Runaway Girl

Steve's Diner Café: Kapitel 5

Kapitel 5.

Forfatterens note: Jeg vil gerne bede jer sende jeres idéer ind. Jeg har et par idéer, men vil gerne indgå jer i nogen dele af historien. Jeg har været bange for, at det her kapitel ville lyde som et typisk fanfiction. Det har jeg helst ikke lyst til, den her bliver.. Men det har været lidt svært for mig, at finde på en anden måde, at skrive den på end det her. Indtil vidre har jeg fået vildt god respons, må Runaway Girl. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at i ville dele denne Fanfic, så den kan få endnu mere opmærksomhed :) Tak fordi i læser med! Husk at stemme, kommenter hvad i synes og gemme den i jeres bibliotek, så i altid ved hvornår jeg opdatér :Dxx

Et år senere:

”Hvad skulle det være?” spørger jeg, den halvgamle mand, der sidder ved en af bordene. Jeg har min lille notesblok i den ene hånd, og en blyant i den anden. Klar til at tage hans ordre, giver jeg ham et sort smil. Manden, der er omkring 60-70 år, er en af vores stamkunder.

”Bare det sædvanlige.” svare han og retunér smilet, så jeg kan se hans gule tænder. Han er nok ikke den mest hygiejniske menneske, men han er helt sikkert en af de venligste. Med alt det jeg har lært gennem tiden, er en af dem, at man ikke skal dømme en person udfra hvordan se ser ud.
Jeg skriver mandens, eller rettere sagt Mr. Vannis, odre ned: En kande kaffe og røræg med bacon, pølser og ristet brød. Normalt pleger Mr. Vannis at komme hver morgen, og bliver indtil eftermiddag. Han har fortalt mig, at han ikke har andre steder at være. Og det her er klar en af hans yndlingssteder.

Jeg går hurtigt ind i caféens køkken, for at give ordren videre. Da det er på plads, går jeg over og tager en af aviserne fra et andet bor. Det er næsten en refleks, siden Mr. Vannis er her, så spørger han altid om morgenavisen. Jeg har aldrig mødt en person, som er så livsglad selv om han ikke har meget. Han bor i en lille lejlighed, to gader fra caféen. Jeg har været forbi den gade et par gange, og det ser helt faldefærdigt ud. Min lejlighed, er nu heller ikke den bedste, men i det mindste ligner det ikke, at den kan falde sammen bare man åbner døren.

Mr. Vannis har heller ikke rigtig nogle at snakke med, andet end os, fra caféen, der kender ham. Hans kone døde i en ung alder. Årsagen til hendes trakiske død, var et flystyrt. De havde lige været på ferie, og da de skulle hjem, gik der noget galt med motoren. Efter det har Mr. Vannis soglt, alt hvad han ejede. Han ser på livet som noget der skal leves med dem man elsker. Dyre ting er ikke noget der betyder noget. Det er hvem man tilbringer sin tid med, der betyder noget for ham. Dog forstår jeg ikke, hvorfor han ikke flytter ind i en af de andre lejligheder lige ved siden af... Jeg er sikker på, at han har en helt masse penge i bankbogen.

Jeg aflevere avisen, og han siger mange tak. Jeg går over og sætter mig ved et af de hvide og lyserøde borde. Det er også der hvor James og Scarlett sidder. De er begge medarbejder. Scarlett er chefens forlovede, hun er dog ikke andet end 34. Imens chefen, Steve, er 55. Selv om der er den store aldersforskel er de som skabt for hinanden. James er 18, og ikke særlig motiveret til jobbet. For det meste sidder han bare og halvsover. Jeg har dog ikke noget imod det. Det er bare ekstra løn til mig.

”Noget nyt fra omverdenen?” spørger Scarlett.
”Ikke fra min side..” svare jeg hende og kigger ud af en af vinduerne, der giver udsyn til søen.

Caféen jeg arbejder i, og har arbejdet i, i snart 9 måneder, ligger lige ud til en stor sø. Jeg er flyttet til en lille bitte by, med omkring 100 indbyggere, langt væk fra mine gamle problemer. Den ligger dog alligevel ude for en storby. Men ikke særlig mange kender til denne.

Caféen er den eneste form for resturrant i byen. Den er indrettet som en en diner fra USA. Lige som dem man ser i gamle 50'er film. Det gør bare det hele meget sjovere og hyggeligere at arbejde her.