Runaway Girl

Bus stop: Kapitel 7

Kapitel 7.

Jeg vågner op med en ekstrem hovedpine, ondt i halsen og forkølelse. Hvordan kan min krop bare beslutte sig, for at være 100% frisk den ene dag, og når man så vågner op den næste dag, føler man sig som en forstoppet elefant..? Jeg vælger at stige ud af sengen. Det ligner sikkert noget fra en film, hvor dinosaurene lige pludselig vågner op fra de døde. Jeg ved ikke hvad der er med mig og dyr lige nu. Men min krop føles tung.

Alligevel beslutter jeg mig, for at gøre mig klar. Jeg ved godt, at James og Scarlett kan klare det hele uden mig, men det er mit job og det skal passes. Jeg går ind på badeværelset og tager et hurtigt bad. Måske hjælper det. Mit arbejdstøj, der blev vasket natten igennem, er nu rent og klar til at tages på. Morgenmaden er en skål Yoghurt, som jeg hurtigt for spist, og derefter er det ud af døren.

Jeg vælger at gå til caféen. Det er nok meget godt at få lidt luft, når jeg har det sådan her.
Da jeg ankommer til caféen er den allerede åben. Hvor langtsomt har jeg lige gået? Jeg pleger aldrig at komme forsent..

Jeg skupper døren op, og dørklokken går af.
”Godmorgen Ozay.” Siger Scarlett, som er i gang med at tørre et bord af.
”Godmorgen Scar” svare jeg og sender hende et smil. Hun kommenter ikke på, at jeg er kommet forsent. Og jeg har ikke energien til at begynde på en undskyldning.
”Steve kommer forbi caféen i dag. Bare for at se hvordan det står til.”

Hvorfor lige i dag? Den dag jeg har mindst energi. Den dag jeg render rundt med et bankende hoved, løbende næse og det mest fortabte udtryk i ansigtet. Steve, som er caféens ejer og overhovede, er heldigvis ikke særlig streng. Han ved at vi ikke får særlig mange kunder, og at det ikke er de fineste mennesker der kommer forbi.

Tiden indtil Steve kommer forbi går med, at gøre rent, server og snakke med Mr. Vannis. Han har altid nogle historier at fortælle. Og selvfølgelig går den også med, at pudse næse, prøve at holde hovedet højt og give det bedste jeg har. Men ærligtalt, så har jeg bare lyst til at sidde ned. Og det er ligepræcist hvad jeg har tænkt mig at gøre.

Jeg kaster mig næsten ned, på en af bænkende. Med hovedet i hånden og albuen på bordet, prøver jeg at fokuser på noget andet. Det er som en bass, der spiller inde i hovedet på mig, og det vil ikke stoppe. Dørklokken går af, og med det samme stiller jeg mig hurtigt op, hvilket føre til, at jeg får de der pletter for øjnene, hvor man bare slet ikke kan se noget som helst.

Da jeg 'får synet tilbage', ser jeg Steve gå ind i caféen. Scarlett løber over til ham, og svinger sine arme rundt om hans skuldre. Steve bukker sig ned og giver hende et kys.
”Nå, alt ser ud som normalt.” griner han. Jeg er sikker på han mener den ikke eksisterende folkemængde. Jeg forsøger at fremtrylle et smil, men det er ikke næmt når bassen, bliver ved med at brumme.

”Ozay min kære..” Åhh.. nej! Han så det falske smil, og nu er han på vej hen imod mig. Han lægger sin ene hånd på min skulder, og siger: ”Du ser ikke for godt ud.”
”Det er ikke noget..” forsøger jeg at forælle ham, imens jeg snøfter op i næsen.
”Er du syg?” spørger han mig, med overraskede øjne. Jeg pleger aldrig, at være syg, så når jeg endelig er, kommer det som et chok for alle.
”Jeg er lidt dårlig, men det er ikke noget.”
”Tag hjem Ozay.. Der er alligevel ingen mennesker og du er helt bleg, så jeg er sikker på det er noget... Du er aldrig syg.”
Efter en masse diskussion om hvor rask jeg er, får han mig overtalt til at tage hjem. Jeg er ikke tilfreds med det, men det er nok det bedste. Og som det ser ud, er der atter i dag ingen mennesker.
Jeg kigger på urret, der hænger over bardisken: 13.43. Jeg udslipper et suk, siger farvel og går ud af døren.

Efter omkring 20 meter, fra caféen høre jeg en ukendt lyd. Eller ikke ukendt, men ukendt i forhold til den by jeg bor i. Jeg rejser mit hoved, og ser.... en bus. Jeg tror aldrig vi har set busser i denne by før. Den er så lille, at vi ikke engang har bybusser, for lige meget hvor man bor henne ,er der ikke andet end 10 minutter, fra alt.