You're Everywhere

Kapitel 25

"Stol på mig." tretten gange høre jeg ham gentage denne sætning, på under 10 sekunder. Min krop er låst fast mod hans. Huden skriger efter berøring, men alle andre dele af min krop vil ud og væk. Selv min hjerne har slået hjertet fra. Alt skriger - udover mit stemmebånd hvilket er den vigtigeste del i at råbe om hjælp. Netop i dette øjeblik vil jeg ikke stole på ham. Og for hver gang han siger ordene, bliver jeg mere og mere nervøs omkring ham. Den modsatte virkning vokser som en myretue. For hvert hjerte slag bliver den større, og langt mere magtfuld i sin betydning. Jeg ryster. Skubber nervøst. Kigger usikkert og holder min mund lukket for alt andet end luft. Alligevel stopper hans vilde, men alligevel kærlige bevægelser aldrig. Hånden nusser min ryg i kamp med resten af verden. 

"Jeg skal nok behandle dig pænt." Han er fuld. Alt for fuld til at have en agst præget pige på sin fiskestang. Stanken af vodka er stadig slem, og den kilder i hele min krop. Jeg ryster på hovedet nervøst. Slår begge hænder mod hver af hans skuldre. Og stirre brutalt ind i de blå krystal kugler. "Nej Elliot." Min mund åbner. Udtrykker ord på må og få mod hans øre. Mest bedene forsøger jeg at slippe fra hans udtryk der ændres brat. Den nysgerrige kærlighed forsvinder - stærkt erstattet med det mystiske blik.. Ligesom på cafeen. Et blik man ikke bare kan tyde. Der skal analyser til, og måske en enkel psykolog under kampen. Jeg rusker hans skuldre efter hjælp. Mine læber ønsker ikke at skrige, og ej hellere gør mit hjerte. "Julia." Stemmen er blid og forkastet. Hans mund angriber min hals som en sulten vampyr, pånær det faktum at smerten aldrig møder frem. Istedet møder jeg hans bløde læber. En heftig følelse af behag der bare indtager min krop. Jeg synker lidt spyt gennem den kanal han netop bekriger. Forsøger stadig fumlene at slippe væk fra hans blide berøring. "Gør det ondt?" Hans stemme er hjerte knusende i mine øre. Kærligt og med en form for tab over hele tonen. Jeg sænker hovedet for at betragte ham. De livløse øjne skinner under månelyset, som netop kun lige lister indenfor vinduet. "Nej." Mine læber ryster. Ordene kommer stammene. Nervøsiteten pirre og han vender tilbage. Følger kanten af min hals med overlæben. Efterlader tre små kys over mit kraveben også tilbage hvor han burde være. Øjnene lyser stærkere end før. Lyst skinner fra hans halvt åbne mund. Jeg lukker øjnene i og mærker chokket ramler indover hele mit system. Øjeblikket må aldrig ende, men alligevel ønsker jeg hans hænder langt væk fra mit legeme. "Okay." Han nikker langsomt. Et skævt, men ægte smil registrere jeg netop. 

"Jeg sagde vi skulle snakke." Hans stemem følger trop. Mine tænder klapre som om der skulle være 80 minus grader. Jeg nikker ufokuseret og bevæger mig nervøst væk fra følelsen af hans fingre der stadig knitre rundt under kjolen. "Er der noget du vil snakke om?" Han smiler. Bider sin overlæbe hårdt. Udtrykket skaber kun en større charme over hele hans figur. Jeg lukker øjnene sammen og synker endnu en klump af spyt. Hans hænder leger en vild tag fat under stoffet på min kjole. Den varme hud får min krop til at sitre efter hver eneste centimeter af ham. Følelsen af hans læber mangler hyppigt på min hals, da jeg lukker munden i og ryster på hovedet. Jeg vil snakke... Men hvad er chancen for at hans øre vil forstå nogen som helst ord i dette sekund. Han skifter læbe, nu er det den nederste som får en vild tur under sultne gebis. Han tabber huden, som skulle man tro der befandt sig et ægte vampyr gen. "Undskyld Julia... Undskyld." Hans læber begriber igen min hals. Som små elektriske stød skubber jeg mig nærmere hans hud. Panikken opløser langsomt alle former for frygt i min krop. Følelsen er ubeskrivelig og hvad kan gå galt med denne svage handling. Et øjeblik går, uden mine tanker der starter en uendelig krig. Det føles frit, men også kun lige for det sekund hvor min hals er spidet på hans skarpe, fiktive hugtænder.