Runaway Girl

Honored Evening Stay: Kapitel 22

Kapitel 22

Forfatterens Note: (VIGTIGT) Dette kapitel er ikke ordenligt redigeret. Og til dette kapitel høre der en sang med til, som i skal afspille når jeg skriver det. Det vil give en mere 'magisk' oplevelse når i læser det stykke, hvori sangen passer til.

Sang til dette kapitel: Ellie Goulding – Love Me Like You Do (jeg linker den øverst i kapitlet).

God læselyst.

Dørklokken går af med et 'ding'. Jeg ser Mr. Vannis kigge bag mig, over mod døren, og han giver mig et betryggende smil. Men hans stirren på hvad der er bag mig, er hvad der får mig til at vende mig om og kigge på hvem der trådte ind af døren. Harry.

Harry's POV.

Jeg træder ind af døren til caféen, som er placeret ved en rimlig stor sø. Den samme sø jeg var ved for 2 måneder siden. Mine øjne linkes sammen med en mørkhårret pige. Den samme mørkhårret pige, jeg var sammen med for 2 måneder siden. Den samme pige jeg har tænkt på uafbrudt. Den samme Ozay, som jeg ikke kunne gå en dag uden at tænke på, heller ikke selvom jeg havde en klistrende Kimberly hængende ved mig uafbrudt, hver dag.

”Harry?” lyder det fra en rimlig forvirret Ozay. Uden at kunne holde mit grin tilbage, begynder jeg at smile som en idiot. ”Ozay?” siger jeg i en sarkastisk tone, imens jeg går hen mod hende. Først da jeg er rimlig tæt på, opdager jeg den samme gamle mand, jeg faldt i snak med til brylluppet. Han er sgu lidt skummel, men det virker til at han kender Ozay ret godt, så jeg lader det ligge. Men hvis han er så skummel og prøver på noget overfor hende, kan han godt passe på at jeg ikke begy... Mine tanker bliver – heldigvis - afbrudt af en nervøs smilende Ozay.

”Hvad laver du her?” spørger hun. Hendes øjne glimtre. Hendes ene hånd er placeret på hendes venstre hofte. Den anden er lagt fladt på bordet, hvor Mr. Vannis sidder.

”Som sagt. Jeg får min dag reddet,” svarer jeg med et glimt i øjet.

”Jeg forstår ikke rigtigt..?”

”Tænk over det og du skal nok finde ud af det.” Jeg rækker mine arme ud og bringer hende ind i et knus. ”Det rart at se dig igen,” siger jeg med mine hænder der strejfer op og ned af hendes ryg, indtil vi begge trækker tilbage. ”I lige måde Harry.” Jeg kan se det i hendes øjne. Hun lyver ikke. Hun er rent faktisk glad for at se mig, og jeg håber, at hun også kan se i mine øjne, at jeg mener hvad jeg siger.

”Harry?” lyder det fra Mr. Vannis. Jeg træder væk fra Ozay og rækker hånden frem for at være høflig og hilse. Med et håbefuldt ønske om, at han tager imod min hilsen denne gang, så det ikke bliver ligeså akavet som sidst, bliver jeg atter ignorreret. Hvorfor kan han ikke tage imod mit håndaftryg?

Han kigger bare igen på min hånd, som venter på hans, også vender han blikket op til mit ansigt.

Jeg trækker min hånd tilbage, og tørrer min svedige håndflade af i bukserne. ”Sæt dig,” siger den gråskægget mand, og jeg gør som der bliver sagt.

”Ozay min kære. Vil du ikke hente en kaffekop til Harry?” siger han og retter blikket mod Ozay, der står med begge hænder bag sin ryg. ”Jo. Selvfølgelg,” siger hun med et smil. Hun retter kursen over mod bardisken. Mit udsyn til Ozay, bliver stoppet da Mr. Vannis's vifter hans hånd op og ned foran mine øjne, for at fange min opmærksomhed og stoppe min stirren.