You're Everywhere

Kapitel 2

12-tals eleverne

I en døs af høj musik, skylder jeg blandingen af en sødlig saftevand og en overdrevet mængde vodka, ned i min hals. Rundt i den enorme stue, står utallige af mine Skolekammerarter. Piger såvel som drenge, og klæber sig til hinanden, med alt for lidt tøj på iforhold til den alkohol, som de fleste allerede har indtaget. Musikken er for iltfattig til at de kan følge tankterne i en sensuel dans, hvilket medføre i at stuen bliver revet rundt af vilde bevægelser fra alle sider. Jeg tvinger min krop ned på en hvid sofa, hvor William allerede har sat sig tilrette med et blik der nyder synet af folks hyggelige aften.

"Går det så, som det skal Julia?" Hans stemme er hæs, og måske er det bare min enorme tendens til paranoia som spiller mig et pus, men for en stund lyder han fremmed. Alt for fremmed til det faktum at vi engang var bedste venner.

"Ja det går fint." Jeg er tøvende, og usikker på om ordene i min mund overhovedet er mine. Går det virkeligt fint? De mørke udgroninger, og hår bolden som langsomt former sig på min hårbørste har vist sig ikke at være et godt tegn. Min læge kalder mig undervægtig. Min psykolog kalder mig ensom. Min mor kalder mig opmærksomhedskrævende... Men trods alt hvad de allesammen siger, er der kun en form for udtalelse jeg ønsker at få. Den der kommer fra min far, og fortæller mig at det hele er gået i orden, at jeg snarest muligt kan tage turen til England, og glemme alt om det Helvede min mor har gjort Danmark til. William kigger på mig længe. Nærmest som om han betragter de usynlige ar som kun jeg kan mærke. 

"Ellers må du sige til." Hans stemme lyder knap så fremmed denne gang. Måske fordi jeg nyder den bekymring som jeg virkeligt har savnet. Eller måske kunne være det faktum, at ingen nogensinde har bedt mig om at sige til. De har kun spurgt, og næsten altid fået svar. Uanset hvor stor min nægtelse så var. For en stund kigger jeg ud på den store blokade af festlige teenagere, som forlængst har fået for meget alkohol indenbors. 

"Hey, mine elskninger!" En klumret og langt fra ædru Emilia falder ned på Williams lår, og kysser hans hals med en dyb intensitet. En normal 16 årig pige ville måske blive små fornærmet, over at blive kastet i skraldespanden som det tredje hjul. Men det ene øjeblik hvor Emilia føler sig så fast besluttet i sine handlinger, er også det ene sekund hvor hun er fyldt med lykke. Og om jeg, så skulle opgive vores venskab, ville jeg aldrig tage denne lykke fra hende. Hvilken slags veninde ville det ikke gøre mig til? William har dog den evne, til at køle hende ned på det punkt hvor hun bemærker andre mennesker. Og så snart det lykkedes for ham, falder det vilde blik på mig. Håret falder puffet nedover hendes spinkle skuldre, og kinderne er så rødlig, at man tydeligt kan se den varme hun har opnået ved at danse ude i den vilde, indendørs safari.

"Har du fundet nogen lækre fyre, Julia?" Hun blinker hen imod mig. Endnu et tegn på hendes tilstand, er at hun ville stille et spørgsmål som det. En fuldt ædru Emilia, ville vide at jeg for alt i verden, vil uden om den kemiske formel der hengiver kærlighed. Jeg vrænger næsen, og sender et hurtigt blik imod William, for at fange hans rate over hvad der er passende at sige.  Til mit held finder jeg ham en smule døsende, og fint afslappet i hans position, på sofaen.

"Næææ, men jeg har helt sikkert fundet et par fyre, som William ville synes om." Emilias læber spreder sig, da den syrlige blanding af vodka og blodigt saftevand skyder ud af hendes mund og ned på det fine, hvide gulv. Læberne spredes endnu mere da hun begynder at grine, og jeg selv bliver også hevet ud i et langtvarigt grineflip. Både af Emilias reaktion, men også af den måde William finder sig afslappet med et muskuløst smil på læben, der blot siger 'kom med det'.. Og imens han spiller så smart og fattet i situationen, er mig og Emilia ved at dø over synet og ordene der ikke engang var sjove. Joken skal sjældent være komisk for at vi kan have det sjovt. Så længe omgivelserne passer, og indskydningerne rammer som de burde.