You're Everywhere

Kapitel 9

Væk igen

Det føles uvant at vågne op i mine krøllede lagner, med øjnene rettet ud på det oplyste værelse. Til start forstår jeg ikke hvordan min krop kan føle sig så pokkers godt tilpas, trods den kvalme der har bygget sig op gennem natten. Og dog har jeg alligevel en fornemmelse af hvordan værelset kan være så varmt, modsat alle andre morgener i de sidste 5 år. Elliots tunge vejrtrækning lyder ved mit øre, som om et vandfald arbejder ujævnt meget tæt på. Hans ånde er varm, og leger med mine nakkehår på en kildrende måde der får behagelige kuldegysninger til at fylde min krop indefra. Jeg er næsten lykkelig. Og føler mig helt tilpas i hans stærke arme som holder svagt, men alligevel stramt omkring min spinkle krop. Egentligt burde jeg panikke og lede efter en mulighed for at snige ham væk fra huset, uden at min mor ville opdage det. Hans upåklædte overkrop og det meget uglede hår ville sætte alle hendes mange alarmer igang. Men alligevel lægger jeg helt stille og nyder hvordan hans rolige vejrtrækning, beroliger mig. Følelsen af at intet kan gå galt så længe han holder om mig. Den værste følelse et menneske kan have, men alligevel vælger jeg ikke at gå i dybderne med panikken. Øjeblikket er fantastisk, og fremtiden kan gøre hvad den vil. Måske er der gået en time hvor jeg bare har følt mig godt til rette, eller også er der kun gået 5 minutter. Men Elliots beroligende aura forsvinder langt væk i et højlydt host fra hans side. Lyden får min krop til at give sig over chokket og sengen ryster meget kort under hans ufrivillige udånding.

"Sorry." Han er glad. Ler kort med en hæs undertone. Min krop vågner fra chokket ved lyden af hans halve grin, blandet med lyden fra en forkølet teenager der prøver at snakke med en jysk accent.  Et smil tegner sig over mine læber ved følelsen af hans glæde. Det faste greb omkring min krop bliver trukket tilbage, da hans krop retter sig op bag ved mig. "Det er vel okay." Min tone er lav og usikker. Trods den humøriske aura som springer rundt omkring hans krop i usynlige, små lyskorn. Luften er tung efter nattens dybe vejrtrækninger og først da jeg drejer hovedet for at rejse mig, bemærker jeg  displayet på det sorte metal vækkeur, der afsløre at klokken er nået 15.30. Jeg synker en klam blanding af klistret spyt og rejser mig fra sengen. Undre mig i et øjeblik over at mor endnu ikke har sparket døren ind og råbt. Hurtigt befinder jeg mig ved vinduet som bliver hevet op. Den friske luft strømmer sultent ind og fortærre vores stinkende overflade som har overtaget rummet gennem natten. 

"Klokken er allerede halv 4." Jeg lyder næsten nervøs. Min ødelæggende tone får spekulationerne til at gå igang oppe i hovedet. 'Nu skrider han sikkert fordi det lød som om jeg ville smide ham ud' Luften har allerede indtaget værelset og hiver udfordrende i mit hår der danser til alle sider. Elliot sidder stadig i sengen med sin t-shirt i hånden og kigger hen imod mig. Jeg finder ingen entusiasme efter at gå i hans stilhed, men det føles mærkeligt at have vægten fra hans blik over min krop. Jeg sænker hovedet nervøst og betragter hans krydsede arme som hænger nedover knæende imens han kigger tilbage imod mig. Jeg husker ikke klart hvornår han tog trøjen af, men jeg kan med lethed have sovet over den næsten ligegyldige detalje. 

Stilheden i rummet er næsten ulidelig efter 10 minutter hvor ingen rigtigt har sagt noget. I naboens have kan man høre et barneagtigt grin flække luften, mens hunden falder i takt med sin høje gøen. Bilerne suser hurtigt forbi, ude på den store motorvej som ikke er langt væk fra Galonionsgade. Tilbage på værelset hænger Elliot stadig med næbet, mens jeg hurtigt kravler ned i et par adidas bukser. Nummeret er 3 gange for stort, men alligevel er det de bedste bukser jeg har. 

"Er du okay?" Ordene giver næsten et stød i Elliots krop som hurtigt retter sig op. Hans øjne er helt røde og blikket er blankt da han kigger på mig. Et vandfald bygges stærkt op på den anden side af hans eksotiske blå øjne, og den tidligere glæde er forsvundet langt ned i hans sind. Med næsten listende fodtrin, bevæger jeg mig over det friske trægulv og sætter mig på sengen uden en lyd. Hans blik følger mig som et spotlight der aldrig vil ende, selvom det langt fra udstråler  det nødvendige lys. Min hånd rammer hans skulder, men som et trylleslag forsvinder han op fra sengen og mine fingre slår istedet mod den svedige madres. "Jeg skal gå nu." Trøjen tager ham kun få sekunder at kaste over hovedet, mens skoene sænker ham med et par minutter. Jeg modsiger ikke hans pludselige beslutning, men mit blik følger ham chokeret. Det pludseligt kropssprog der skriger af væmmelse, og den måde hans humør pludseligt bare forsvandt. Som om han bare lige havde brug for at komme over sin berusede brandert, før han faktisk bemærkede hvem jeg var. Døren smækker i med et brag da han ikke længere befinder sig på værelset. Tilbage er der kun den friske luft som pludseligt ikke er så befriende. Følelsen af tryghed er væk, og  kvalmen er ved at bygge sig op. Klar til at oversvømme alle mine sanser. Endnu engang er han væk. 

Hvad fanden sker der for det forhold.! 
Og hvad er han nu ked af?....
Har i set traileren til historien? Hvis ikke kan i finde den under det link jeg har lagt op idag. Eller her. Kortlink.dk/yggq

Kommentere gerne.
Søger konstruktiv kritik og du må meget gerne stemme!
Ses <3