Runaway Girl

Runaway Girl: Kapitel 1

FanFiction: Runaway Girl
Kapitel 1

Svært ved at trække vejret, løber jeg igennem natten, imens regnen fosser ned. Alt hvad jeg kan tænke på er: Løb, løb for livet, og stop ikke. Jeg kender ikke dette område, og det er ikke nemt at finde rundt i kulstort mørke. Jeg vender mit hoved bag om, for at se om jeg stadig bliver forfulgt. Selv om jeg ikke kunne se nogen bag mig i langt tid, kan jeg stadig ikke få mig selv til at stoppe. Jeg skal så langt væk, fra manden som muligt.

De store mørke bygninger ser skræmmende ud. Som om de griner ad mig. Som om de ønsker, at se mig sådan her: Gennemblødt af regnen, og ingen idé om hvor jeg er. Jeg løber rundt om hjørnet, hvor jeg kan se en masse lys for enden af vejen. En masse mennesker står ude foran.
Jeg vil helst ikke løbe forbi dem. Men jeg kan ikke løbe tilbage den vej jeg kom fra. Jeg kommer tættere og tættere over imod enden af vejen. Over imod lysene. Jeg høre menneskerne ude foran grine og le. Et par mænd, står iført jakkesæt, og kvinderne i formelle kjoler.
Bygningen ligner en slags restaurant, og nu har jeg endu mindre lyst til at gå forbi dem.
De står alle i deres dyre tøj, og deres dyre biler er parkeret lige udeforan. Hvis de ser mig, vil de helt sikkert tro, at jeg er på vej til at stjæle alt hvad jeg kan fra dem. Men jeg vil bare gerne væk.

Jeg går stille og roligt forbi dem. Jeg er bange og jeg burde gå til dem efter hjælp. Men jeg kan ikke få mig selv til det. De ser alle så glade ud. Og jeg ved, at jeg... Ja, jeg ser ikke helt ud som dem.

Da jeg endelig når forbi restauranten, medfølgende af et par nysgerrige øjne fra menneskerne begynder jeg at sætte mit tempo op igen. Igen, det eneste jeg kan fokusér på er at komme væk. Så derfor mærker jeg ligepludselig, at jeg rammer ind i en anden, og  falder med det samme ned på jorden. I alt hastighed forsøger jeg at komme på benene igen. Jeg kigger op mod personen, som jeg baskede ind i, og ser at der står to. En ung kvinde og en ung mand, begge omkring samme alder som jeg.
Før jeg overhoved når  at sige undskyld siger pigen: ”Prøv lige se dig for!”
Hun skupper til min skulder, og jeg er igen ved at falde bagover. Ikke fordi hun skuppede hårdt, men fordi at min krop nu er så træt, at der intet skal til, før jeg falder sammen.
Pigen kigger ned imod hendes vinrøde kjole. Den sidder stramt om hende, og går hende til lige under knæerne. Hun har sorte stilletter på. Hendes langglattede blonde hår, går ned over hendes ansigt, imens hun kigger ned. Jeg ser at mit våde tøj, har efterladt sig en stor plet på siden af hendes kjole.
”Det må du altså virkelig undskylde,” siger jeg, med en nervøs og rystende stemme. Mit blik flakker til alle sider, for at se om han er der.
”Ja, som om du mener det,” siger hun og giver mig elevator blikket.
”Hey, det er helt okay..” siger den høje unge mand, ved siden af hende. Han kigger over mod mig og sender mig et smil. ”Det kan altid vaskes af igen,” fortæller han og lægger sin hånd på ryggen af pigen.

Han står med en sort paraply i den ene hånd. Han har en hvid skjorte, sorte bukser og en grå uldjakke over sig. Det er ikke særlig nemt, at se hans ansigt i det her mørke, men jeg kan iværtfald se hans hår, som er brunt og krøller en smugle.

Jeg kan mærke hans blik, er rettet over mod mig, imens jeg igen kigger rundt.
”Undskyld, men er du okay?” spørger han lige pludselig. Pigen, som jeg vil mene er hans kæreste, kigger op imod ham, som om at det skulle han ikke have spurgt mig om.

Mine øjne flakker over imod ham, da han spørger mig. Kæresten sender mig nogle dræbende øjne, så jeg er itvivl om hvad jeg skal svare. Hvis jeg overhoved skal svare. Panikken overtager mig, og jeg kan ikke se en anden mulighed end at løbe videre. 
Jeg vender om på mine hæle og rejser min højre fod, på vej til at tage et skridt. Men bliver stoppet. En hånd har et stramt greb om mit højre håndled. Det er overhoved ikke til, at bevæge sig.
Angsten kan tydeligvis ses, og mærkes på mig, da jeg kigger tilbage. Frygten for at det er manden forsvinder, da jeg ser det er den unge krølhåret mand som har fat om mig.

”Er du okay?” spørger han. Tonen i hans stemme er meget bestemt, men også sentimental.
”Jeg.. Øhh.. Det fint. Jeg har det fint. Jeg må hellere gå,” får jeg sagt. Jeg havde håbet på, at ordene kom ud mere overbevisende, end hvad de gjorde. Og med hans ansigtsudtryk, er det et tydeligt bevis på, at jeg nok er verdens dårligste løgner.
”Vi kan sagtens køre dig hjem, hvis du mangler et lift?” siger han. Jeg tør næsten ikke kigge på den blonde pige ved siden af ham, med frygt for hendes reaktion. Fedt, på grund af mine problemer har jeg nu ødelagt deres aften. Hvorfor kunne de ikke bare lade mig gå?
Jeg har det på en måde dårligt for ham. Bare med det lille indblik jeg har fået af hans kæreste, ved jeg at hun har en masse der skal snakkes med ham om, når jeg er væk. Og jeg tror ikke, det kommer til at forløbe sig roligt.

”I må virkelig undskylde, at jeg har ødelagt jeres aften,” siger jeg og prøver at ignorerer hans spørgsmål.
”Skal vi ikke køre dig hjem?” spørger han igen, og ingorerer min kommentar. Kan han ikke bare stoppe her?
”Nej, det skal I ikke.”
”Vi køre dig hjem,” fastslår han. Han giver bare ikke op, gør han vel? Han skuer med sine øjne til den ene side, i retningen af hans kæreste. Men han vender ikke hovedet over, for at kigge på hende. Jeg tror godt, han ved at nu er ikke tidspunktet, at se hende i øjnene. Hvem ved hvad det kan føre til? Jeg vover at kigge på hende. Knald rød i hovedet, ligesom hendes kjole, stirrer hun på den venlige fyr. Noget hende og jeg nok har tilfældes lige nu, er tanken om at han er alt for venlig, og at han godt må stoppe det. Heldigvis, møder jeg ikke hendes blik. Det gjorde han i stedet for. Av. Idet deres øjne møder hinandens åbnes hendes mund, som om hun er på vej, til at sige noget. Hans reflekser er dog lidt hurtigere end hendes. Så han læner sig ned, og kysser hende på munden, sikkert for at stoppe de ord, der var ved at slippe ud.

Jeg kan se en lille bitte lettelse i hendes ansigtsudtryk, da han trækker væk fra kysset. Blondinen placér hendes hånd på sin kærestes brystkasse, og siger i den mest irriterende stemme:
”Men baby...... Det her er jo min aften.” Hun giver ham hundøjne, og han læner sig ind imod hende, og sætter hans læber op til hendes øre. Han hvisker noget, jeg slet ikke kan høre.
Hun udslipper et højlyt utilfreds suk, og derefter råber hun nærmest ”Fint så!”

”Øhh.. N.. Nej,” stammer jeg ”det skal i ikke.”
”Og hvorfor ikke det?” siger fyren. Igen, hvorfor kan han ikke bare lade det ligge?
Tankerne flyver rundt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. De skal ikke indblandes i mine problemer. Og hvis jeg svare på hans spørgsmål, ved jeg med sikkerhed, han ikke vil lade det ligge.. Overhovedet. Og så er de indblandet i mine problemer.
”Fordi jeg ikke har et hjem..!” siger jeg ret højt. Ordene flyver bare ud af mig. Som om jeg ikke kunne styre hvad jeg lige har sagt.