Runaway Girl

New News: Kapitel 6

Kapitel 6.

Resten af tiden Kimberly og ham fyren sidder her, er brugt på, at ignorere dem så godt som muligt. De betaler og går ud af døren. Normalt ville jeg spørge, hvad de syntes. Men som sagt, så er det bedst bare at ignorere dem.

Jeg går over til det bor de sad ved, og begynder at rydde op efter dem. Fordi vi ikke er særlig mange medarbejderer, her på stedet, skal vi også opvaske, når tiden er til det. Og der er ikke ret meget, at lave nu. Mr. Vannis er også færdig med hans mad, så jeg begynder også rydde det op.

Jeg går ind i køkkenet, hen til 'opvaske afdelingen.' Radioen herinde i køkkenet er tændt, ikke for højt men heller ikke for lavt. De fleste sange har jeg aldrig nogensinde hørt før. De jeg har, og kender, synger jeg tydeligvis med på.

Færdig med opvasken og intet andet at lave, går jeg tilbage ind i dineren. Ingen mennesker, andet end Mr. Vannis og en dame og hendes lille søn, sidder inde i caféen. Jeg er ret sikker på, at det er Scarlett som har fået James til, at tage imod kvinden og hendes søn. Han ville ikke gøre det frivilligt. I værtfald så står han og er i gang med, at tage deres ordre.

Scarlett sidder ved en af spisebordene. Hendes blik er rettet op imod det lille fjernsyn, der hænger oppe i loftet et par meter væk. Det er tændt og nyhederne er på. Den eneste grund til det er nyhederne, og ikke en musikkanal er pga. Mr. Vannis. Han kan godt lide hans morgenavis og hans nyheder. Jeg har ikke noget imod, at høre hvad der forgår, så det er ikke et så stort problem for mig. Men for James derimod, gør det jobbet endnu mere kedeligt.

Jeg kigger rundt i caféen, men der er intet og ingen der har brug for min servitrice. Så derfor sætter jeg mig over til Scarlett. Hun bemærker næsten ikke, min tilstedeværelse, før jeg har sat mig ned.
Der går omkring 5-10 minutter, hvor vi bare sidder og kigger nyhederne, der gentager sig selv igen og igen, før jeg høre dørklokken.

”O.. Oz-noget, hvad end du nu hedder.” bliver der kaldt, før jeg overhoved når at vende hovedet.. Ved indgangen står blondinen, der var næsten ved at dræbe mig for 30. minutter siden, med hendes øjne.

Jeg rejser mig og går nervøst over til hende.. Det her kommer ikke til at gå godt..
”Ja? Det er mig.. Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spørger jeg hende, og prøver at virke normal, så de andre ikke tror alt muligt. Jeg ved ikke hvad de ville tro, men sikkert et eller andet..

”Jeg mener det! Du siger ikke noget om os til nogen.. Du har ikke set noget.” råbe-hvisker hun igen. Denne gang med en truende pegefinger, der stritter overimod mig.
”Hvem skulle jeg nævne noget som helst til..? Og hvorfor er det så vigtigt, at jeg ikke siger det til nogen?” spørger jeg hende, ud af nysgerrighed, men også for at irriterer hende. Jeg kan bare ikke styre mig selv.

”Pressen! Det er hvem du skulle sige det til..!” svare hun mig. Jeg stirrer bare på hende med et lumsk smil. Det tager hende lidt tid for, at opdage hvad hun lige har sagt. ”Jeg mener... Det er hvem du ikke skal sige det til.!” Retter hun sig selv, og ignorerer mit andet spørgsmål.

”Pressen?” siger jeg i en spørgende tone, med mine arme over kors. Hvad har hun med pressen at gøre?
”Ja, pressen! Du ved godt hvem jeg er, ik? Jeg mener, du kender mit navn.” Oh, så hun kan ikke huske mig.
”Øhh.. Du kan ikke huske mig?” Igen, jeg snakker før jeg tænker. Hvorfor spurgte jeg om det? Jeg skulle bare, ha' stoppet samtalen der.
”Det eneste jeg kan huske dig for, er tjeneren der var ved at ødelægge alt!” kommenter hun. Nå.. Der røg lønforhøjelsen for denne måned, tænker jeg.
”Det må du undskylde. Jeg har det med, at tale før jeg tænker.” siger jeg ærligt.
”Jeg kan give dig 1.000 kr. for at holde kæft.!”
”Wow..” Hårde ord hun bruger..
”1.500?” siger hun og runder beløbet op.
”Jeg vil ikke have dine penge. Jeg siger ikke noget til nogen. Jeg har alligevel ingen idé, om hvordan man kontakter den såkaldte 'presse'. Plus, sådan er jeg ikke som person. Hvis du vil have jeg holder mund, gør jeg det.. Med mindre du har myrdet en eller anden..” Det skulle ikke undre mig, hvis hun har.. Altså hun var bogstavligtalt ved at dræbe mig, bare med det blik hun gav mig.

Uden et ord mere, drejer hun rundt på sine røde højhælede. Hun tager nogle store runde solbriller på og går ud.. Okay?? Det var mærkeligt.

Resten af dagen forløber som normalt. Stille og rolig, med det mener jeg: Kedeligt og næsten ingen kunder. Jeg er den sidste medarbejder ude af døren, så jeg låser af og går hen til min bil. Vejen hjem, til lejligheden, går på at tænke hvad der er sket gennem dagen. Jeg havde næsten glemt, det underlige sammentræf med Kimberly.

Jeg stopper bilen ude på parkeringspladen, lige ude foran. Solen er for længst gået ned, og det er ret køligt, så jeg skynder mig ind. Jeg bor på 4 sal. Så jeg tager de mange trapper hele vejen op.

Jeg stopper udeforan min lille brune trædør, og dykker ned i min taske for at finde nøglen. Jeg får låst døren op, og det første jeg gør er at tage skoene af. Jeg har virkelig brug for, at komme ud af det her tøj. Så jeg går hen af gangen, og ind på det lille bitte badeværelse. Både væggene og gulvet er tildækket med små blå og hvide fliser. Det er ikke særlig kønt, men det er mit eget og jeg er stolt af at have råd til lejligheden. Jeg er kommet ret langt, bare på det sidste år, økonomisk.

Jeg hopper ud af mit arbejdstøj, starter bruseren og tager et hurtigt, men afslappende, bad. Jeg tager min alt for store t-shirt, som jeg fandt i en genbrugsbutik, på. Den er nu meget behagelig, at sove i. Jeg tænder for vaskemaskinen, og smider mit hvide og røde arbejdstøj i. Jeg har fundet ud af, at det er meget bedere at vaske sit tøj om natten, end om dagen. Ikke særlig mange mennesker gør det om natten, så derfor sparer jeg de penge. Smart.

Min mave rumler, så det er på tide at få noget mad. Jeg går ind i det lille køkken, med samme brune farve som min hoveddør. Køleskabet indeholder ikke særlig meget, men det er nok for mig. Jeg tager de indgredienser ud jeg har brug for, til at lave en omelet. Jeg mikser de 2 æg, 2 spiseskefulde vand, salt og pebber i en skål. Det bliver derefter hældt ud på den varme pande. Da det så er færdigt, lægger jeg noget kød og ost på. Jeg folder det pænt, ind til hvordan en omelet skal se ud, og jeg er færdig på mindre end 10 minutter.

Det smagte faktisk bedere end normalt. Rimlig stolt af mig selv, går jeg ind i stuen, og hen til bogreolen. Jeg har valgt, at jeg ikke vil have et fjernsyn, i lejligheden. Jeg arbejder altid, fra tideligt om morgnen til sent om aftenen. Bare jeg har nogle bøger som jeg kan forsvinde ind i, har jeg det godt. Det er faktisk ikke før, at jeg flyttede ind, at jeg er begyndt at læse. Før i tiden hadede jeg det.
Jeg tager en bog frem, der fanger min opmærksomhed og begynder at læse den.

Historien handler om en kvindelig doktor, der flytter til en anden by med hendes søn, fordi hun har fået et arbejde der. Hun møder så en anden doktor, som er en rigtig player. Alligevel bliver han tilsidst så forelsket i hende, at han er villig til at give det op. Han tager rollen som far for kvindens søn, noget han aldrig havde troet han ville.
Jeg elsker den historie. At en mand kan være så forelsket i en kvinde, at han er villig til at overgå grænser for hende. Og overgå ting han svor han aldrig ville gøre. Jeg har altid drømt, om at finde en der ville gøre det samme for mig. Opgive hans gamle livsstil, og overgå sine grænser for mig.

Da jeg er færdig, kan jeg mærke trætheden tage over mig. Jeg går ind i køkkenet og henter et glas mælk. Jeg har det med, at jeg altid skal have et glas mælk ved siden af sengen, hvis nu jeg bliver tørstig, lige inden jeg falder i søvn. Men det hjælper også, hvis ikke jeg kan sove.
Mærkeligt, jeg ved det godt.. Men sådan er det.

Med det lukker jeg mine øjne i, som en afslutning på dagen. Når jeg åbner dem igen, vil det være en ny dag, med den samme rutine. Men det er helt klart en rutine jeg elsker.

Forfatterens Note: Wow.! Idag har jeg holdt øje med hvor mange der har læst min Fanfic. Og bare fra imorges til nu (aftenen) er der 160 nye mennesker som har læst...!!! :O Tusind tak fordi i har læst. Jeg er nu oppe på 662 læsere, hvilket jeg synes er meget. Især når jeg startede Runaway Girl for 5 dage siden! :D Tusind tak. Husk at stemme og kommenter hvad i synes om det her kapitel. Og hvad synes i om de nye karakterer? James, Kimberly og Mr. Vannis og selvfølgelig Kimberly, Harry og Ozay! Faktisk ville jeg ikke ha' haft opdatéret i dag.Hvis ikke det var fordi, jeg fik en besked fra en læser, ville jeg ikke ha' orket det. Bl.a fordi jeg tror jeg er ved at blive syg... :( Men det er pågrund af jer, smukke mennesker, at jeg fik lysten til at skrive :D
Jeg regner med, at opdatér mindst en gang om dagen. Jeg lover ikke noget, men det er mit mål! Love and kisses from me to you! :*