You're Everywhere

Kapitel 22

Cafe

Weekenden banker bestemt på mit vindue da jeg løfter kroppen fra sengen og møder en omverden af lys. Gardinerne fejler endnu engang da jeg vågner til en solstråle på øjnene. Min krop er øm næsten over det hele- ligesom når man har været ude at svømme for første gang i lang tid... Øm, rastløs og udmattet. Jeg lukker øjnene. Kaster min krop over et helt normalt fredags look. Præcist en uge, 7 dage, 168 timer, 10,080 minutter og 604,800 sekunder til sommerferien starter... Derimod kun 10 dage til far slår armene ud og møder mig på en britisk lufthavn. Jeg smiler ved tanken og tjekker min reflektion i spejlet. Uglet, men dog pænt meget bølget hår stikker ud fra mit hoved. En sort hoodie sidder fast omkring min overkrop, med skriften "MAkE mE lOvE yA". Bukserne er normale. Halvt shorts, den anden halvdelen en form for utroligt grimme leggings. Jeg synker spyt fra min mund. Springer i de utroligt slidte vans sko og lister nedenunder til dagens første, måske efterfølgende også sidste måltid.

Klokken er kun 7.30 da jeg møder skolens bekendte panorama vinduer. Indenfor føles som et drivhus på de dage hvor graderne hopper over 20, mens solen gennemsteger bygningen. To timer også har man helstegt gymnasie elev på menuen til størstedelen af Danmark. Heldigvis er varmen ikke så slem idag. En konspirations teori bygger sig op som jeg langsomt begiver mig hen til klassen. Jeg føler tusindevis af øjne nedstirre mit legeme. Elliot gav mig aldrig ret i at han gjorde det... Men han modsagde mig heller ikke. Måske var det en del af den store joke? Jeg føler mig som midtpunktet af en dårlig teenage film da jeg stopper på skabsgangen. Han kunne have sagt det til alle. At han kom i bukserne på skolens mindst tilhørende 1g tøs. Det ville give mening. Jeg sluger lidt spyt og taster min rationelle kode - hvorfor blev Signe så jaloux i mit nærvær, før hun fandt mig i Elliots seng? Min taske er tung da jeg bytter mine ubrugelige overstregede notesbøger, med en helt ny og ren blok. Det føles lettere at have dens byrde på ryggen. Jeg smækker skabet i og tjekker låsen før min afgang mod klassen. Selvfølgeligt er der ingen som stirre - så spændene er jeg heller ikke. På mit skema står der Naturfag - i tilfælde af at det er vores sidste time i år, skal vi sikkert lave noget som klassen betegner med ordet Sjov. Jeg sluger mit peberminte tyggegummi ved en fejl og jagter min plads. Lokalet er tomt pånær Thomas der klikker hastigt på sit tastatur. Folk kalder ham en nørd... Jeg vil mere betegne det som heldig - han har en enkel ting i livet at kæmpe for og den ene ting gør ham lykkelig. Tænk hvor fantastisk verden ville være hvis alle havde det.

Jeg fokusere på bolden. Lukker øjnene hårdt sammen blot for at åbne dem igen. Min hjerne fokusere på de 10 meter banen fortsætter. Igen lukker jeg øjnene. Dribler to slag frem. Mine hænder fanger bolden og jeg tyre. Som en rovfugl flyver den over det modsatte hold og dunker ned ved nettet. Tre gange hopper mit hjerte ud i frygt mens den bare snore rundt. Musikken skifter og en kold brise sniger sig ind fra den åbne dør. Bolden falder og målet rammer holdet i samme sekund. Jeg danner et skarpt smil - både til den sejr jeg nu har reddet men også Signes blik som hurtigt falder i grader. Hr. Moris fløjter som et tegn på kampens ende og Emilia griber min hånd. Hendes læber spredes i det hun griner. Jeg folder armene ud. Griber det kram hun søger. Mit ansigtsudtryk er splittet over den glæde jeg har ved at mærke hendes kram - men også lidt ideen om at smadre Signe i basketball. Normalt deltager jeg slet ikke når det gælder Idræt. Det føltes bare rigtigt idag... På en eller andne måde blev de fleste af mine Elliot frustrationer sendt med bolden i hvert kast... Men desværre kun de fleste - ikke alle. 

"Skal vi ikke tage på Faust efter skole?" En klump af kvalme sniger sig op gennem min hals da jeg høre Faust i sådan en sætning. Emilia ser på mig med et energisk blik imens hun tømmer min drikkedunk fra det iskolde vand jeg netop lige har fyldt i. Mine lunger giver sig stadig hvilket er årsagen til at jeg trækker vejret utroligt tungt. Jeg dirigiere et oprigtigt smil til mine læber og nikker hastigt... Måske er det ikke de bedste minder som lige står derfra, men Emilia er min bedsteven og jeg savner hende. Måske en kop kakao og friske nachos kan visne alle de grene som pludseligt er strukket mellem os. "Jov, selvfølgeligt skal vi da det!" Da vanddunken stortset er tom bliver den sat tilbage i mine hænder. Og jeg bliver efterladt med hvad der ligner en kvart deciliter vand. Et grin forlader mine læber før jeg hælder det ned og slukker min tørst med et efterfølgende host.