You're Everywhere

Kapitel 20

Hans øjne, hans vægt og hans stemme

Et billede strømmer rundt i mit hoved, blandet sammen med skrig der lyder som mine egne. Elliot sidder som frosset på den anden side af bordet, og kigger nedstemt mod det ridsede træ. Jeg stirre tilbage imod hans sammenkrøllede ryg, uden at trække en eneste mine på mit ansigt. Kan det virkeligt være William som fik alle disse forfærdelige billeder til at indtage mit hoved? Minderne passer ikke til ham og ubehagen er utroligt lille i hans nærvær. Jeg kan huske den hviskende stemme som dybere, nærmest hæs og langt fra i noget der ligner Williams. Og vægten over mig var langt større end hans spinkle lille teenage krop. Mit blik er limet til den frosne Elliot som bare har sat nedskrumpet efter at de sidste ord kæmpede sig vej fra hans læber. Blev jeg virkeligt voldtaget den nat? Eller fortæller Elliot bare en historie som han husker den, og i virkeligheden er den helt anderledes. Ingen af os var rigtigt ædru da alle disse handlinger skulle være sket. Og hvorfor skulle min bedste ven kunne gøre en sådan ting... Specielt når han elsker Emilia så ubeskriveligt højt.

"Så William...?" Jeg lukker øjnene stramt i, da min egen stammende tone lyder i rummet.
"Jeg ved ikke om William gjorde noget! Du var bare ked af det, okay?" Hans tone er højere og nærmest hård, og jeg er ikke tvivl om at alt kan høres i det skradslende køkken. Det blomstrende humør er forsvundet fra hans aura og befinder sig ikke længere i miles omkreds. Erstattet af hans enorme temperament der nærmest brænder bag de blå øjne... "Okay." Jeg flytter blikket mod det sorte træ bord, og stirre koncentreret på en mørk kakao plet som kom lige skimtes over bordets glatte lak. Elliot er stille som en kat der lægger på lur, og jeg vælger selv at holde min mund lukket med øjnene limet til træ bordet, trods den enorme larm som hele verdenen udleder.

"Er der mere som du ønsker at vide?" Tonen er sunket til noget mere børnevenligt og han trækker ikke længere vejret som et damp lokomotiv. Jeg stirre imod pletten imens jeg kan mærke den bobblende vrede danse rundt i mine åre... Der er så meget jeg gerne vil vide, men min mund kan bare ikke formulere de ord som høre med. Jeg trækker vejret tungt hver eneste gang min mund åbner sig, for at sikre mine lunger ikke at kvæles i kakaopulver. Første spørgsmål passer perfekt til øjeblikket og hvordan han konstant forandres, som om han lider af en personlighedsforstyrrelse der slår med terningen hver tredje time. Men hvordan kan jeg stille det nu... En handling som den William beskyldes for, virker alvorlig... Hvordan kan emnet så bare skifte til flere spørgsmål fra hans side, når forklaringen lige har lagt på at han bekymrede sig... At han frygtede hvad der skete og hvorfor mit humør var så knust. Jeg synker en klump og vender hovedet tilbage mod ham... Andet spørgsmål kan måske opklare hvad der sker, og om William virkeligt kunne gøre en sådan handling.

"Hvorfor er du sådan her Elliot? Du forandre dig hvert tredje sekund, og man ved aldrig hvor du er... Altså hvis du hader mig så meget som du giver udtryk for, hvorfor er du her så.?" Denne gang føles det næsten som en lettelse på mine spinkle skuldre at udlede de knap så venlige ord. For første gang siden forklaringen af den alt ødelæggende nat, kigger han tilbage ind i mine øjne der nærmest sitrre intenst på ham. Den blå farve skjuler noget som nok aldrig vil blive lukket ud i verdenen. For et sekund er hans blik så fjernt at jeg knap nok kan se det blå skær. Som om kontakten til den virkelige verden pludseligt forsvandt og han nu lægger i et flydende luft koma. Jeg synker en klistret spytklump, mens jeg kigger på hans udtryk der langsomt bliver mere og mere utilfredst - som om muren der skiller de fleste dele af hans krop eskalerer på det dybeste. 

Den første dråbe løber henover hans kind med en slowmotion effekt, efterfølgende med næsten 10 dråber som for hvert eneste sekund fordobles med tusinde af de samme følelsesstrømme. Hans krop kæmper ikke længere imod alt det der gerne vil ud, men lader det istedet bare falde som et af de største vandfalde jeg har set. Øjenkontakten forsvinder helt fra jordens overflade da alle hans smerter bliver dækket til i to enorme håndflader. 

"Elliot?" Min stemme er så lav som jeg overhovedet kan gøre den, imens jeg kigger på det rasteløse værk der vidst nok har mistet al sin styrke til at fortsætte gennem denne uretfærdige dag. Mine egne ord kører rundt i mit hoved som en karusel der aldrig nogensinde vil stoppe. Den pludselige reaktion er min skyld, eftersom at det var de mange spørgsmål der udløste alle tårene. Igen kæmper han imod sin krops natur, ved at løfte hoedet og kigge tomt på mit ansigt. Som om han bare ikke vil tillade gråd på sine kinder, specielt ikke i den offentlighed hvor et eller flere menensker kan gøre nar af ham resten af de mange år der er tilbage i hans forfærdeligt lange liv. Tårrene forsvinder fra hans rødglødende hud, så hurtigt at jeg knap nok når at reagere.

"Jeg ved det ikke." Hans øjne glipper nervøst, imens de forsøger at holde kontakten med mine. Jeg er sikker på at han er fuldstændigt bevidst omkring hvorfor... Jeg får det nok bare ikke afvide fordi det er en af hans tusinde hemmeligheder som intet menenske nogensinde vil indledes i. Altså pånær de hætteklædte drenge der fester omkring ham, hver anden dag. Blandt andet den forfærdelige William, som skulle have forsøgt de værste handlinger. Brikkerne hænger ikke sammen..

"Okay." Jeg er klar til at forlade byen og træde ind i flyets metaliske gulv, men først må jeg overleve de sidste 6 dage i skolen og netop derfor rejser jeg mig fra den varme stol med en konklussion i mit overfyldte hoved: Han joker ikke med mig, for end ikke et så latterligt menneske som Elliot Kleiss, ville græde foran sine knap så populære skolekammerarter. Fødderne under min påklædte krop leder mig kun en halv meter frem på gulvet, før jeg mærker et hårdt greb om mit håndled fange alt min styrke og holde den lette vægt på plads. Det gør ikke ondt, men grebet er hårdt og selvom jeg ikke kan mærke den sviende smerte, så ved jeg at den nemt kunne brænde i mine håndled. Ligesom den nat jeg stadig forestiller mig... Hvor mine hænder blev holdt fast i et hjerngreb der nærmest fjernede alt blodtilførelsen i min krop. 

"Der er så mange ting jeg gerne vil fortælle, som jeg bare ikke kan sige Men jeg ved at jeg kan fortælle en sandhed... Julia du er et godt menneske... Så hold fast i hvem du er, uanset hvad" Mine øjne mødes med hans som en elektricitet der forbrænder hver eneste nerve i mit hoved. Chokket smelter sig så langt ned i min hud at jeg end ikke kan mærke det. Hans øjne fortæller en fortrydelse der lægger hadefuldt inde i hans hoved, men jeg står bare lammet og stirre på de tårrer der ophober sig på den blå farve. Lammet af et chok som ikke engang kan mærkes. Jeg stirre nærmest ind i den krystalliske farve der danser omkring hans pupiler. De pupiler som sender mig tilbage til den nat. Hans blå, men ødelagte øjne... Hans skælvende, men hæse stemme... Hans enorme, men muskuløse vægt der lagde over mig med alt sin kraft. Med et udspiles mine øjne til det dybeste og jeg hiver armen ud af det stærke greb som kun giver mig flere minder. Alt sammen uden en eneste modstand fra hans hånd der langomt krølles til en knytnæve og samler sig på bordets lak overflade. Han ved at jeg har gættet det hele, og dog reagere han ikke med en eneste undskyldning - som om han kender til alle de tanker der løber rundt inde i mit hoved. Psykopatisk sidder han bare... Stille og stirre. Og  for første gang nogensinde fælder jeg en tårre af hadet til noget andet menneske... Af hadet til mig selv, over at jeg ikke hader ham noget mere. At jeg stadig gerne vil kigge ham i øjnene.

"Det var dig." Man kan ikke høre ordene hvis man går forbi med pludselige, og hurtige skridt. Men han hører dem og han æder hver eneste lille centimeter med et større had end noget jeg har set... Mine øjne er hvidt åbne og man kan på lang afstand se de tårre der hurtigt overtager mine kinder... Det var ham, det var hans vægt og hans øjne - efterfulgt af hans stemme der forsøgte at undskylde imens han ødelagde alt den tiltro jeg nogensinde bar... Og trods det, er han overalt inde i mit hoved. Trods det har hans manipulation sat spor over alt på min krop.

Haha. Ja nu ved han at hun ved det og hun ved at han gjorde det.

hvad skal der ske nu... lol. 

Sådan seriøst, jeg ved det ikke. ahahha