Runaway Girl

Last Chapter, Last Goodbye Harry: Kapitel 29

Forfatterens Note: SIDSTE KAPITEL I RUNAWAY GIRL! LÆS SLUTNINGEN AF KAPITLET, OG SE FORKLARINGEN PÅ HVAD DER MÅSKE/MÅSKE IKKE KOMMER TIL AT SKE. DET KOMMER AN PÅ JERES MENING.

Jeg når op til min etage, men der venter mig et syn jeg ikke havde forventet.

"Ozay," siger han og rejser sig op fra gulvet hvor han var sat op mod døren.

"Elijah?!"

Brune øjne. Store klare mørkebrune øjne, som jeg næsten havde glemt. Jeg havde glemt hvor meget de glimtrede. Glemt de brune øjne som altid gav mig håb. Som altid talte sandt. Altid gav mig en form for tryghed, selv i de mest opgivende situationer.

Jeg kan ikke forstå hvordan jeg næsten havde glemt dem. Det har været så langt tid siden. Men nu.. Nu er de her, og de giver mig den samme sande trykke fornemmelse, som de altid har gjort.

Elijah.

Hans brunlige blonde hår er gemt væk under en mørkeblå hue, men man kan stadig se en smugle titte frem foran. Hans kindben og skarpe kæbe er der stadig. Elijah har rejst sig op og hans høje krop står nu foran mig.

Vi kigger på hinanden. Tager det hele ind. Jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at noget ikke er som det skal være. Og at han lige nu er tilstede ude foran min lejlighed, er endnu et bevis. Hvordan har han fundet frem til mig?

Uden at sige ét ord, læner vi begge to - på sammetid- ind mod hinanden i et varmt kram. Han er kold hvilket må betyde, at han ikke har sat foran min dør i særlig lang tid.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke har savnet og tænkt på ham hver dag siden vi sidst så hinanden. Jeg har mange nætter grædt mig selv til søvn, fordi jeg ikke havde nogen anelse om, om han var i live.

"LØB OZAY," råber han med desperrat stemme.

"ELIJAH KOM NU," tårene løber hurtigere ned af mine kinder end regnen som overdøver vores stemmer.

"OZAY, DU BLIVER NØD TIL AT LØBE. SKYND DIG!"

"Jeg kan ikke lade dig være, Elijah please. Kom med," desperationen i min stemme er bredere end hans. Jeg kan ikke tage af sted uden ham. Hvad skal jeg gøre, når han ikke er med mig? Han har været der for mig i så langt tid. Jeg kan ikke undvære ham.

Han kigger rundt, før han går helt tæt på mig og placere sine hænder mod mine våde, kolde kinder. Blodrøde brune øjne kigger dybt i mine. "Jeg VIL finde dig, okay? Men lige nu bliver du nød til, at komme langt væk herfra.. Så langt som muligt, okay? Det er vigtigt for mig, at du er i sikkerhed. Det var det sidste din far sagde til mig og jeg lovede ham det. Ozay.. hey, kig på mig," siger han og sætter sin finger under min hage, for at løfte mit blik op mod ham, "jeg skal nok klare mig. Jeg skal nok finde dig igen og indtil da, så må du love mig, at du starter et nyt og meget bedre liv for dig selv. Jeg tror på dig, okay?"

Jeg nikker med hovedet. Tåre blandet med regndråberne triller ned af mine kinder. Lyden af torden, lyn og lyden af regn der rammer asfalten er højt. Men ikke højere end de tanker der fór rundt indei mit hoved. "Jeg tror på dig," siger han igen. Hans øjne er fyldt med troværdighed.

"Jeg kan ikke," snøft, "du.. Elijah. Jeg kan ikke uden dig, "nærmest hvisker jeg.

"Jo, Ozay. Du kan alt hvad du vil. Og lige nu bliver du nød til at stole på mig. Du fortjener et normalt liv, uden ham. Du kan godt, jeg ved det." Hans ord, er så beroligende. Jeg stoler på ham. Jeg kan godt. "Vil DU være okay?" spørger jeg ham og kigger fra jorderen op mod ham igen.