Runaway Girl

Hard Work: Kapitel 21

 

Endnu en morgen, hvor jeg kører min normale rutine: Vågner, gør mig klar, spiser morgenmad og ud af døren.

Den første December-sne er faldet, og hele Hillswood er dækket af dynelignende kold sne. Hele november og december har jeg aftalt med mig selv, at jeg skulle købe et par ordenlige vinterstøvler. Men jeg har stadig ikke fået det gjort, og nu traver jeg afsted på arbejde med våde fødder.

Scarlett og Steve er stadig på deres lange bryllupsrejse. Derfor har jeg, som den eneste fornuftige udover Carmelo, fået ansvaret om at passe caféen. Og det medfører at jeg skal sørge for regnskabet, bestilling af varer og ingredienser og sørge for alt er i orden. Jeg skal dog også møde endnu tideligere end normalt, for at åbne caféen. Jeg er blevet rimelig vant til det, nu når der er gået næsten to måneder, men det er hårdt. Meget hårdt, og jeg har alt respekt for Steve. Her gik jeg og troede han slet ikke havde noget med caféen at gøre, selv om han er ejeren, fordi han jo næsten aldrig er der. Men jeg fandt dog ud af for et par uger siden, at alle de her regnskaber, bestillinger, osv. kan gøres hjemmefra. Så er det jo klart, at han hellere vil gøre det hele hjemmefra, end at tage hele vejen over til caféen.

Jeg finder nøglerne frem, låser døren op, og åbner den. Et 'ding' lyder fra dørklokken da jeg træder ind i den mørke gamle café. Som altid finder jeg lyskontakten, og hele caféen bliver med det samme lyst op. 

Harry's POV

”Harry skat?” lyder det fra Kimberly imens hun braser ind på mit kontor. ”Kimberly hvor mange gange skal jeg sige, at mit kontor er mit. Kun mit. Du kan ikke bare komme brasende herind.”

Kimberly kigger på mig med hendes blå øjne, hvorefter hun giver mig elevator blikket, som hun for tiden er begyndt at bruge en hel del mod mig. ”Nogen er ret stresset,” siger hun og prøver alt for hårdt på at bruge sin 'forførende' stemme. Den virkede en gang, men nu kan jeg ikke klare det mere, og jeg ved ikke hvorfor. Hun går hen imod mig, og prøver at sætte sig ned på mit skød, men jeg børster hende væk. ”Jeg er ikke i humør til det der nu Kim..” siger jeg frustreret. ”Hvad er der galt Harry?” Hun forsætter i hendes forførende tone, der ikke har nogen virkning på mig. ”Kimberly jeg mener det.”

Hun begynder at kysse min hals, som normalt er min svaghed. Hvorfor kan pigebarnet ikke høre efter når man siger noget til hende? Jeg løfter hende op i mine arme og ser smilet på hendes læber. ”Jeg vidste jo du ikke kunne modstå..” begynder hun, men holder endelig mund, da jeg sætter hende ned på min stol. Jeg tager min mobil der ligger på skrivebordet, min pung, nøgler og jeg sætter kursen mod døren og efterlader en meget klistrende og forbavset Kimberly.

Jeg sidder i min bil, på vej mod studiet, hvor jeg ved de andre drenge er. Hvis det skulle være helt rigtigt havde jeg fri, men jeg har brug for at komme væk, og snakke med nogen. Der er næsten ingen biler på vejene, men nu er klokken også fem om morgenen. Hvorfor fanden er jeg allerede oppe?

Jeg får parkeret bilen ude foran studiet. Og til min overraskelse er der allerede fans ventende bag sikkerhedshegnet. Der lyder et par skrig, da jeg stiger ud af bilen. Jeg vinker til dem, og går ind af betondøren.

”Harry? Hvad laver du her?” bliver jeg spurgt om, med det samme som jeg træder ind i en af crew-menneskerne, som jeg ikke kan mindes at have set før. Jeg sender den skaldede man et smil og ignorer hans spørgsmål. Jeg fortsætter gennem en masse gange, før jeg endelig finder ind i studiet. Jeg åbner den røde, ret tunge dør, og lyden Zayns stemme sammensat med melodien fra en af vores nye sange møder mig. Der er ingen som lægger mærke til, at jeg kommer ind før jeg får sat mig i lædersofaen ved siden af Niall. 
”HARRY..!” Råber den blondhåret jeg sidder ved siden af, og løfter sine arme op over hovedet. Jeg vælger bare ikke at svare. Og det medfører til at jeg får en masse spørgsmål fra Louis og Liam. 
”Hey mand, noget galt?” spørger Louis. Jeg trækker på skulderne. Der er noget galt men jeg ved ikke hvad der er skyld i det. ”Kæreste problemer?” spørger Liam derefter. 
”Jeg ved det ikke helt.. Eller jo, men jeg ved ikke hvad grunden til det er,” prøver jeg at forklare i den bedst mulige måde. ”Jeg ved hvad problemet er,” siger Louis højlydt og forsætter, ”der er gået alt for langt tid siden han har fået noget.” Han ligger trykket på 'noget' og jeg ved udmærket godt hvad han mener. 
”Louis seriøst..?” 
”Men jeg har ret har jeg ikke?”