Runaway Girl

Christmas Eve Surprise - Kapitel 28

Forfatterens Note: Husk at kommenter jeres reaktioner i mens i læser historien :))

       
"Er I sikre på, at jeg ikke skal hjælpe?" spørger jeg, med et stort smil, endnu en gang.

"Ozay, vi er helt sikre. Desuden er der heller ikke meget, du kan hjælpe med. Kalkunen er i ovnen, kartoflerne er ved blive kogte.. det eneste vi kan gøre nu er, at vente til det hele er færdigt," svare Hellen for mig.

Det er den 24. December, juleaften. Det er første gang i flere år, at jeg rent faktisk holder juleaften med andre end mig selv. Første gang, hvor jeg føler mig tryg på en aften som i aften. Og første gang, at jeg nogensinde har følt mig lykkelig med hvordan mit liv ser ud.

Jeg vil for altid være taknemmelig over for, at Mark og Hellen havde valgt at invitér mig med. Ikke kun mig, men også Mr. Vannis, Scarlett, Steve og Marks mor - Anna.

Efter at ha' haft en rimelig lang samtale med Anna, så har jeg fundet ud af, at grunden til hun holder jul hos Mark i år, er fordi at hans søster og hendes mand har taget på en rejse til 'de varme lande'. For at være ærlig, så vidste jeg det allerede inden.. Hellen fortalte mig det for en uge siden, men jeg spillede bare med og lod som om, at jeg ikke vidste noget som helst om det.

Så nu står både Scarlett, Hellen og Anna inde i køkkenet og suser rundt som små forvirrede gåse. Man kan se tågen der fylder hele køkkenet, som stammer fra da Scarlett 'lige skulle kigge til kalkunen', og inden Hellen og Anna havde nået at råbe 'Stoop', 'Nej', 'du lukker varmen ud', så havde hun allerede åbnet ovnen, og det resulterede i den kæmpe sky der nu ligeså stille, er ved at forsvinde ud gennem de åbnede vinduer.

Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg glad for at 'der ikke var noget jeg kunne hjælpe med'. De har tydeligvis pres på, og er stressede, men jeg spurgte egentlig kun for at være høflig.. Jeg ved jeg ikke er den eneste som spørger, bare for at være venlig, men håber på at folk siger nej.

Inde i stuen sidder Mr. Vannis på den ene sofa. Jeg har aldrig set ham så fint klædt på.

Det klær ham.

Han har en mørkeblå skjorte på med en mørkegrå blazer udenover. Rundt om halsen hænger et slips, af samme mørkegrå farve. Som altid så sidder han og læser en avis, men der er noget anderledes ved ham.. Altså udover tøjet.

Han ser glad ud.

Et udtryk han kun har, når han fortæller historier og tænker tilbage på hans liv med sin kone.

"Ozay, prøv at se," lyder det fra Maia som sidder over på den anden sofa, ved siden af Olly. Hun holder et stykke papir oppe, og jeg går straks hen mod dem, for at se hendes fine tegning.

Oliver er også iført en skjorte. Den har et slags skovmandsskjorte print med mørkeblå og mørkerøde farver. Han har et par brune seler på, samt et matchende brunt slips.

Nu har jeg godt nok ikke særlig meget styr på tøj, men jeg ved, at hvis jeg nogensinde får en søn, så ville jeg ikke have noget imod, hvis han havde et så fint et sæt på. Note til mig selv: hvis jeg på et tidspunkt får et barn, så er Hellen den første jeg kommer til, for at få modetips.

"Hvor er du dygtig," siger jeg og sætter mig ved siden af Maia imens jeg kigger på hendes tegning, hvor der er to tændstikkemænd, begge med røde kjoler. Den ene har langt sort hår og den anden har kort lysebrunt hår. "Er det os to?"

"Ja," svarer Maia med et stort smil, imens hun begynder at forklare mig hvem der er hvem.

Hun er altid så glad. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har set hende være sur. Jo, måske den ene gang hvor hun løb væk fra Harry og jeg midt i tordenvejret, men der var hun jo heller ikke sur.. Bare bange, hvilket er forståeligt nok.