Runaway Girl

Guest for tea: Kapitel 9

Kapitel 9.

Resten af ugen går med, spekulationerne om jeg skal møde op med Harry. Han gav mig ikke rigtigt et valg. Og nu hvor jeg ved, hvor 'vigtig' han er, føler jeg ikke, at jeg er en type han burdes ses med. Det er Torsdag i dag, og præcist en uge siden han var her. En uge siden jeg blev stoppet. En uge siden jeg blev syg, og heldigvis er jeg over det nu. Jeg ved ikke hvilken dag, han har tænkt sig at komme tilbage til byen, men jeg håber han har glemt det. En lille procentdel af mig, håber dog på at han kommer. Jeg har bare ikke rigtig lyst, til at skulle fortælle om den aften der forgik for et år siden. Og jeg har ikke lyst til at skulle lyve. Jeg troede, da jeg flyttede hertil byen ville jeg ikke blive genkendt, jeg ville ikke skulle forklare mig selv, jeg ville være problemfri, men ham og hans bus skulle absolut lige holde ind der hvor jeg arbejder. Dog har jeg lyst til at se hans gudesmukke ansigt igen. Noget som jeg ikke havde troet jeg ville sige om en fyr. Men ja..

En ny dag på arbejdet. En ny dag hvor jeg laver ingen ting. En ny dag hvor jeg for fortalt nye historier fra Mr. Vannis.

”Ozay.. Du bliver nød til at se det her!” Udbryder Scarlett.
”Hvad mon det er?” siger jeg med ironi i stemmen, jeg ved præcist hvad det er. Hun har sin sorte mappe under armen, og det kan kun fører til en ting...
Jeg sætter mig ved det nærmeste bord, og hun kommer hen og sætter sig ved siden af mig.
”Jeg har fundet stoffet til min kjole, og vi har fundet en dato.. Det hele føles så virkeligt nu!” siger hun, mens hun åbner mappen og bladre for at finde den rigtige side.
”Så det her er de forskellige stoffer jeg har udvalgt..” siger hun og peger på siden, hvor forskellige udklip af nogle hvide blonder og tyl er limet fast.
”Så mange forskellige?” spørge jeg hende.
”Det er en bryllupskjole, der skal være mange lag..” siger hun som om det er åbenlyst.
”Oh..”

”Nå men vi har fundet en dato. Er du klar?” spørger hun mig, ret betaget af hele situationen.
”Kom med det.” siger jeg og venter spændt.
”Den 8. Oktober! Ihh..” siger hun og lader sine hænder trække sig fra hinanden, som når man har fundet på den bedste titel.
”Wow.. Det er jo lige om lidt.!” ubryder jeg, også ret spændt selv. Jeg kan ikke vente med at se de to personer der er skabt for hinanden, have deres store dag.
”Om en måned. Præcist.” siger hun med et stolt smil på løben.
”Jeg er så glad på jeres vejene.”

Det er ved at være lukke tid. Klokken er 20.00 og jeg er den sidste person tilbage, hvilket betyder at jeg skal låse af. Jeg har lige vasket gulvene, og er i gang med at tørre bardisken af, da jeg høre dørklokken gå af. Ind træder en høj person, fyr. Han har en sort hat og solbriller på. Jeg kender det ansigt. Jeg kan ikke komme mig over, at han har solbriller på, når det er mørkt udenfor..
”Ozay..! Hej” siger han, med sin dybe stemme.
”Hej..” siger jeg ret genert. For ikke at lyde genert og lillepige aktigt skynder jeg mig at tilføje: ”Blænder mørket dig?”
”Ha ha. Hvor er du nok sjov.”
Jeg kan ikke lade vær med at grine over min egen joke. Hvad er der galt med mig?

”Vi er faktisk ved at lukke..”
”Men jeg er lige kommet.” udbryder han.
”Du er meget sent på den.”
”Hvilken restaurant lukker også så tideligt?” spørger han mig, og forsvarre sig selv.
”Denne her. Nu er det heller ikke sådan, at vi har de særlig mange indbyggere.”
”Hmm.. Men du kan ikke holde den åbent lidt længere?” spørger han mig usikkert.
”Desværre ikke.. Hvis den ikke er lukket mellem 20.00-20.30, har jeg ikke gjort mit job godt nok, og vil ikke få den lønforhøjelse jeg har brug for.” Hvorfor skulle jeg lige blande min økonomi, ind i denne her samtale.. Flot Ozay, vildt flot.
”Kan jeg ikke bare tage med dig hjem?” spørger han, men skynder at tiløje ”Altså ikke på den måde.” da jeg giver ham et skræmmende blik.

”Jeg er ikke ligesom visse andre, der inviter fremmede folk hjem til en.” siger jeg og hentyder til ham.
”Jeg er kørt næsten 3 timer, for at se dig.. Vil du have jeg skal køre den lange vej tilbage, uden overhoved at snakke med dig?”

Har han virkelig kørt 3 timer pga. mig? Han burde ikke engang omgås med typer som mig. Især burde han ikke, bruge sin tid på typer som mig.. Typer som.. Som ikke er de aller fineste mennesker.
”Fint.. Jeg skal bare lige tage opvasken, også kan jeg lukke. Hvis du vil kan jeg tænde for fjernsynet, så du ikke keder dig imens.” forslår jeg.
”Nej, lad mig hjælpe.” Seriøst?? Han vil hellere hjælpe med at vaske op..
”Du behøves ikke...” begynder jeg, men han afbryder mig.
”Jo, jeg hjælper.!” Jeg vælger ikke at modsige ham, så jeg sætter kursen mod køkkenet, og han følger efter.

-------------------

”Så.. Ozay?” Siger Harry, og prøver at bryde tavsheden. Vi sidder inde i den lille stue, med vores the og varm kakao. Jeg var ret flov, da jeg åbnede døren ind til lejligheden. Hans lejlighed er jo, som paradis. Min er som.. En, meget lille papkasse med en masse ting i. Harry gav dog udtryk for, at han syntes det er ret hyggeligt her. Det var iværtfald det han sagde. Og den måde han kig rundt og kiggede og spurgte ind til mine forskellige ting, imens jeg lavede vores drikke, virkede han som om han var interresseret i hvad jeg har.

”Så.. Harry?” efterligner jeg ham og tager et slurk af kakaoen.
”Jeg har et par spørgsmål, som jeg har tænkt meget over siden du var hjemme hos os..”
”Fyr løs.” siger jeg. Jeg kan ligeså godt få det overstået, jeg vidste det ville komme før eller senere.
”Hvorfor sagde du dit navn var Emma, hvis dit rigtige navn er Ozay?” spørger han mig direkte.
”Øh.. Jeg, kendte jer jo ikke.. Og, jeg.. Jeg ved det faktisk ikke.” Lyver jeg. Jeg ved udmærket godt hvorfor jeg ikke sagde mit rigtige navn, den gang.
”Er du sikker?” spørger han mig. Igen jeg er en ret dårlig løgner, men jeg må prøve, at få det her til at virke så godt som muligt.

”Ja.. Jeg ved det ikke.” gentager jeg mig selv.
”Jeg har et til spørgsmål.” siger han.
”Harry, du spørger bare. Jeg ved du har mange flere endnu, så hvis du skal spørge mig, om du må stille et spørgsmål hver gang, bliver det en meget lang aften.” siger jeg og sender ham et smil. Han udslipper et lille grin, og jeg kan ikke lade hver med at gøre det samme.

”Hvad var det du lavede den aften? Hvorfor løb du?” Spørger han mig.. Hvordan skal jeg forklare den?


Forfatterens Note: Hej alle sammen! Undskyld fordi jeg ikke har opdatéret i langt tid :( Og i må undskylde, at det her kapitel er ret kort, iforhold til de andre. Jeg har ikke rigtig haft nogle idéer, på det seneste, så derfor valgte jeg ikke at skrive, indtil jeg vidste hvad jeg ville. Jeg kan se, at der er begyndt at komme mange nye læsere. Og at jeg begynder at få flere følgere: Så TUSIND TAK!! ;*
Jeg håber i vil forsætte med at læse. Og i må meget gerne komme med idéer, så jeg ikke står med det her problem igen, lige om lidt. Btw. Tror jeg har brækket min lilletå! Av!!

Og har i hørt drengenes nye sang 'Fireproof'??!!! Elsker den så meget. Og deres nye album Four, kommer til November.. Kan ikke vente!
Kisses and love, from me to you! Xx