You're Everywhere

Kapitel 6

Alt for fuld

En turbulent følelse. Som når kræfterne griber dig udefra og smider din krop direkte ned i  fordærvelse. Luften er så tung at den nærmest trykker mig imod gulvet og rummet stinker, af sved. Alt for meget sved, piblende nedover teenagekroppe som bevæger sig vildt til musikken. Mit mørnede papkrus har forlængst ramt det fugtige gulv og istedet begiver, jeg mig rundt i det enorme palæ med en vodka flaske limet til mine læber. Min mund er blevet til en kæmpe cocktail af rent alkohol, og jeg nyder det. Tilgengæld føles det som om der strømmer blod ud af mine øre, men jeg nægter at forlade salen blot for at sikre mine trommehinder i fremtiden. Istedet kaster jeg min krop op og ned i takt til den hysteriske musik der hyler ud af de utallige højtalere, imens jeg fortsat sluger en halv liter vodka for hver eneste slurk. Min krop føles fuldstændigt fri og hævet fra den kolde jord på dette tidspunkt. En følelse som jeg sjældent har. For mit hoved er altid fyldt med grænser og utallige spekulationer om hvad der kan gå galt for hver en handling jeg laver. Og ligenu er der bare tomt. Månen skinner skarpt ind gennem de store panorama vinduer og jeg bevæger mig vildt rundt til musikken der tromler mine øre i stykker. Grinende, og med det største smil jeg længe har tilladt mine læber at bøje i meget lang tid. Min tidsfornemmelse er skudt i sænk og jeg er usikker på, hvorvidt der er gået 1 time eller 10 siden William greb min arm og fortalte at han ville tage Emilia med hjem. Dengang var alkoholen ikke nået til mit blod og jeg kunne med, et blødt smil nikke og forstå deres valg. Nu hvor den kemiske forklaring nærmest er blod som strømmer rundt i alkohol, forstår jeg ikke hvordan de kunne forlade en så fed fest. Mit hoved ryster automatisk over tankerne, og jeg rækker en mental tunge ud til verdenen. De er altid så kedelige. Luften er stadig tung i den store menneskevrimmel og jeg stopper mine vilde bevægelser, med et henblik på at skaffe mere alkohol.  

Køkkenet lægger i ruiner af papkrus og halvt tømte flasker, da jeg næsten vælter ind i rummet. Ilten herude er i top og mit hoved kan endeligt trække vejret, uden at blive afbrudt af larmen fra en bulrende bas. Blandet de mange hvide skabe er der stille, og den eneste lyd som når mine øre er en svag hvisken fra to drenge der føre en samtale, og så den isolerede larm fra den modsatte side af døren. Mit hoved vil ikke dreje og jeg nægter at tage et kig mod samtalen, da jeg nærmest slæber min krop henover gulvet med støtte fra køkkenbordet. Manglen af alkohol og en bulrende smerte i mine øre, får den modstræbende fornuft til at snige sig frem i mit hoved og tankerne ender derfor på Elliot. Hans mørke krøller der svinger sig fra side til side når han griner, og den måde hans blå øjne bliver dybere for hver gang jeg kigger ind i dem. En kaskade af fugt samler sig inde i mine hornhinder. Han ignorere mig og jeg forstår stadig ikke hvorfor. Hvad gik der galt i tanken om at have kendt mig altid? Hans smil den morgen var så virkeligt at jeg troede han var min ven. At han ikke bare ville kaste mig væk. At han skilte sig ud, fra den personlighed jeg altid havde set ham i. Min vejrtrækning er blevet tungere og der lyder, et ustabilt snøft da jeg trækker det rindende snot tilbage op i bihulerne. Livet er bare ikke retfærdigt... Med den tanke går det op for mig at jeg ikke er nået meget mere end en halv meter frem, da min hånd slipper bordpladen. Og jeg falder forover med et hårdt slag imod min ryg. Det føles næsten som om mine lunger flækker midt over, og ribenende rives løs fra deres placeringer i mit bryst. Det sidste jeg bemærker er de brune krøller og en høj, men bemærkelses værdigt bekendt tone som siger mit navn. 

Beklager det korte afsnit!
Og den meget cliche prægede slutning.
Det gav bare mestmening hvis scenen sluttede her, 
og vi så kunne vende tilbage i kapitel 7.

Hvad tænker du om mine cliche evner?
Og har du en ide til at gøre det bedre?
Smid en kommentar med nogen råd eller lidt kritik
og stem da hvis i finder det så interresant!

Ses <3