You're Everywhere

Kapitel 40

"Jeg ville have hjulpet dig... Tro mig det ville jeg virkeligt Julia. Det var så forkert af mig at lade hver. Og for det andet. Måske stoler du ikke hundred procent på hvad jeg siger, men kig mig ind i øjnene og hør på mig.; Jeg ville aldrig nogensinde lyve overfor dig om noget så vigtig, jeg sagde kun det var mig fordi..." Elliot sender sit blik ned i bordet, før han løfter det tilbage og skære sine tænder mod hans underlæbe. "Jeg regnede ikke med du ville tro på mig. Og William var bare lidt for vigtig i dit liv til at ligne en voldtægtsmand." Mit blik søger ned til det sted hvor kineserne bygger deres tuneller. En tårre presser sig ud fra mit ene øje. Jeg nikker skævt og søger væk. Verden virker for kaotisk i dette øjeblik og hans øjne skære mig dybt ind i hjertet. Jeg stoler fuldt ud på de ord han understreger. Vægten var helt kalrt perfekt til William.. Og de mærkelige øjne kan forekomme af Williams utrolige skælvene pigmenteringer som før har ændret hans øjenfarve både lysere og mørkere. Jeg drejer hovedet og kigger på Elliots blik der forsøger at virke optimalt. Mine læber spredes i et forsøg på at smile, før jeg sænker mit hoved og nikker. 

"Jeg høre dig Elliot... Jeg tror dig, og jeg takker dig. Men gør mig den tjeneste aldrig at lyve overfor en pige omkring sådan noget. Jeg var ikke ked af det fordi du skulle have voldtaget mig, jeg var ked af det fordi jeg ikke kunne identificere dig i rollen." Mit hoved dunker hårdt under kraniet. Tårrene dribler som små glaskugler nedover mine kinder. Ikke så meget ideen om voldtægten, som Williams enorme kontrol hastighed... Den måde han kan have gjordt det her overfor mig - og efterfølgende hvordan han kunne gøre det imod Emilia. Elliots hånd griber ud efter min rystende arm, hvis ende søger rundt over hele bordet efter noget afstressende. Han fanger mit blik og nedstirre det somen vild psykolog, med planer om at helbrede mig. "Du må ikke tage til England, ubevidst om at jeg aldrig var ude på at såre dig.." Han stirre.. Uden en afbrydelse nedstirre han mine øjne. Et svagt smil på læberne, men ingen former for distraktioner derudover. London blinker i den inderste del af mit hoved, da hans blik rammer mig som et trylleslag. Jeg føler min krop er indespæret i et fængsel, som meget gerne må beholde ejendommen i det næste lange stykke tid. "Okay?" Hans stemme afbryder min ubrugelige tankegang, men jeg stirre stadig. Som fanget i en verden jeg virkeligt ikke vil ud af. Ubeskrivelige følelser skyller over min krop da han trykker min hånd en enkel gang. Hårdt, men alligevel blidt og kærligt. Jeg nikker. Vipper med hovedet frem og tilbage som var jeg tryllebundet. Han smiler. Et kært smil der oplyser e stærke kindben fra flere meters afstand. Hånden slipper min og efter hvad der ligner et minut, afbryder han det intense blik ved at hoste. Jeg søger væk. Rødmen stiger op på mine kinder som om varmen netop lige vågner. Jeg nikker eksotisk. Ryster min hånd og mærker pludseligt braget. Den eftertænksomme følelse af tårre der vil slippes ud af sit fangeskab. Luften der vil kvæle mine lunger på må og få til lyden af mine triste kvaler. Det første symton er kroppen som begynder at ryste ustyrligt. Angsten der tager over med et skarpt sidesving og de skrigende stemmer som starten køreturen mod helvede. "Julia?" Elliots stemme slipper gennem den overdøvende lyd af en uægte verden. Jeg løfter hænderne og presser dem til mine øre. Trykker mine øjne sammen for at aflyse tårrenes adgang til tog udgangen. Der går et sekund, måske ti før verden begynder at følge med. Elliot rusker min venstre skuldre og hans blik skriger efter hjælp til den pludselige situation. Jeg ryster og jeg græder... Ude af stand til at forstå hvad der helt præcist sker.. William. Min bedste ven. Tordenvejrs sjæle... Hul i biblen til de årlige jule cermonier.. Den person jeg gennem min barndom har stolet allermest på... Billederne af den aften kommer som en efterfølgende trailer af min smerte. Jeg husker døren blive smækket i og nøglen blive drejet... Williams læbe der regnede med blod og efterlod enkle pletter over mine skuldre. Jeg skære blikket og griber Elliots arm, der fortsat rusker mod min skulder. Hele verden føles som glas splintre der langsomt og uden chance for omhu bores ind i min hud, indtil et organ eller to opgiver chancen om liv. Jeg trykker mit hoved ind mod hans hvide cowboy jakke. Udbryder et skrig gennem hele idrætshallen. Ekkoet lyder som et slag over min krop, der kun får mig til at flygte længere ind. Hans hånd holder om min nakke, den anden støtter min krop som langsomt falder ud af virkeligheden. Mørket bulre omkring mine øjne, som om verden langsomt splintres itu. Noget er ved at gå galt, og et sort tæppe dækker det hele til i det sekund jeg mærker mine læber udstøde et sidste skrig. Ordet lyder kraftigt i mine øre sammen med ekkoet.. Hvordan... Netop, hvordan... Hvordan kunne du egentligt gøre det William.