Runaway Girl

Blanket and Breakfast: Kapitel 10

Kapitel 10.

”Hvad var det du lavede den aften? Hvorfor løb du?” Spørger han mig.. Hvordan skal jeg forklare den?

”Øhh..” siger jeg nervøst og prøver at finde på noget. ”Jeg.. Jeg skulle nå en bus.. Det var derfor.” siger jeg og retter ryggen, så jeg ser mere selvsikker ud.
Jeg ved han ikke køber den, ved udtrykket han har, men han siger ikke noget. Jeg ved dog ikke hvorfor. Han kan jo tydeligvis se, at jeg lyver.
Jeg tager en slurk af kakaoen, for at gemme mit ansigt, der afslører alt.

”Såå... Er du stadig sammen med blondinen?” spørger jeg ham, og prøver at skifte emne. Jeg ved ikke helt om de stadig er sammen. Og hvorfor hendes reaktion, da jeg genkendte hende, var så voldsom. Jeg vælger ikke, at kalde hende ved navn. Han skal ikke tro, at jeg er alt for hængende og alt for interresseret i hende og deres problemer.

”Ja.. Vi er snart på andet år.” siger han. Åhh nej. Nu ved jeg helt sikkert ,hvorfor Kimberly reagerede, som hun gjorde. Skal jeg fortælle ham det?? Eller.. Nej. Jeg holder min mund. Jeg vil ikke være skylden i et brud. Oven i købet er det ikke min historie at fortælle.. Det er hendes. Jeg kender alligevel ikke de her mennesker.. Iværtfald ikke sådan rigtigt. Så jeg skal ikke indblande mig i deres problemer og hemmeligheder. Jeg har ingen ret til at starte noget og han ville nok alligevel ikke tro mig.

”Virkelig? Det er da langt tid i har været sammen så.” fortæller jeg ham og prøver at virke optimistisk.
”Ja.. Det er fint nok.” svare han mig, og skupper skulderene lidt op. Det lyder ikke overbevisende. Han er nu heller ikke en særlig god løgner. Men i modsætningen til ham, kan jeg ikke bare lade det værre. Så jeg spørger ham:
”Fint nok? Det lyder ikke som en god ting. Burde det i det mindste ikke være godt, eller perfekt, eller noget i den stil?”

Jeg kan se at han bliver lidt irriteret over mit spørgsmål, men jeg er ligeglad. Jeg kan ikke lade det ligge. Sådan er jeg.. Og ja, Jeg er en af de typer som er meget interreseret i kærlighed.. Cliché, jeg ved det godt. Men alle de bøger jeg har læst, om alle mulige forskellige perfekte forhold, lyder spændende.. Det her lyder dog ikke særlig ”Perfekt.”

”Altså jeg har ret travlt med arbejdet for tiden, så vi ser ikke særlig meget til hinanden.” fortæller han mig, og prøver at finde en undskyldning på, hvor det er 'fint nok'.
”Okay..” siger jeg, og overhovedet ikke overbevist. Men jeg vælger at lade det ligge. Jeg vil ikke være den person, som snager for meget i andre folks forhold.

”Hvor er dit fjernsyn?” spørger han lige pludseligt, efter en lang stilhed. Han kigger rundt i stuen.
”Jeg har ikke et.” svare jeg ham simpelt.
”Hvad?? Har du ikke et fjernsyn? Hvad er der galt med dig?” Udbryder han med et smil på læben.
”Det er ikke alle der har brug for et fjernsyn. Hvorfor virker du så chorkeret?” griner jeg.
”Jamen, hvad gør du så i stedet?”
”Altså jeg passer mit arbejde” fortæller jeg ham og griner igen.
”Jeg mener når du har fri.”
”Jeg har en radio, som jeg nogen gange tænder for. Men mest af alt læser jeg.” svare jeg ham og retter mit blik hen imod reolen, fyldt med bøger. Han følger mit blik og begynder at grine.
”Du har ikke læst alle dem..”
”Jo, jeg har så.” forsvare jeg mig selv.
”Har du købt hele boghandelen eller hvad?” spørger han med et glimt i øjet.
”De fleste er fra boghandlen. Andre er nogle jeg fået, fra de andre i byen.” svare jeg og sender ham et smil.
”Hvor mange bor der i byen? Den ser ret øde ud..” spørger han mig og tager sin kop the op til munden.
”Omkring 100 mennesker. Men de fleste er ældre, som ikke kommer særlig meget ud.” Han kigger på mig på en måde, som får mig til at grine. Til sidst sidder vi begge og griner om kap.

Aftenen går hurtigt fremad, og før jeg ved det er klokken næsten halv et. Vi har bare brugt hele aftenen, på at snakke om alt og intet. Jeg er ret sikker på, at vi begge med vilje har undgået at komme ind på den aften.

”Oh.. Det er sent.” siger Harry og kigger på uret der hænger over døren. ”Jeg må hellere komme vidre. Det var ikke meningen, at holde dig hen så sent på aften..” begynder han. Men jeg afbryder.
”Det gør ikke noget. Det var hyggeligt.” siger jeg og smiler.