Runaway Girl

First K.ss: Kapitel 16

 

Ventetiden fra Harry endte samtalen, til jeg kan se lysene fra en bil, for enden af vejen, varede ikke særlig længe. Men med to grædende børn på bagsædet virker det som længere tid end hvad det var. 
Jeg vælger at tænde for billygterne i håb om, at det er ham og han så kan finde os. Men den bil der lyser for enden af vejen, kører direkte forbi os. Torden, lyn og kraftigt regnvejr foregår stadig udenfor bilen. Jeg kan mærke kulden trænge ind i bilen. Han må gerne snart komme. 

Et skrig undslipper da jeg lige pludselig hører en banken på vinduet. Samtidig bliver jeg mødt af et ansigt, der tager mig noget tid at identificer på grund af mørket. Grønne, store og bekymrede øjne stirrer på mig. Det er Harry. Jeg skynder mig at rulle vinduet ned.

”Er I okay?” spørger han med det samme. 
”Du skræmte mig,” fortæller jeg og begynder at grine. Min reaktion måtte ha' været sjov. 
”Skynd jer ud. Jeg holder lige her over.” Han peger ned mod vejen. Så det var ham der kørte forbi os? 
”Men hvad med bilen?” Jeg kan da ikke bare lade Scarletts bil blive her. 
”Du får ikke lov til at køre i det her vejr. Vi henter den i morgen. Kom så ud med jer,” svarer han. Jeg tager min taske, fra det andet sæde ved siden af, og tager selen af. Alt imens Harry hjælper tvillingerne ud. 
”Hvor skal vi hen, Ozay?” spørger Maia mig. 
”Vi tager over til Harry,” svarer jeg hende, og sender et betrykkende smil.
”Det er nok bedst vidst I tager en af os i hånden..” Harry's stemme er ret usikker. Men jeg forstår ham godt: det er første gang han møder børnene og han prøver bare at holde dem sikre. Tvillingerne tager hinanden i hånden, hvorefter Oliver tager min hånd i hans og Maia tager Harrys hånd. 
Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro vi var en lille familie. Det gør mig dog ikke noget. Det vigtigste er, at børnene ikke løber nogle steder hen. 

Vi krydser vejen der nu har samlet store vandpytter. Et stort lyn, der lyser hele vejen op i sekunder, efterfulgt af et stort brag, får Maia til at gå i panik. Hun får sig på en eller anden måde sluppet sig fri fra Harrys greb, og begynder at løbe den modsatte vej. Åhh.. Nej!

”MAIA! STOP!” råber jeg. Jeg holder stadig Oliver i højre hånd. 
”HEY..” råber Harry efter. Før jeg ved det, er Harry allerede nede af vejen. Det er utroligt så hurtigt en 5 årig pige kan løbe. På ingen tid er hun allerede nede for enden af vejen, der hvor restauranten med de mange lys, ligger. 

”Kom så, Olly,” siger jeg. Vi begynder at løbe i retningen Maia, og nu også Harry, løber. 
Jeg ser Harry nærmer sig Maia, og på et split sekund har han hende omfavnet i sine arme. Olly og jeg når hen til dem. Harry sidder på hug med armene rundt om den grædende Maia. Han hvisker noget til hende, som jeg ikke kan hører, men hun nikker med hovedet, hvorefter Harry løfter hende op og går hen mod Oliver og jeg. 

Han sender mig et blik der siger ' alt er okay'. Vi behøves ikke sige noget til hinanden, før vi alle begynder at gå hen af den lange vej igen. Maia har sine arme slynget rundt om Harrys hals og hendes hoved slapper af på hans skulder. 
Det regner stadig så vi skynder os, at gå over til Harrys bil. 
Han låser op, åbner den ene dør til bagsædet, og pladsér Maia på det sorte lædersæde. Jeg åbner døren så Oliver kan kravle ind, hvorefter jeg selv sætter mig ind på passagersædet. 

--------------------------

”De faldt i søvn med det samme de blev lagt i seng,” fortæller jeg Harry, da jeg ligeså stille lukker døren til gæsteværelset, jeg for et år siden sov inde på. 
”Det har vidst været en hård dag for dem..” 
”Ja. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Hellen og Mark dog. For det første, at være i en slem ulykke og derefter ikke kunne se sine børn. Det må være forfærdeligt.” 
”De har hinanden. Både børnene og forældrene,” siger Harry.
”Du har ret. Jeg håber de får det bedre,” fortæller jeg ham ærligt.
”Det skal de nok, bare rolig.” Han sender mig et varmt smil. Et smil der fylder hele min kolde krop med varme. Jeg ville ønske jeg havde den effekt på andre så snart jeg smiler. Men for hvad jeg ved, vil kroppene der modtager mit smil, sikkert bare blive endnu koldere.