Runaway Girl

Sleeping In Paradise: Kapitel 3

Da dørene går forventer jeg en gang. Men det viser sig, at de åbner direkte ind til lejligheden.
”Wow!” udbryder jeg da jeg ser resten af lejligheden.

Væggene er høje, meget høje. De er malet kridhvide, og nogle steder er der store åbne glasvinduer. Vinduerne giver frit udsyn til hele byen. Køkkenet, længere henne, er også ret stort. Det har hvide marmor plader, og lågerne er lavet af helt lyst træ. Stuen, spisestuen og køkkenet, er alt sammen i et stort rum. Den måde det er indrettet, gør det meget afslappet. Det er nyt og moderne, men stadig lidt gammeldages.

Jeg forstår overhoved ikke, hvorfor Kimberly vælger, at blive hjemme ved hendes forældre, når hun kan være et sted som dette, hele tiden. Det jo næsten paradis det her.
Hun er måske vant til det, men helt seriøst? Hun har muligheden for at bo et sted som det her, sammen med en ret pæn fyr...

Da vi stiger ud, af elevatoren, går Harry direkte hen til brændeovnen. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal stå, eller hvor jeg skal gå hen. Så jeg bliver bare hvor jeg er. Foran dørene til elevatoren, der nu er ved at lukke.
Jeg kigger rundt i lejligheden, for at se om jeg kan finde Kimberly, men hun er der ikke. Hun har sikkert låst sig inde i et af rummene. Jeg retter mit blik over for at se Harry, der bukker sig ned. Han har et stykke træ i hans hånd, som han ligeså stille lægger ind i den sorte gammeldages brændeovn.

”Jeg skal nok finde noget tøj til dig lige om lidt.” siger han og sender mig et smil.
”Jeg har tøj..” siger jeg.
”Du kan ikke gå rundt, i det der våde tøj. Du kan bare låne noget fra Kimberly.” forklare han.
Som om hun vil låne mig hendes tøj frivilligt.

Harry bliver færdig med, at tænde brændeovnen, og varmen begynder lige så stille, at brede sig ud i lejligheden. Han går ind i en af rummene, jeg ikke ved hvor fører hen. Men hvor det så ind er, ved jeg at Kimberly er derinde. Jeg står stadig foran elevatoren og kigger rundt. Jeg kan høre Harry og Kimberly's irriterende stemme, inde fra rummet. Det bliver højerer og højerer. Til sidst kan jeg høre alt hvad de råber til hinanden.
”HVAD ER DER GALT MED DIG?” lyder det fra kvindestemmen.
”HVAD ER DER GALT MED MIG? HVAD ER DER GALT MED DIG? PIGEN HAR INTET STED AT VÆRE. HVORDAN KAN DU VÆRE SÅ KOLDHJERTET?”
”Harry forfanden. Hun er hjemløs! Du ved ikke hvem pigebarnet er..!! Hun kunne være en morder!”
Hun har ret. Jeg er hjemløs og jeg kunne være en morder. Heldigt for dem, er det nu ikke hvad jeg er ude på. De.. Jeg mener Harry tvang mig nærmest herhen. Jeg er glad for, at jeg ikke skal sove ude i regnvejr. Men han havde virkelig ikke behøvet, at slæbe mig med hjem til dem.

”Gider du stoppe Kim?! Hun er ikke nogen morder!” Siger Harry i en hård tone.
”Det ved du ikke..!”
”Kimberly, du er simpelthen for meget lige nu!”
”Det var meningen, at det her skulle være min aften Harry..” siger Kimberly meget irriteret.
Der er en lille pause før Harry svare hende.
”Vi kan bare finde en anden aften, okay?” Han lyder frustreret. Der bliver ikke sagt mere efter det.

Jeg hører døren åbne, efter et stykke tid. Jeg ser Harry træde ud fra rummet. Han sender mig et smil, som om den diskussion de lige havde haft, ikke fandt sted. Han prøver helt sikkert at gemme hans frustration, men han er ikke særlig god til det.
Han går hen imod mig. I hans hænder er der en bunke foldet tøj.
”Her. Du kan bare ligge dit tøj på vasketøjskurven. Der er håndklæder i skabet, under håndvasken. Gæste shampoo'en er i det lille skab, ved siden af spejlet.”

Han giver mig lov til at tage et bad?? I deres lejlighed?
Hvis jeg var ham, ville jeg nok ikke engang lade en fremmed være inde i mit hus.

”Øh.. Tak.” siger jeg forvirret, men tager imod tøjet. Jeg kigger rundt i lejligheden. ”Hvor er badeværelset?”
”Hov, ja.. Det er lige der over.” svare han og peger overimod en hvid dør. Jeg går hurtigt derover, åbner døren og tager et længeventet dejlig varmt bad.

------------

Jeg stiger ud fra badeværelset, iført nogle meget stramme cowboy bukser og en lyserrød tætsiddende sweater. Mit halvtørre lange mørke hår hænger ned over mine skuldre.

”Emma. Jeg har lavet noget varmt kakao til os alle, hvis du vil have noget?” høre jeg Harry's stemme komme fra køkkenet. Jeg går over imod stemmen og ser ham stå ved en eller anden maskine.
”Ja tak.” siger jeg. Hvem siger nej til varm kakao? Ikke mig iværtfald.

Jeg vover mig over til det lille firemands spisebord, og sætter mig ned på en af de træbrune stole.
Harry stiller 3 grus, ned på køkkenbordet, og sætter den ene, af grusene, ind under maskinen, han stod ved før. Han trykker på en knap og med det samme begynder den at spilde, hvad jeg mener er kakao, ud.

”Er du sulten?” spørger han mig, da han er i gang med at sætte det andet grus, under maskinen.
”Lidt.” siger jeg. Ærligtalt er jeg ved at dø af sult. Men jeg forventer ikke, at han også har mad klar til mig. Det er nok med et sted at sove.

Jeg høre en dør gå op og ser Kimberly med en håndtaske over sin ene skulder. Hun går forbi køkkenet, over imod døren.
”Jeg tager hjem til mine forældre. Jeg har ikke lyst til, at blive her, med risikoen for at blive myrdet.” siger hun. Hun sender Harry et blik og han retunér det med et dræbende blik. Et blik der siger: Du er for meget.

Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal holde med, i denne her lille kamp. Harry er den person som er vildt venlig over for mig. Men Kimberly er den person som har ret. Ret på den måde, at man ikke bare skal tage en fremmede med hjem til sig selv. Helt seriøst, hvem gør også det?? Udover Harry.?

Kimberly går stille og roligt hen til elevatoren, og den går hurtigt op. Hun træder ind og er hurtigt væk. Det undre mig, at hun ikke engang siger farvel til Harry. Ikke engang det mindste. Det må være normalt dem, fordi det ser ikke ud som om Harry er påvirket af det. Det eneste jeg kan se han er påvirket af, er hendes kommentar.
Jeg vælger, at lade det ligge. Hun har ret til at synes hvad hun gør. Jeg skal ikke se de her mennesker mere, når jeg er taget afsted i morgen tidelig.

”Det må du undskylde.” siger Harry og sætter et blå og hvidt grus ned, på bordet, foran mig. ”Hun tror at du er ude på et eller andet.”
”Hun har ret.” siger jeg. Hans øjne bliver store. ”Nej, altså ikke med at jeg er ude på noget.!” skynder jeg mig at sige, inden han tror det værste om mig.
”Jeg mener.. Du kender mig jo ikke. Jeg kunne være en tyv, eller som hun sagde en morder.”

Han kigger på mig og begynder næsten at grine. Hvad er der så sjovt ved det? Jeg har jo ret.. Og det har Kimberly også.
”Hvad griner du af?” spørger jeg, med et meget seriøst udtryg plastret i ansigtet.
”Jeg tror næppe, at en lille pige som dig er morder eller en tyv.” svare han og griner videre.
Lille pige?? Lille pige? Hvad mener han med det?
”Hvor gammel tror du da jeg er?” spørger jeg ham irrriteret.
”Hmm.. 15? 16?” siger han selvsikkert. Hvad er der galt med ham??

Jeg siger ikke noget til ham, men kigger bare irriteret på ham. Jeg hader når andre folk skal kommenter på hvor gammel jeg ser ud. Ja, jeg har en smugle babyansigt. Men det er kun pågrund af mine store runde æblekinder. Hvis de var lidt mere makeret, ville han ikke tror sådan.

”Har jeg ret?” spørger han mig, efter lidt tid. Jeg kan mærke han synes det her er akavet.
”Nej, det har du ikke.” svare jeg ham koldt.

”Hvor gammel er du så da?”
”Hvor gammel er du?” spørger jeg ham og ignorrere hans spørgsmål. Igen, hvis han skal vide noget om mig, skal jeg vide noget om ham først.
”21. Din tur. Hvor gammel er du?”
”Jeg er 19.”
”19??!!” udbryder han. ”Du ser yngre ud.”
Jeg svare ham ikke. Jeg synes bare han burde stoppe nu, før jeg for et flip.

”Hey.. Jeg mente det ikke på nogen ond måde.”
”Det ved jeg godt.. Jeg hader bare, når folk kommenter på mit udseende.” giver jeg ind.
”Undskyld.”
”Det går nok..” siger jeg og tager en slurk af min kakao.

Harry går tilbage hen til køkkenet. For at tilberede et eller andet mad. Vi spiser det han har lavet. Vi siger ikke ret meget, og det har jeg det fint med. Jeg er her ikke, for at lege 20 spørgsmål. Jeg er her fordi jeg blev tvunget, og jeg fik tilbudet for at sove med tag over hovedet. Jeg tager afsted igen tideligt i morgen. Helst inden Harry vågner. Jeg gider ikke forklare alt muligt.

Jeg falder i søvn i det gæsteværelse, Harry sagde jeg kunne sove i. Sengen er nok den mest behagelige seng, jeg nogensinde har sovet på. Og det er nok også den allerbedste nattesøvn jeg nogensinde har haft.