You're Everywhere

Kapitel 39

Livets rette længsel
Elias fortæller

Øjeblikket spinder sig tydeligt for mine øjne... Klokken var kun lige nået over 03.24. Omkring 6 timer var gået siden hvores allerførste møde - alligevel føltes det som om vi var bedste venner... At det var en skæbne hvordan jeg snart ville blive besat af de gyldne lokker på hendes hoved. Min hals snore sig sammen da jeg kigger udover nattehimlen. Et brag lyder fra den fjerneste plads til lyden af lykkelige teenager hvis sommerferie er trukket frem. Glimtende lygter viser sig på nattehimlen. Jeg lægger hovedet ned på det saftige græs - puster luften ud af mine lunger og sukker... Det der startede som et hyggeligt godnat, endte med mørke render under mine øjne...

Hendes øjne lukker som små krystalkugler på en porcelænsdukke. Jeg børster det vildredte hår fra hendes pande og skubber den lette krop til madressen. Uden modstand griber hun min hånd som nu ikke længere holder vægten fra cirka 150 sammenlagte kilo. "Du... Hvad skal du?" Jeg drejer hovedet og fiksere mit blik ned på de omtumlede brune øjne som søger svar. Tilstanden afsløre at hendes krop ikke længere blot indeholder et lavt tal af alkohol procenter i blodet, men istedet er blevet forvandlet til et flammehav af alkohol, med små blod procenter svømmene rundt i skjul. Jeg smiler kært. Presser mine tænder ned i underlæben og løfter langsomt hånden til mig selv. "Jeg smutter ud til de andre - bare få lidt søvn , okay?" Min nakke brænder efter at bøje sig. Og mine læber skriger efter følelsen af hendes bløde hud. Jeg ryster hovedet til synet af det forviklede blik. Alle de inderste lyster sniger sig frem til synet af et let offer. Hendes tøj bliver en smal sag at rive af, og jeg tvivler på hvorvidt hun stadig vil kunne huske øjeblikket efter en god og lang nattesøvn. En klump af spyt kæmper sig vej ned gennem min hals som en slimet snegl. "Du kan også blive her.. Der er fint plads." Hendes hånd griber ud efter mig, men den må søge tilbage på madressen da jeg er forsvundet en halv meter længere væk end før. Jeg smiler til tanken om et lille snit over hendes påklædte skuldre. Bider mig selv i læben til synet af min krop i harmoni med hendes. Kaster blikket mod trædøren som med lethed kunne holde en fuld teenager ude. Mine øjne søger tilbage og jeg snøfter under en kraftig svedtur som får snottet til at kravle ud af bihulerne. "Nej. Det er der ikke." Jeg kærtegner hendes pande med et blidt strøg fra min tommeltot, mens resten af hånden masere den lystige hårbund. Hun blinker et par gange. Jeg sætter antallet til 7 og mærker hendes hånd gribe fat omkring min venstre arm. "Men du må ikke gå - tænk hvis der kommer nogen." Jeg synker hovedet og smiler jævnt. "Hey, det behøver du slet ikke tænke på." Jeg ryster med hovedet og trækker min arm tilbage. Hendes krop ryster som under et panikandfald, mens min krop langsomt flytter sig fra sengen igen. "Okay..." Den snævre frygt er tydelig da jeg rykker helt væk. Lyset flakker en enkelt gang før rummet mørkelægges, kun afbrudt af de skjulte gadelygter som vipper bag havens egetræer.

Jeg vipper mit hoved og ser nedover fodboldbanen. Emilia griner højt og slår sin krop ind til William. Han bryder sine læber i et smil og løfter hende fra jorden. Friskt kommer de nærmere min tænkene krop, men når lige akurart at dreje af. Vinden lufter friskt i mit hår som de forsvinder ind bag skovens mørke aura. Jeg synker en klump af spyt og falder tilbage i det fugtige græs. Mine læber er kølige under den frysende aftenbrise som pludseligt angriber. Emilia gør det i det mindste friviligt... Der gik 5 minutter, måske 20... Ligenu fortryder jeg den opdigtede ide om Julia der kom løbende og skreg op omkring hvordan William ikke ville stoppe - uden det var hun måske aldrig faldet for ideen om at jeg skulle have været ham. Hans hænder er parret med mine, men blikket kan da umuligt matche... Hendes øjne må være udspilet hvis jeg ligner det kræsne blik. 

Det var overhovedet ikke lyst... I mit hoved føles det som 5 minutter, men der gik kun meget få sekunder. Hans hænder gav mig et hårdt skub ind i væggen før døren blev kastet op. Jeg gennemgik de forskellige lokaliteter han burde befinde sig på sammen med Emilia. Mit blik ryster og jeg er tilbage på benene før vinden har kastet sit første åndedrag gennem etagens ovenlysvinduer. "Nej William.!" Jeg udbryder et højt hvæs da en form for støv kaster sig gennem mine lunger - alligevel griber mine arme omkring hans krop og jeg trækker. Trækker som galt det mit liv at få ham ud af ideen. At fjerne ham fra en pige jeg end ikke kender. Mine øjne lukker sammen som med et trylleslag og jeg udbryder et råb, blandet med mine lunger som skriger efter friskt luft. "Bland dig udenom din forbandede bondeknold." William råber tilbage mod min krop og skubber. Hans greb er stærkere end jeg normalt vil forvente. Trappens gelænder flækker nærmest da hele min krop slynges tilbage i det knagende træ. Jeg hoster efter luft i mine lunger der føles kvæstet. Døren er lukket som med et brag og jeg høre tydeligt nøglen blive kvast ind i hullet. Mit eget værelse vender ryggen til sin ejer og jeg efterlades med en verden af kølige fritidsalkoholikere. Vinden tøre mit hår fra sin faste placering da jeg flytter min vægt op at sidde. Den første tårre kommer som en indledning til smerte, hvor den næste bare er starten på min vrede... Jeg vil rive i håndtaget, men min hånd føles lammet. Jeg vil skrige af mine lungers fulde kraft, men smagen af blod på min tunge bedøver ideen. Jeg snøfter og sparker. Rykker kroppen med et slag og hører det første skrig bag den faste dør. Hendes skrig, der søger hjælp og som understreger en sjæl der vil væk fra sin position i denne verden. Jeg forstiller mig hendes tårre som render i orkaner nedover kinderne jeg netop lige har nedstirret. Ejerfølelsen af dette totalt fremmede menneske vokser sig større end nogensinde før... Jeg vil hjælpe hende, men jeg kan end ikke rykke min venstre fod uden at falde sammen. 

"Hvad laver du?" Julias stemme afbryder alle mine tanker fra at regne. Hver en muskel bag min hud strammes op og jeg løfter hovedet med et skævt smil, fuldt bevidst om det vandfald der langsomt bygges op bag mine øjne. "Nyder aften." Mit blik søger tilbage mod skoven hvor William endeligt har forladt sin plads, med Emilias krop henover ryggen. Hendes hoved hænger trygt nedover den venstre skulder imens han løber som en rataderet hest der har brækket alle fire ben. "Okay." Hun smiler med sin selvsikre klang over øjet og placere sig på præcist samme græs plet som hun kort før stod på. Vinden rusker i den friske frisure og skyller totter af hår tilbage bag hendes skuldre. Jeg løfter overkroppen og placere mig i en ordenligt position. Et brag fra en oplysende raket, bryder nattehimlen over os. "Du...?" Jeg smager på vindens friske luft. Smiler i retningen af hendes udkørte blik. "Mhm.?" Hendes hoved vipper utydeligt fra min øjenkrog, før jeg bøjer hovedet nedover mine knæ. "Unskyld." Hun knurre sin hånd med et kraftig tryk og ser i min retning. "Lad vær med at sige det ord." Stemmen er tynd, med et sødt lag af luft. Og den øverste del af hendes hoved dunker mod min højre skulder. "Året er slut... Og uanset hvad du gjorde, og ikke gjorde... Så fuck det." Hendes ordforråd udvides på tre forskellige måder i denne sætnings skabelse. Og jeg smiler skævt ned til det lyse hår som rusker rundt ved min arm. Mit hoved vipper som starten til et nik. "Okay... bare du ved at jeg altid forsøgte at behandle dig med respekt." Min mund lukker med et brag som jeg mærker hendes fingre slå et smølespark på mit knæ. "Hold så din mund.!" Hendes stemme er fast og albuen fra hendes venstre arm stikker truende ind i min side. Jeg nikker panisk, kun afbrudt af et enkelt grin og mit hoved som falder ned på toppen af hendes pande. Iaften holder jeg min mund- og imorgen forklare jeg hende hvordan tingene står til... Og at hun måske skulle snakke med Emilia. Forhåbentligt vil det ikke starte den næste borgerkrig i Aarhus...