Runaway Girl

Used To This: Kapitel 19

 

Harry's POV:

”JEG BETALER..” råber jeg, lidt højere end forventet, imens mine ben kører frit spil og spurter hen mod indgangen. Ozay, med sit lange mørkebrune -næsten sorte- hår der er sat op i siden, står med et smil plastret i ansigtet. Manden som står ved indgangen, samt andre jeg 'uheldigvis' stødte ind i imens jeg løb, sendte mig nogle seriøse dræberblik. Men jeg er nu ret ligeglad. Jeg er vant til det, på den ene eller anden måde.

+

Jeg når hen til indgangen, og opdager først nu, at manden ved indgangen er klædt ud i et billigt bondemands kostume. Det ligner, han har smurt sig selv ind i noget der nemt kunne forveksles med at være ketchup. Ret dårligt kostume hvis du spørger mig - i forhold til at denne her 'halloween gård' skulle være en af de uhyggeligste i omegnen, ligner det, ud fra hans kostume, noget et barn har sat sammen for at imponere sine forældre.

Ozay står stadig med sit store smil og sine store øjne, der er en blanding af blå, grå og grønne. Uden at sige et ord, giver jeg manden, i det billige kostume, pengene og betaler for Ozay's billet. Jeg venter, at på hun siger noget til det. Men hun prøver ikke engang at sige mig imod da jeg overrækker pengene. Andre piger jeg har været på date med- vent. Er det her en date? Måske?

Jeg ved det ikke…

 Nå, men andre piger jeg har været på ”date” med, har altid modsagt mig og ladet som om de ikke ville have jeg betalte – Jeg betaler altid, men når jeg så en gang imellem gav udtryk for at jeg ikke ville betale, bare for at se hvordan de ville reagere, så er de altid blevet vildt mopset eller havde det helt paniske blik i øjet.

Det var også min måde at teste dem på: hvis de allerede fra starten forventer at jeg vil betale, så er de ikke min tid hver.

Men Ozay… hun bestod testen. Selvom jeg ikke rigtigt afprøvede det på hende. Da jeg først fik øje på hende, havde hun allerede fundet pengene frem og var klar til at betale. Men da jeg så kom over til hende og betalte for hende, begyndte hun ikke på det alle andre piger begynder på hvor de siger: ”Ej, jeg kan da godt betale for mig selv.” Ozay tog imod, uden at kæmpe imod. Et simpelt ”Tak,” var nok. Bestået!

”Gemmer du de ekstra busker, jeg bad dig tage med, nede i tasken?” spørger jeg med et lumsk smil.

”Ja, jeg spurgte min kollega, James, om jeg måtte låne et af hans par som du kunne låne. Du ved, hvis nu det skulle gå galt for dig,” svarer hun tilbage, tydeligvis jokende og med et glimt i øjet. Jeg kan ikke lade være med at grine med.

Hvis det var Kimberly, ville hun bare bede mig om at holde mund. Ozay, derimod: Hun svare igen, ikke noget jeg er vant til, men noget jeg godt kunne vænne mig til.. Hvad?! Nej... Altså jeg mener på venskabelige fronter. Tænkt, at jeg bliver nød til at forsvarer mine egne tanker. Hvorfor tænkte jeg overhovedet det? 

Ozay og jeg går langs en mørk sti – eller rettere sagt hvor skiltene viste os hen. Stjernerne er sprunget frem fra mørket og kulden begynder at tage over. Der går en del mennesker foran os og et par stykker bag os. Langs stien er der gemt nogle højtalere, hvorfra der bliver spillet musik, der får det hele til at virke lidt mere skræmmende. Det er ikke noget som berører mig, men hvis det virker for andre, hvorfor så ikke?

Jeg kigger til siden og ser Ozay der har et koncentreret blik. Hun retter sit blik mod mig, og begynder at smile. Lidt som om hun prøver på at holde sit grin inde... Hendes øjne fokuserer på noget bag mig. Jeg vender mit hovedet for at se hvad det er.