Runaway Girl

Flower Crowns: Kapitel 20

 

Mit spejlbillede viser en helt anden person, end hvad jeg er van til, da jeg kigger ind i det store spejl foran mig.

Mine hænder stryger lige så stille ned ad mine hofter, der fylder den hvide kjole ud. En af de andre brudepiger - en af Scarletts veninder (vil jeg nok mene), har krøllet mit mørke hår, delt halvdelen af det og sat det op. For første gang i langt tid har jeg make-up på, noget jeg slet ikke er vant til, men som jeg helt sikkert kunne vænne mig til.

Jeg ser anderledes ud, men det her er en meget pænere udgave af mig selv, jeg sjældent ser. Denne her Ozay har ret ryg, hagen oppe, skulderne tilbage og er overordnet meget mere selvsikker, end hverdagens Ozay. Det er utroligt hvad en pæn kjole, opsat hår og et lag make-up kan gøre.

De sidste to uger har gået med arbejde, passe tvillingerne, arbejde, hjælpe Scarlett med bryllupsforberedelserne, og mere arbejde. Ind i mellem alle de ting, har jeg dog skrevet frem og tilbage med Harry. Den aften ved halloween gården, var nok første gang jeg nogensinde kunne føle mig fri for bekymringer, og fokuser på hvad der skete lige foran mig, i stedet for alt andet.

Kun én person har den effekt på mig, og den person er Harry. Han får mig til at glemme alle problemer, alle bekymringer og lader mig være mig selv.

Jeg kan ikke undgå, at jeg på det seneste har fået flere og flere følelser for ham. Det er ikke noget jeg er stolt af, men jeg kan slet ikke kontrollerer det. Jeg er sikker på det at det i fremtiden, vil være den største fejl, og jeg er sikker på jeg ender som en tabt vase: Knust i flere stykker, liggende på jorden og venter på en, som vil samle stykkerne op og smide dem ud.

Men som sagt, kan jeg ikke styrer mig selv. Op til flere gange i timen sniger han sig ind på mine tanker.

Jeg har snakket med Scarlett om det, selvfølgelig. Scarlett som den person hun er - skal have alt at vide, og hvis ikke jeg fortæller det, skal hun nok selv finde ud af det på en eller anden måde.

I forhold til tvillingerne og deres forældre, så blev Mark og Hellen udskrevet fra hospitalet i går morges. Udtrykket i børnenes ansigt, da de så deres forældre var kommet for at hente dem, var ubeskriveligt. De var så lykkelig, ikke bare Olly og Maia, men også Mark og Hellen. Jeg ved med sikkerhed at den familie er uadskillelige. Familien Mase har et bånd der er stærkere end de fleste. Og især efter den overvældende situation de stod i, har det kun gjort dem stærkere.

Der lyder en banken på døren. Alle brudepigerne er samlet i et rimelig stort rum, det er i hvert fald større end min stue hjemme i lejligheden. Scarlett og Steve har lejet hytten nær søen til gæsterne, der kommer langvejs fra. Men også så os brudepiger og Scarlett kan gøre os klar.

En af brudepigerne, med rødt hår, går hen og åbner døren. Der er helt stille da Scarlett og hendes søster træder ind i rummet. Brudekjolen er allerede opbevaret i rummet, og det er herinde Scarlett skal gøre sig klar.

”Godmorgen Scarlett. ” ”Er du klar? ” ”I dag er den store dag!” ”Er du nervøs?” bliver der sagt fra alle retninger. Jeg vælger ikke sige noget, men smile i stedet. Alle spørgsmålene der bliver spurgt bliver alligevel ikke svaret på, fordi de bliver sagt i munden på hinanden. Scarlett har det største smil på læben, og jeg kan ikke andet end at være glad på hendes vegne. Hun fortjener denne dag. Hun fortjener sit prinsessebryllup, og hun fortjener at blive lænket sammen med hendes drømme mand. Scarlett går direkte imod mig og ignorer de andre brudepiger, som prøver at komme i kontakt med hende.

”Ozay,” udbryder hun og giver mig et knus, ”hvor er du smuk.”

”Mange tak Scar'. Er du nervøs?” spørger jeg smilende.