You're Everywhere

Kapitel 11

Reddet...

Klokken er slået langt over fravær, da tårrene er begyndt at forsvinde fra mine kinder. Og mens vinden kaster mit hår ud til alle sider, holder Elliots arme stadig omkring min krop som et varmt urokkeligt tæppe, der adskiller alt det ubehagelige fra mit hoved. Også selvom dette øjeblik nok bare bliver indledningen til den næste, store tragedie i mit liv. Alle alarmerne ringer i mit hoved i håbet om at få mig til at løbe væk. Men det lykkedes ikke. Mine fødder er solidt plantet og jeg har ikke tænkt mig at flytte min krop det næste lange stykke tid. Ihvertfald ikke uden tvang. 

"Godt... Nu skal du høre." Mit hoved adskilles fra hans varme skjorte, da jeg mærker trykket i et svagt skub. Med et nymalet smil betragter han min position et øjeblik, før han igen åbner munden og fortsætter sin sætning. "Vi to går en tur hjem til mig, også får vi renset alle de der sår." Jeg husker den aften hvor jeg brugte omkring 3 timer på at gennemrode hans facebook profil. Mit hjerte slog alt for hårdt til at jeg ville kunne tilføje ham, uden at falde om. Men jeg var fint i stand til at gennemgå hvert eneste lille øjeblik af hans elektroniske liv. Sarah Smith, hedder hans mor. Hun har en uddanelse indenfor almen medicin, og var kun fyldt 15 år da Elliot kom ud i en kaskade af blod og fostervand. At have en mor der er læge må være fantastisk. Der står altid en fornuftig voksen klar til at hjælpe dig, hvis nu et par knogler skulle knække under de første scooter ture. Og netop det er grunden til at jeg vipper entydigt med mit hoved, mens de lyse totter endnu engang er ofre for vindens muskuløse magt. Næsten kun en halv meter fra mit øre begynder skoleklokken at ringe. Dagen er nået sin ende og nu er det tid, for en masse unge mennesker at drage hjemad. Hjem til deres vante stande, hvor nogen forældre sikkert venter med et smil og en lækker overraskelse som vil gøre dagen helt fantastisk. "Hvad med lærene... Vi får bare skrevet hjem?" Elliot kigger på mig med et aflæsende blik, før han smiler ligeså kært som altid. "Glem det. Ingen fra klassen udover de der rigtige stræbere, er faktisk mødt op - hvem gider dog at sige farvel til lærene?" Han griner efterfølgende og nikker så henkastet i retning af stien, efterfulgt af hans sløve skridt som trækker den muskuløse krop gennem skolens parkeringsplads. Ude på den store vej kan man høre utilfredse billister som rigtigt gerne vil hjem, og holde weekend. Jeg drejer min krop i fuld fart og lunter hen til Elliot med meget få berørelser af jorden.

Huset er langt mere behageligt end det William ellers altid holder sine kæmpe fester i. Her er ikke det ubehagsvækkende ekko, som skræmmer mig lidt mere for hver gang jeg høre det. Og jeg kan næsten trække vejret, uden at møde modvind fra en omkringlæggende ventilatere der skyder med koldt luft. Her er varmt, og gulvet giver en kildrende fornemmelse gennem mine tynde adidas sokker. Som om der kravler små myre rundt på min fod ryg, i en evig jagt efter sin tue. Elliots håndflader er som skabt til at lægge imod mine skulderblade, da han langsomt skubber mig indenfor. Det nye rum er svøbt ind i et lag af hygge, trods den grusomme sandhed der skjules under de mange medicinske redskaber. Rundt omkring på loftet sidder en skinnende lyskæde, til et minde om at læger ikke er helt så skrækkelige som jeg er vant til. Et vindue står på klem i højre side af rummet, hvilket afsløre den høje afspilning af Hold back the river inde fra det ligeså enorme nabohus. Efter en lang nedstirring af hele rummets indhold, vender mit udmattede blik tilbage på Elliot. Han er stadig rankrygget, og er midt i sin efterforskning mellem de mange skuffer. Når man tænker over det, må det egentligt være en enorm belastning at arbejde som læge. Altid skal man lede efter ting mellem en lang række af rod, imens der muligvis lægger en døende patient på båren. Burde jeg tilspørge rummet? Er det for tideligt at jeg har været på stalker tur, hvis jeg finder det naturligt at se et lægerum, midt på en villavej?

"Så... Sit!" Hans ordre kommer i en flabet, men alligevel dominerende tone. Og læberne samler sig i et selvsikkert smil, der hurtigt forandre sig til et meget kort, men dog lydhørt grin. Jeg sætter mig på stolen som står solidt ved min side, og kigger derefter meget op på Elliot. Hans blik er fyldt med tusinde beskrivelser og nærmest helt umuligt at gennemskue. Men smilet på hans læbe gør mig næsten sikker, og dog føler jeg alligevel en trang til at løbe tredive kilometer i den modsatte retning af hans varme grimasse. Den usikkerhed der flyder rundt oveni alle de forvirrende beskrivelser inde i hans øjne, gør at hele min krop spænder i usikkerhed. Hvor god en læge er han virkeligt. Og hvor mange gange kan han nå at ødelægge mine knogler, hvis jeg giver ham fri bane. Nervøsiteten bliver til en strøm af pinefulde spekulationer der igen vokser sig til overfladen... Tænk hvis det hele stadig bare er en joke. Nu brækker han mit ben, også kan jeg aldrig gå igen. Stemmerne i mit hoved vil ikke forsvinde, alt imens jeg bare stirre på Elliot og det våde stof han er igang med at dubbe mod mit knæ. Smerterne vrider alle mine nerver rundt, mens blandingen af bakterier og blod smelter sig fast til den tynde bomulds klud. Og selvom Elliots øjne lader  til at koncentrere sig mere i dette øjeblik, end noget andet jeg har set ham i, føler jeg mig alligevel usikker. Kluden er kold og vrides helt perfekt over min hud, men hvad er meningen i alle de her ting... At han forsvinder, for at komme tilbage og så endnu engang at forsvinde  for at  komme tilbage igen.

"Godt... Så er det værste vidst overstået." Lyder det fra hans læber som skiller sig fra hinanden,  netop for at lukke ordene ud. Den enorme hudopskrabning er forsvundet ind bag et blødt lag bandage, og de sviende smerter er begyndt at forsvinde fra min hud. Tilbage er der kun de små sår som allerede på under en time, er begyndt at heale sig selv. Elliot placere sig foran mig, og sidder nærmest som bundet til den stol, som varmer hans hud. Med et fast blik rettet mod min krop, trækker han vejret så dybt at jeg næsten kan se hans hud forsvinde fra det tynde stof. Hans øjnelåg dækker de gyldne, blå krystal kugler i en meget kort stund. Nærmest som et trylleslag der tager til i få sekunder. Stærkt efterfulgt af hans krop der læner sig kun få centimeter fremover, stadig med et intenst blik klistret til mit stramme ansigt. Jeg er meget utilpas. Og han er udemærket klar over det, da han læner sig helt frem. Så tæt på at jeg næsten kan smage den hysteriske stank fra en svedig Hugo Boss deodorant. Og så alligevel er hans krop flere kilometer fra hvor jeg inderst inde ønsker at den befinder sig. 

"Skulle vi ikke lige få snakket?" Hans varme ånde klistre sig fast i min øreflip og får en plagende kriblen, til at lege tagfat i min høregang. Med en alt for langsom bevægelse, retter han sin ryg ud og lader en regn af knækkende lyde, splintre rummets stilhed. De næsten to meter høje teenage dreng tårner sig for min front, og sender sit stærke nødsignal ud til verdenen. Et smil der til sidst ender på mig... Stadig med alt for meget intensitet, og en ubehagvækkende skønhed som vækker alle hårene på mine arme. Mine fingre flettes ind i hans kolde, men alligevel svedige håndflade og jeg guides ud af rummet som et snuptag. Der kommer aldrig et svar ud af min mund, så jeg vælger at følge med. Hans øjne har fundet et nyt mål og jeg kan endeligt trække vejret uden at føle mig forkert.. Vi burde netop at få snakket...

Jeg ved sgu ikke rigtigt selv hvad der sker, men da jeg startede på historien skrev jeg ingen ekstra besked, ahaha. Lad os se! Jeg er nysgerrig.

Smid meget gerne kritik eller andet, hvis det er nødvendigt og husk at alle er gode som de er, uanset hvad <3