Runaway Girl

I Am: Kapitel 17

Den følelse at vågne op og med det samme føle sig tryk - selv om man overhovdet ikke har slået øjnene op endnu - det er noget jeg godt kunne vende mig til. Jeg er vågen, men mine øjne er stadig lukkede. Jeg er ikke klar til en ny dag, ikke i nu hvert fald. Varmen i rummet er betrykkende.. Ikke noget jeg normalt er vant til. På grund af de uvante omgivelser slår jeg øjnene op. Det tager mig et par sekunder før jeg genkender stedet. Den hvide sofa er hundrede gange mere komfortabel end min seng hjemme i lejligheden.

Da tvillingerne begge faldt i søvn på gæsteværelset, blev jeg nød til at sove på sofaen. Harry havde tilbudt mig at sove i hans seng, også kunne han selv sove på sofaen.

Men da han smuttede på toilet, så jeg en god mulighed i at lade som om jeg allerede var faldet i søvn, så han ikke selv skulle sove på sofaen i hans egen lejlighed. Han hoppede heldigvis på den, og lod mig ligge, hvorefter han gik ind på sit soveværelse. 

Klokken er kun halv otte.

Jeg får mig bevæget ud af den komfortable sofa, og finder ud af at jeg er den eneste vågen. Et smugkig ind til tvillingerne, der ligger i dyb søvn og spredt udover dobbeltsengen, får mig igen til at tænke på forældrene. Jeg har stadig ikke hørt noget fra hospitalet, hvilket slet ikke er i orden.

Læger, sygeplejsker og andre medarbejdere på hospitaler er nogen man skal kunne stole på, og når de lover at ringe og ikke gør det, mister man lidt af den tillid man havde til dem.. Men lige meget hvad så tager jeg Maia og Olly med derover igen i dag.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, hvis vi endnu en gang ikke kan komme ind. 

Jeg går tilbage ind i stuen, der er forbundet med køkkenet. Mit blik ryger over imod spisebordet, hvorpå glassene, vi drak fra i går, stadig står. Uden at tænke over det, går jeg straks over til bordet, tager glassene og går hen til køkkenet. Jeg stiller glassene på den hvide køkken-bordplade, og ser tallerknerne, vi brugte til pizza'erne i går aftes, ligger nede i håndvasken. Automatisk går jeg i gang med at vaske det hele op, med håbet om at Harry ikke har noget imod det.

Det ene fører til det andet; og lige pludselig er jeg i gang med at lave morgenmad. Jeg hører nogle små fodtrin fra gangen som går ind mod stuen. Da jeg vender mig om, bliver jeg mødt af en lille pige med stort morgenhår.
”Godmorgen Maia," siger jeg og sender hende et smil, hvilket hun returner.
”Godmorgen. Hvad laver du?” spørger hun med en frisk morgenstemme, imens hun går over og stiller sig ved siden af mig.
”Jeg laver morgenmad, som en gave, til Harry fordi han lod os sove her i nat.”
”Må jeg være med?”
”Ja, selvfølgelig,” svarer jeg, ”du kan rører det her rundt.” Jeg løfter hende op på køkkenbordet og giver hende skålen med pandekagedej, som jeg selv var i gang med at rører rundt i. Imens hun ivrigt svinger skeen rundt i skålen, finder jeg en pande og margarine frem. Jeg tænder komfuret og margarinen begynder lige så stille at smelte.
”Hvor er du god Maia. Nu skal vi begynde at lave pandekagerne., siger jeg, og hendes øjne lyser op med det samme. Jeg tror ikke hun vidste, at det der er i skålen, rent faktisk er pandekager.
”Jeg elsker pandekager,” udbryder hun.
Jeg åbner en af skufferne og finder en slags sovseske, som vi kan bruge, til at hælde dejen på panden.
”Vil du hjælpe med at hælde på?” spørger jeg Maia.
”Jep,” siger hun og nikker.
Og med dét, begynder vi at lave så mange pandekager som vi kan. Maia hælder dejen på panden, og hjælper med at sige til, når jeg skal vende dem. Da vi er færdige beder jeg Maia om at vække Oliver. Jeg sætter dem til opgaven på, at tegne en tegning til Harry, imens jeg dækker bordet. Pandekagerne bliver holdt varme i ovnen, så de ikke bliver kolde når vi endelig skal spise dem. Jeg finder juice, is, sukker, nutella og frugt frem. I det børnene er færdige med deres tegninger, og jeg har sat det sidste på bordet, kommer Harry gående ind. Perfekt timing.