Runaway Girl

Another Drink: Kapitel 25

Kapitel 25

Forfatterens Note: FØR I LÆSER, så vil jeg bede jer om, at skrive jeres reaktioner inde i kapitlet. Jeg vil gerne vide hvordan i reagere, når i læser kapitlerne, og især dette. Så skriv inde i kapitlet, imens i læser.

Hvis ikke jeg ser nogle af jeres reaktioner, så vil jeg blive meget skuffet! Haha.. Og hvis jeg ser at I skriver, så vil det også være et bevis på, at I rent faktisk læser min 'forfatterens note'.

Jeg undskylder stave-og grammatikfejl

God læselyst.

Harry's POV

"Du hvad?!" spørger jeg, fuldstændig chokeret over de nyheder jeg lige har fået fortalt. Kimberly står foran mig, med et selvsikkert smil plasteret i ansigtet. Hendes lange blonde hår, er sat op i en stram hestehale. Hun har sine sorte, MEGET stramme bukser på, og en figur strikket sweater på.

Jeg har stadig ikke tilgivet hende, for hvad der skete for lidt over tre uger siden. De sidste to uger har alt min fokus været på Ozay, som ligger på skod hospitalet, med skod læger, skod sygeplejesker og skod ukomfortable senge. Lige siden jeg fik et opkald fra en kvindelig stemme, som informerede mig om at Ozay var kommet ud for en bilulykke, har jeg droppet alle mine planer. Jeg har ikke været i studiet i hele to uger, hvilket højest sandsynligt medføre, at jeg er langt bagud i forhold til indspillingen af sange. Jeg er dog ligeglad. Min fokus er på Ozay. Jeg har brugt, alt den tid jeg har på at være ved hendes side. Jeg har brugt, hvad føles som, uendelig mange timer på at sidde i en meget ubehagelig stol. Jeg har spildt, hvad føles som, uendelig mange tåre, imens jeg har set hende med en masse aperrater og nåle. Jeg har ventet, og ventetiden har været lang. Alt for lang. Jeg har ventet på, at hun vågner op...

Stadig i chok over hvad Kimberly lige har fortalt mig, svare hun "du hørte godt hvad jeg sagde Harry." Hun har ret. Jeg hørte udmærket hvad hun sagde, men en ret stor del af mig havde håbet, at jeg hørte forkert. Kimberly ringede imens jeg sad inde på hospitalsværelset, og sagde at hun havde noget vigtigt vi skulle snakke om. Jeg kunne ikke få mig selv til at forlade Ozay. Ikke igen. Så da Scarlett, Hellen og Maia trådte ind af døren nogle timer efter, overvejede jeg kraftigt at ringe Kimberly op; hvilket jeg gjorde, og nu står vi her.

Som om jeg ikke havde nok at tænke over, nu er det her endnu en ting, jeg kan smide i bunken over ting som jeg skal bøvle med...

Kimberly's selvsikre smil har nu ændret sig til et, hvad er det? Hun ser nærmest nervøs ud. "Harry du..." begynder hun at sige, men stopper da min knytnæve banker ind mod muren. "AV.. FUCKING , ARGH," råber jeg højt, og vifter min hånd op og ned, for at prøve at dæmpe smerten. Chokering har nu på mindre et to sekunder, forvandlet sig til raseri. Ikke på grund af Kimberly. Ikke på grund af Ozay. Men på grund af mig, det er min skyld alt det her, fra Ozay situationen til Kimberly situationen. Jeg har sat mig selv i denne her position, og det er mest af alt mig selv jeg er rasende på lige nu. Jeg kigger op på Kimberly og ser frygt i hendes øjne. "Harr.." "Ik' fucking nu Kimberly," afbryder jeg hende og siger i en hård tone, men jeg kan ikke gøre for det.

Jeg kigger tilbage ned på min knytnæve. "Nu bløder," lyder det fra Kimberly med en rystende stemme. "Det kan jeg sgu godt se."

Jeg går hen mod elevatoren, hvor jeg tager min grå frakke fra krogen. Jeg tager i en bevægelse mine sko på, og sammentidig tager min pung, nøgler og mobiltelefon fra bordet. "Hvor skal du hen?"

"Jeg ved det ikke," svare jeg ærligt. Jeg har brug for at tømme mit hoved, så jeg trykker på knap, og de to metaldøre til elevatoren går op. Uden at kigge mig tilbage, træder jeg ind og ved nu lige præcist hvor det perfekte sted for mig er...