You're Everywhere

Kapitel 21

Pludseligt... Mærkeligt.

Jeg trækker vejret tungt. Tvinger mine lunger til at presse den brugte ilt ud, og løfter hovedet i en hastig bevægelse. Tårrene vælter nedover mine kinder som bitte små vandfald, mens jeg stadig ikke forstår situationen. Ingen af dagens forklaringer hænger sammen på nogen tænkelig måde. Vinden kaster sig ind fra mit vindue og snure gardinerne sammen i forskellige knuder. Jeg lukker øjnene for at afbryde tåre kanalerne. Lægger mit hoved skråt til venstre. Min mave pustes op da jeg tager det første dybe åndedrag og den sænkes igen sammen, da jeg lukker det hele ud. Min krop er lagt på lydhør fra hele verden omkring. End ikke vinden lykkedes med at genere mig da min frisure forvandles til en fuglerede. Alt holdes ude af en livlig dørmand med en utroligt kort liste... Og for en stund kan jeg gennemtænke de sidste 3 uger. Det hele gramser på mit hoved, mens jeg forsøger at trække vejret. Jeg tog til festen hvor jeg mødte en stor autoritet, ved navn Elliot. Efter 21 dage som der nu er gået kan jeg knap nok stoppe med at tænke på hvem han er, modsat da jeg end ikke vidste det navn som var blevet foræret ham... Efterfølgende snakkede vi, så kom Signe og jeg blev ubruglig... Så sov vi sammen og han smuttede så hurtigt som han var kommet... Jeg synker en klump af spyt og åbner øjnene op til en mørkelagt verden. Solen er forsvundet ned bag de høje bøge træer med følge, af månen der langsomt former sig på himlen. 

Mor rasler i køkkenet da jeg lister på trappen. Det sidste bræde giver en højlydt knirken som efter mange år, bare er blevet en vane for det fattige egetræ som i sin tid blev konstrueret både pænt og lakeret. Nu er lakken væk. Og der er mørke ridser fra de forskellige aktiviteter en trappe bliver brugt til. De plader som engang var helt lyse er nu blevet mørke, nærmest helt brune. Og væggen ved siden af har da også set bedre dage. 

"Er du okay, skat?" Mors stemme flækker det enorme mellemrum. Jeg drejer hovedet skråt og kigger på hende. Er jeg tilfældigvis gået ind i et hus der ligner mit eget utroligt meget? Hvornår gik vi til kælenavnet skat? Og hvor kommer den nysgerrige bekymring fra? Jeg sluger en klump af spyt til tanken om Elliot. Hans blå øjne skinner i et sekund omkring mig som står han ved min side og griner. Jeg løfter hovedet 2 centimeter. Hvis hun er blevet lidt blødere i situationen, er jeg da nødt til at tage imod hende. Et smil former mine læber, imens jeg nærmer mig køkkenet. "Ja. Det fint... Bare en lang dag - du ved." Jeg snøvler for at trække i det snot der vil ud. Sender blikket til mor med et kært smil og strækker armen ud. Åbner køkkenskabet på hvid gab, stjæler et glas fra det nordiske hjørne og lukker lågen i. Hun kigger på mig med et betragtende smil, mens dejen foran hendes krop bliver æltet godt og grundigt. "Er det noget du vil snakke om?" Mine kindben strammes kraftigt da jeg ryster på hovedet og trækker vandhanens håndtag op. Det brusende vand skyller ud, og temperaturen nærmer sig langsomt det kølige drikkevand som jeg mærker abstinenser til. Min krop giver sig hastigt da mors hånd når min skulder. Jeg drejer hovedet nervøst og møder hendes kærlige smil, som normalt er meget umuligt at finde. "Jeg ved godt at vi virkeligt ikke har haft det nemt på det sidste. Men jeg vil gerne høre det, hvis der er noget jeg kan hjælpe med." Hendes stemme lyder knust på en fremmed og alligevel bekendt måde. Jeg presser øjnene sammen i et sekund før mine læber splittes i et opmuntrende smil. "Der er ikke noget vigtigt, mor - og hvis der kommer noget, lover jeg at fortælle det.." En beskidt løgn presses ud af mit svælg. Jeg lukker munden sammen og smiler dog alligevel op til hende. Måske skændes vi normalt som USA og Rusland efter anden verdenskrig, men det knuste blik er forfærdeligt at se på sin mors øjne. Derudover skal hun ikke kende til Elliot, hvis jeg nogensinde skal have en chance for at smide ham væk fra mine tanker. Jeg snøvler endnu engang. Min hånd presser glasset ind under den kolde hane, mens jeg stadig kigger på mor. Hendes blik er blevet mildere. Øjnene langt mindre udspilet. En rynke eller to er forsvundet på hendes stressede pande. Håret ligner sig selv, dog med en lidt lysere klang som tegn på at hun ældes... At jeg ikke altid vil have denne krigeriske kvinde i mit liv. Glasset er køligt som har det lagt i fryseren de sidste to timer. Jeg sluger vandet deri som har jeg ikke drukket noget i alt for lang tid. Det køler min hals perfekt og slår den sidste brik i ro. Jeg lukker øjnene for en stund. Nyder hvordan mit svælg er kølet af, efter de næsten frosne fodspor. Mor er tilbage på sin dej og ælter som en super stjerne. Hendes hænder banker den store mel klump som var det en klam ekskæreste. Jeg vipper hovedet på skrå og smiler meget kort til tanken om Elliot deri. Hans krop der bankes gul og blå, før panikken og min uendelige kærlighed trænger ud og jeg må redde ham. Mit blik søger væk. Jeg sukker friskt luft ned til lungerne og placere glasset ved vaskens højre side. 

"Godnat mor." Mine læber danner et oprigtigt smil før jeg lister hen mod trappen. Det når lige frem til mine øre at hun ønsker en god nat tilbage. Også tager jeg de 10 trin. Mine lunger trækker endnu engang frisk luft ned gennem mit svælg før jeg åbner døren op. Lyset fra min 5 år gamle lampe blinker utilregnligt over mit hoved da jeg tager det første skridt indenfor. Vinduet lukker jeg i med fri håndkraft. Sender blikket skarpt udover den smukke grønne mark der lægger tungt og omringer det enorme villa kvater. Det er utroligt at her kun har været et indbrud i min levetid. Stedet er proppet med fornemme og utroligt rige gamle kvinder, der nok aldrig har lært en hulenefis om selvforsvar. Jeg smiler til omverden og ruller gardinet for som en ende til alt andet end de grålige vægge herinde. Pinden fra æbletræet i vores baghave er allerede begyndt at dunke ustyrligt med vinden. Jeg drejer kroppen og lukker den belastende lyd ude. Møder mit ejet blik i spejlet på den anden side af værelset... Hvis det var Elliot som gjorde det hele, hvorfor vågnede jeg så op i rent og pænt tøj? Hvorfor skulle han dog have gjort sådan en handling også lige vælge at iklæde mig normalt tøj igen - specielt når han nu slet ikke modvilger i hvad jeg siger.

Hold da helt wow, jeg skrev dette kapitel selv efter min skriveblokering... Og jeg er glad.
Sammentidligt er jeg utroligt frustreret over Stella i Five Feet Apart... Urghh!!