You're Everywhere

Kapitel 18

Præcist møde

Det varme blod bruser under min hud, da jeg tager det første skridt indenfor. Faust lægger i harmoniske ruiner af dybe samtaler, og grinende teenagere der sluger en eller måske to milkshakes. Mit hår er dækket af den sorte hætte, som grænser ned til en ligeså sort hoodie der dækker min spinkle krop med sine enorme folder. Trøjen tilhører min far men jeg har aldrig slået tanken om at aflevere den tilbage. Min krop er varm under det tykke stof, og dog kilder nervøsiteten alligevel over alt i mit blod. Som altid kan jeg lugte den tykke kakaopulver fra de brunstige bønner der altid roder rundt på mindst et bord, men trods den stærke tiltrækkelse af en fantastisk duft. Har mine sanser et andet mål. Bord 11... Som der stod i den besked Elliot smed ind på min indbakke, mens jeg forsøgte at rense mit hår fra det store havregrøds uheld. Stadig kan jeg smage den ubehagelige stank fra havregrød, da jeg mærker kornene fra den finhakkede chilipulver kilde mine næseboer. Med langvarige overvejelser tager jeg endnu et skridt indenfor og blander mig nu med resten af de milkshakes hungrende mennesker.  

Han fik aldrig et svar. Hverken da jeg sad sammenkrøllet på det kolde gulv ude på pigernes toilet, eller i den korte sms der nærmest splittede hele min verden op... Den første besked jeg modtog på mit nye mobilnummer - nogensinde... End ikke en henvendelse fra Emilia eller William, som før i tidne var mine bedste venner. 

Jeg ville med lethed kunne snyde med at det ikke var mine tårrer som nærmest skabte en svømmehal på skolens kolde marmor gulv, og i dagens Danmark er det næsten umuligt ikke at sende til forkert nummer. Alligevel tager jeg endnu et skridt mod det afventende bord. Han er kommet... En hver person kan se den grønne hoodie dække størstedelen af en bred overkrop, få centimeter under det lysende skilt som nærmest skriger bord nummer 11. Krøllerne springer akurart lige ud af hætten med eksotiske bevægelser, mens jeg fortsætter fremad i et forsigtigt, og dog hurtige tempo. Hele min krop ryster til tanken om at det bare skulle være en simpel og  ondsindet joke, og dog ryster jeg endnu mere ved frygten af at Elliot ville deltage i en så ond joke... Alle disse grusomme tanker leder mig tilbage til den morgen hvor jeg vågnede, under hans glatte lagner. Hvad skete der rent faktisk den nat.? Hver gang jeg forsøger at huske de mange timer, bliver mit hoved bombaderet med en smertefuld hovedpine. Det er som om at den nat aldrig har været der, og jeg i virkeligheden bare lagde i et trygt koma på Elliots bløde seng. Og dog er de forskellige dele af mit hoved, i en perfekt forestillelse af alt det der skete... Jeg væmmes ved tanken, og mærker kuldegysninger løbe nedover min krop. 

Endeligt får mine fødder dirigeret mig frem til bord 11, og fra min position, betragter jeg ham bagfra i et godt stykke tid.. Hans hår stikker opmærksomhedssøgende ud, så man med lethed kan se de pjuskede krøller som skaber de vildeste abstinenser... Tænk at køre min hånd gennem de glatte lokker der nærmest skriger efter berørelse. Hoodien er alt for løs til hans stærke krop, og sidder henover hans veltrænede muskler som et lagn. I min side mærker jeg en albue som nærmest presser mig på plads overfor den rasteløse Elliot. Hans øjne bliver store, men ikke desto mindre kigger han stift ind i mine øjne, som søger han en  ubrydelig stirre konkurrence. Det var dog et bemærkelsesværdigt tidespunkt at konkurrere.  Med en stærkt tøven i mit indre, kigger jeg direkte tilbage ind i hans grønne, nærmest krystalliske øjne. "Du kom.." Jeg tvivler på om han selv kan høre de ord der kommer ud af hans mund, med en kuldret stemme. Men jeg nikker alligevel i hans retning. Hernede er luften tungere, og fyldt med stærke chilikorn som man indånder konstant. Endnu en irretation ved denne plads, er den skraslende  opvask ude i køkkenet... Tilgengæld er dette også de billigeste borde på hele cafeen.

"Så... Jeg tvinger dig ikke til at forstå alt det her, men jeg håber at du vil lytte... I det mindste i to minutter af gangen! Du styre snakken, stiller spørgsmålenen også svare jeg på alt det du gerne vil vide..." Han er fattet, og rolig - som om der er skrevet et manuskript bag ordene, som han bare har gennem læst dagligt for at få den perfekte tone. Jeg stirre tøvende på det skæve smil i hans mundvige, imens jeg overvejer alle konsekvenser for min ankomst...

"Er der så noget som du..." Afbrudt af min skælvende stemme, lukker han sin mund og kvæler de ankommende ord. Nervøsitet gnaver voldsommere, end sulten i min tomme mave... "Hvad skete der den nat...?"

uhf. bollede de:))))))))
I did never say that this story would be for children ;)

Når. Jeg kan ikke engang selv huske hvad der sker, lol.

Godnat <3