Runaway Girl

Questions: Kapitel 8

Kapitel 8.

Harry's POV

”Jeg er sulten...!” råber Niall fra bunden af bussen. Hvornår er han ikke det? Jeg ligger og fylder i en af sofaerne og ser en eller anden kedelig dokumentar.. Tour livet er ikke så sjovt, som alle siger.
”Hvornår er vi der?” Råber han igen. Han har klaget omkring alt og alle, de sidste 15 minutter. Så jeg tager en pude fra sofaen, går ned i bunden af bussen og så snart jeg ser ham, sidde med hånden nede i en pose chips, kaster jeg puden direkte i hovedet af ham.
”Hold dog mund snart” udbryder jeg og Niall begynder at grine som en sindssyg.
”En eller anden er træt.” Han har ret. Jeg er træt og vil bare gerne hjem. Og med hjem mener jeg ikke et eller andet hotel, med hjem mener jeg mit rigtige hjem. Vi har været rundt i flere lande, i flere måneder og jeg savner mit hjem, familie og kæreste.

Heldigvis, har jeg overtalt Kimberly, til at møde mig ved vores næste stop. Jeg har ikke set hende i flere uger og jeg er ved, at gå ud af mit gode skind. Især med alle de rygter der køre lige for tiden. Det er ikke nogen jeg vælger at tro på. Der er altid et eller andet i medierne omkring os, og for det meste er intet sandt. Plus, jeg stoler nok på hende, til ikke at tro på alt hvad de skriver. Jeg ved godt, at vi ikke er det perfekte match. Men vi har været sammen i næsten 2 år, hvilket for mig er langt tid. Jeg kan ikke bare smide det ud af vinduet... Vi er ikke altid enige med hinanden, for det meste er vi ikke enige med hinanden. Og der føre også til et par skænderier. Men folk siger, at det er forskellighederne der gør et forhold langtvarrig, så det vælger jeg at tro på.

”Paul...! Niall og jeg er sultne!!!” Nu begynder Louis ikke også. Jeg er nu også ret sulten, men jeg vil bare godt hen til hotellet og sove! Og se Kim.... Selvfølgelig.

”Hold nu kæft” Kan jeg høre en stemme råbe. Det er Zayn. Noget der er helt sikkert, er at man ikke skal forstyre Zayn, når han sover.
”Zayn, snak pænt!” råber Liam, som er på sofaen overfor mig.

”Okay, alle sammen stop!” bliver der råbt. Højt. Virkelig højt. ”Vi er 30 minutter fra storbyen, men vi kan se om der er et spisested tæt på.. Nu shh.!” siger Paul. Paul er vores bodyguard, men også vores anden far, når vi er på tour.

Efter et par minutter, kan jeg mærke tourbussen stoppe. Gardinerne i bussen er rullet ned, så jeg kan ikke se hvor vi er.
”Okay så. I bliver herinde, imens jeg går ud og ser hvad det her sted er for noget..” siger Paul og dørene til bussen går op.

Der går lidt tid, før vi kan høre dørene gå op igen, og trinene fra Paul, inde i bussen. ”Kom så! Op med jer i var sultne..!” Med det samme han siger det, farer Niall og Louis, hen af den smalle gang over imod busdørene. Jeg får ligeså stille min krop op fra den komfortable sofa..

Da jeg træder ud, bliver jeg blændet fra lyset, der møder mig. ”Hey, Liam tag lige min solbriller med ud.” siger jeg til Liam der stadig er inde i bussen, og prøver at vække Zayn.. Held og lykke siger jeg bare..! Hurtigere end hvad jeg havde forventet, er både Liam og Zayn ude af bussen.
Liam rækker mig mine solbriller og jeg tager dem på.

”I er heldige der er ingen mennsker derinde.” informer Paul os om.
”Vi dør ikke af maden, gør vi?” kommenter jeg. Stedet her ser ret gammelt ud. Og siden der ikke er nogen mennesker derinde, ved man aldrig..
”Harry, du er ikke sjov.” Høre jeg en sige bag mig. Jeg prøvede ikke engang, men nu når jeg tænker over det, var det ret sjovt. Jeg griner for mig selv, og mærker et klap på min skulder.
”Det var ikke sjovt Harry” siger Zayn.
”Men jeg er ret sjov.. Selv når jeg ikke engang prøver.” griner jeg igen.
”Bare stop.” siger Louis.. Okay så..

Vi træder ind i caféen, der ligner noget fra en 80'er film. Det ser bedere ud, end hvad det gør udenfor. Vi følger efter Paul, der bliver vist over til et bord, af en meget ivrig mand. Han er nok ikke særlig vant til kunder. Vi sætter os ned, imens manden, med den ødelagte kasket, bliver ved med at snakke.

”Scarlett.. Kom her..” råber manden, og kigger tilbage, men stopper sig selv. ”Jeg mener Scarlett, kommer du ikke herover?” Jeg følger hans blik, overimod den middelaldrende kvinde, som er på vej over til os. Bag hende står en pige og en dreng. Mit blik lander på pigen, med det lange mørkebrune hår. Hun ser ret bekendt ud.. Men de er ret langt fra os, til at jeg kan se hendes ansigt tydeligt.

”Hej drenge. Mit navn er Scarlett og jeg skal være jeres tjener for i dag. Hvad kunne i tænke jer at drikke?” spørger kvinden, som står med en notesblok i den ene hånd, en blyant i den anden, og det største smil plastret på munden.

”En øl” udbryder Niall
”Lav det to” siger Louis efterfølgenede.
”Jeg skal bare have en cola.” siger Zayn, der stadig ikke er kommet sig over, at han blev vækket.
”En fanta tak.” siger Liam. Jeg venter med, at sige hvad jeg skal have, til damen er færdig med at skrive ned.
”Og en vand tak.”

Damen nikker og skynder sig væk. Hun kommer tilbage med en flok menukorts, som hun deler ud. Det er faktisk en ret god betjening her. Lige undtagen den underlige mand, med kasketten som nedstirre os.

Vi finder vores ordre, imens den venlige dame fyre nogle jokes af og holder en samtale kørende. Da vi har bestilt, hvad vi skal have, går damen endnu engang væk. Mit blik flakker over til den unge dreng, men pigen som var grunden til, at jeg kiggede der over er der ikke. Jeg kigger rundt i lokalet, men kan ikke finde hende, lige indtil jeg høre ”ATIIIV!!” Hun står over ved disken. Jeg kan ikke få øjnene væk fra hende. Jeg har set hende et eller andet sted henne før.

Hun tager en kaffekande op og går hen imod en ældre herre, som sidder for sig selv, og kigger op imod det lille fjernsyn. Efter at ha' afleveret kaffen, sætter hun sig ned overfor ham.
”Hey man.. Du har en kæreste.” siger Zayn, som tydeligvis opdagede min stirren.
”Jeg kiggede ikke, det var bare...” jeg har ingen ord, til at forsætte.
”Du kiggede ikke, du stirrede.” kommenter han og sender mig et smil, der siger: Du er interesseret.
”Nej, jeg... Jeg synes bare jeg har set hende, et sted før.”

Den smilende dame kommer tilbage med vores drikkevare, og sætter dem på bordet. Jeg prøver at undlade, at kigge overimod pigen igen. Men det er svært.

Der går lidt tid, før jeg kan se en person ud af øjnkrogen. Det er hende.. Det er Emma!
”Jeg tager hjem nu.. Jeg har det ikke for godt.” siger hun, til damen.
”Aww.. Det kan jeg godt forstå. Hvis det bliver værrer i morgen, bliver du bare hjemme.” svare hun. Er hun syg? Altså ja, hun er lidt bleg, men hvis det er sådan hun ser ud når hun er syg.. Ja, så må hun jo ligne en engel når hun er rask.. Wow.. Okay, Harry ik tænk sådan.
De giver hinanden et kram før, den ældre dame siger: ”Vi ses Ozay.”
Ozay?? Ozay.. Det er 100% hende jeg ved det. Det kan ikke være nogen anden.! Fuck, endelig!

”Vi ses Scarlett.” siger hun og går ud imod døren. Vores tjener råber noget til hende, men jeg kan ikke fokuser på andet, end at komme ud af denne her café hurtigt nok. Jeg må have nogle svar..

Jeg nærmest løber ud fra stedet.
”Ozay!” råber jeg, og ser hende vende om. Jeg skynder mig over imod hende, og kan se det forvirret udtryk hun har.

”Det er Ozay ikke?” spørger jeg hende.. Ellers er det Emma, eller et helt tredje navn.
”Jo, jeg hedder Ozay.” svare hun og snøfter op.
”Det er dig..!”
”Mig?” siger hun og kigger på mig som et spørgsmålstegn.
”Øh.. Kan du huske mig?” Spørger jeg hende nysgerrigt.
”Det tror jeg nok.. Du var ham, som lod mig overnatte, var du ik?” Hun kan huske mig!
”Ja.. Jo det er mig.” Der er en lille pause før jeg forsætter - ”Du efterlod mig, ret forvirret.”
”Det må du undskylde, jeg havde bare brug for at komme videre.. Lige som nu. Jeg har det ikke særlig godt, og at stå ude i kulden vil ikke gøre det bedre.”

Hun er lige ved, at vende sig rundt men jeg stopper hende.
”Kan vi ikke snakke? Måske finde en eller anden café eller noget?” forslår jeg. Jeg ved godt, vi har travlt med at komme videre, til den næste by: Men jeg har brug for, at snakke med hende.
”Jeg vil bare allerhelst hjem faktisk. Måske en anden gang” siger hun og smiler.
”Bor du her? I denne her by?” spørger jeg hende.
”Ja, det gør jeg..”
”Hør, om en uge, har jeg fri og kan komme herover, hvis det er.. Jeg vil rigtig gerne snakke med dig..” siger jeg. Jeg bor godt nok 2-3 timer herfra, men det er køreturen værd.
”Jeg ved ikke helt..” siger hun nervøst.
”Jeg kommer, om du vil eller ej.. Nu, skynd dig hjem. Vi ses Ozay?? Eller er det Emma?”
Hun smiler til mig og svare: ” Ozay.”

Forfatterens Note: Undskyld hvis der er mange fejl i det her kapitel. Jeg kan ikke nå, at rette i det, men gør det i morgen. Idag rundede jeg de 1000 læsere, hvilket er helt vildt! Så tusind tak (siger tak i hvert kapitel ;) )
Men nu vil jeg gå i seng. Er stadig syg, men har det bedre. Godnat og sov godt!
Kisses and Love from me to you! Xx