men kramperne fortsætter i min mave. Hårdt og ubekvemt. 

"Kom så. Lad mig køre dig hjem." Hans tone er hurtig og jeg håber i et øjeblik, at han ikke tvivler på meningen med hans ord. Men min indre kritiker kan fornemme en svag trækning på sætningen. Som om han fortryder dem, i samme øjeblik hans tunge spytter dem ud til verdenen. Et enkelt øjeblik eller måske to, står jeg bare forover bøjet og presser mine arme hårdt ind imod min mave, meget få centimeter over hans. Et håb om at der vil komme endnu en blanding op og forstyrre hele hans plan. Måske kvæle mig, så jeg ikke behøver at tage hensyn til hvorvidt jeg brækker mig i hans bil.  At vågne op på hospitalet om et par dage, ville måske løsne alle de irretable, knuder der hænger sammen med tømmermændene som venter mig derhjemme. Men der kommer intet og efter lidt tid, i krampe position griber Elliot et blidt tag i min skulder og retter min ryg op. Kramperne afværges i tanken om hans bekymring og min ryg strækkes ud, så mine lunger igen begynder at fungere ordenligt. 

Bilen er varm efter lidt tid på vejen og der er endnu ikke, blevet sagt et eneste ord fra min mund. Jeg snøfter hvert 5 sekund for at holde snottet inde i mine bihuler, og undgå at ligne et større misfoster end jeg allerede gør. Mit hår er nærmest limet fast til min tshirt pågrund af de store mængder bræk. Og den mascara som Emilia i sin depressive tankegang, placerede på mine øjenvipper, er malet nedover mine kinder. Som om jeg har grædt og grædt i flere dage, uden en ende. I radioen spiller What doesnt kill you makes you stronger på hvad der lyder som laveste niveau, og på bilens display blinker de elektroniske tal som viser hvad klokken er. 03.25. Jeg sænker mit hoved tilbage imod nakkestøtten og føler mig pinligt berørt, over at befinde mig sammen med Elliot på et af de værst tænkelige tidspunkter. 

"Hvordan kan du vide hvor jeg bor...?" Min stemme er så sløret at jeg knap nok selv forstår de ord, som sniger sig ud fra mit knuste stemmebånd. Mit hoved oplyses af lygterne fra de modkørende biler, da dækkende piver og bilen drejer skarpt ind på Galonionsgade. Jeg drejer min opmærksomhed imod Elliot som har placeret sin tungespids synligt ved underlæben, mens han koncentreret forsøger at komme forbi de mange biler, som holder ulovligt parkeret midt ude i det hele. Først da han er kommet lidt indenfor fartgrænsen og vejen er klar for hans syn, får jeg den opmærksomhed jeg for en stund søgte. De blå øjne er ligeså skarpe som altid, men månen kaster et gyldent skær over dem da han ser imod mig.

"Man skal kende sin klassekammerarter... Ikke sandt?" Et smil strejfer hans læber og en sølvsky af hans varme ånde kan næsten ses under gadelygternes skær. Bilen stopper brat op da den ender ved nummer 5, og jeg sidder tilbage med et par frosset fødder limet til bilens gulv. Hans blålige blik betragter min håbløse brandert og for hver gang han blinker, lader smilet på hans læber kun til at forstørres. Måske more han sig over hvor barnlig jeg er, og i virkeligheden er det hele bare sat op for at narre mig til at tro på min betydning. Tankerne leger med min selvtilid og jeg trækker vejret tungt i frygt for at jeg har nået den sande konklussion... At jeg i virkeligheden bare er endt midt i en stor og latterlig joke. 

"Når, skal jeg ikke gå med ind...?" Mine tænder klapre anstrengt over kulden, da han åbner døren op. Jeg når hverken at svare eller reagerepå hans spørgsmål, før døren igen smækker og hans høje skikkelse kommer frem i sidespejlet. Jeg presser den skarpe sele ind imod mit bryst, mens spekulationerne bygger sig højere end de krævende tømmermænd kan lykkedes med. Hans skridt er blide og rammer kun jorden når det er højest nødvendigt, på turen rundt om bilen og hen til døren ved min side. Jeg er som fanget i et øjeblik hvor jeg intet kan gøre for at slippe væk. Mit sind elsker det øjeblik hvor han hjælper mig ind i huset og passer på mig. Men min hjerne  væmmes ved tanken om de bagtanker der sniger sig rundt inde i hovedet på ham. Hvorfor skulle en simpel pige fra 1g gøre ham nysgerrig, når end ikke skolens mest populære pige lykkedes med det. Døren åbnes langsomt og ved min side kommer de mørke krøller endnu engang til syne. Dansende frem og tilbage gennem vinden.  

"Kom så." Et smil breder sig på hans læber, mens jeg kigger nervøst op på ham. Selvsikkerheden er på toplisten i hans øjne, mens mit selvværd skydes ned i frygten for hvad denne 3g'er kan finde på. Selen går op med et klik og flyver hårdt imod bilvæggen, da jeg trykker knappen ned. Og med et blidt greb hjælper Elliot min krop ud af bilen. Det føles uvirkeligt at få vinden gennem håret efter de 20 minutters kørsel. Mine ben føles som gelé da jeg træder frem og nærmest med et knips, flyder rundt nede på fortovet mens jeg forsøger at fatte situationen. Jeg kan tydeligt fornemme hvordan Elliots smil, blot er en afværgelse for det grin der var ved at slippe ud af hans mund. Med et let greb får han trukket mig op på mine usikre ben og i samme sekund smækket døren hårdt på plads. Vinden er kraftig og hiver sultent i de rystende træer hvis krone langsomt bliver nøgen. Dag for dag, falder der blade som efterlader hele gadens natur i efterårs tema, og vi er endda kun i Juni. 

Jamen okay da...

Indtil videre har aftenen fyldt 2 afsnit - men den kommer til at fylde tre!

Så gør jer klar til næste afsnit!! ;)

Jeg håber i kunne lide det.
Konstruktiv og råd i kommentaren!

Ses <3