Runaway Girl

Boom Crash - Kapitel 24

Kapitel 24

Jeg lytter til regnen ude foran mit vindue, i mens jeg mærker regnen inde i mit hjerte. Jeg har ikke været så knust i langt tid. Det overgår dog ikke den gang jeg... Nej, Ozay. Det er en periode der skal glemmes. Jeg skubber tankerne, der var ved at snige sig ind på mig, væk. Jeg ville bare ønske at en eller anden ville tage mig til et sted hen, uden et navn. Please. En eller anden. 

Jo, mere jeg tænker, jo mere har jeg lyst til at græde. Men regnen udenfor, har som altid en beroligende effekt på mig, lige meget hvor underligt det så end lyder.

Der er nu gået en uge siden alt det omhandlende Kimberly og Harry skete. Scarlett og Steve kom hjem fra deres bryllupsrejse i går, og er mere forelsket end nogensinde før. Jeg har ikke haft en chance, for at høre hvordan deres rejse gik, da Scarlett følte at det var vigtigere, at snakke om hvad der skete mellem Harry og jeg i stedet for. Jeg må indrømme, at mine skuldere er blevet en hel del lettere, efter at jeg fik snakket ud om det. Men dog er jeg ikke helt fri for bekymringer og sorg, og det vil jeg sikkert heller ikke være indtil jeg for snakket med Harry.

Jeg har flere gange taget mig selv i at stå med min mobil fremme og være lige ved at trykke på knappen. Knappen som gør, at selv om Harry og jeg er så langt fra hinanden, så kan jeg ved hjælp af den knap høre hans stemme med det samme. Hvis han vælger at accepter mit opkald.

Så mange gange, som jeg lige var ved at trykke, så mange gange har jeg haft en kamp med mig selv, som konkluderede at jeg skal give ham noget tid til at tænke.

Jeg ligger i min seng, med en bog på mit skød, og med tankerne flyvende rundt i hovedet på mig, da jeg høre en banken på min dør. Jeg har mine grå slidte natbukser og en sort trøje på, for at holde mig varm i denne kolde lejlighed. Mit hår er smidt op i en hestehale så jeg håber, at hvem det så end er der banker, ikke har noget imod at se mig sådan her, nu hvor de kommer uanmeldt. Mine fødder rammer trægulvet, og jeg bevæger mig ud i gangen og hen mod døren. Det banker igen, og jeg åbner ligeså stille døren.

Til min overraskelse bliver jeg mødt af en ældre herre. Mr. Vannis. Han har aldig været på besøg hos mig før, så hvorfor nu?

”Ozay, min kære.”

”Mr. Vannis. H-hvad lave... Jeg mener kan jeg hjælpe dig med noget?” Mit hjerte banker hurtigere, grundet til nervøsitet over at Mr. Vannis. som jeg har alt respekt for, ligepludselig står i døråbningen til min lejlighed.

”Jeg tænkte om du måske gav en kop kaffe?”

”J- øhh jo. Selvfølgelig,” svare jeg og sender ham et smil, ”kom ind.” Han trædder ind, og jeg går straks ind i køkkenet, for at lave kaffen. Jeg siger til ham, at han bare kan tage et kig rundt i lejligheden, men han følger med ind i det lille køkken, og sætter sig ved mit lille to-mands spisebord.

”Hvad laver du her?” vender jeg mig rundt og spørger.

”Siden at det er weekend, og du har fri, så ville jeg ikke få muligheden for at snakke med dig indtil på mandag. Så jeg besluttede mig såmen bare for at komme over til dig i stedet for,” svare han med en venlig tone i stemmen.

”Snakke om hvad?” spørger jeg. Hvad kunne være så vigtigt, at han ikke kunne vente indtil på mandag..? Ikke at jeg har noget imod hans selvskab, jeg kan bare ikke se nogen grund til at han ville bruge sin tid, på at komme her over for at snakke med mig.

”Lad os snakke når kaffen er klar,” siger han.

Der går fem minutter, og jeg hælder kaffen i et grus og sætter det på bordet foran Mr. Vannis, hvorefter jeg sætter mig ned overfor ham.