Runaway Girl

Raindrops: Kapitel 2

At sidde i en fremmed mands bil, i et kvarter man ikke har været i før, er ikke særlig trygt. Dog så har dråberne, fra regnen der triller ned af vinduet, en meget afslappende effekt på mig. Det har det altid haft. Lige siden jeg var en lille pige...

En stille sang kommer fra bilens radio, og når hele vejen om på bagsædet hvor jeg sidder. Sikkerhedsbæltet, der snor sig fra den ene side af mig, til den anden, irriterer mig. Sikkerhedsbælter skal holde en ved sikkerhed. Dem der har lavet dem er løgnere. De holder ikke en ved sikkerhed. Jeg er ikke i sikkerhed.. Jeg er ikke i sikkerhed, hvis der sker en bilulykke lige nu og her. Jeg er heller ikke i sikkerhed fra omverdenen. Og det kommer sikkert heller aldrig til at ske.
Bilulykker sker. Dødsulykker sker. Mentale ulykker sker. De sker lige meget hvor meget vi prøver at forhindre dem. Ingen mennesker er sikre, alt kan ske og vi ved ikke hvornår. Det sker bare.

En stemme afbryder mine tanker. Men jeg er alt for dybt fokusseret på tankerne, der kører rundt i mit hoved, til at høre efter hvad der bliver sagt.
”Undskyld?” siger jeg med en tone, der beder ham sige det igen.
”Jeg fik ikke fat i dit navn.. Hvad hedder du?” Spørger den unge fyr, fra tidligere i dag.
”Hvad hedder du?” spørger jeg ham, og ignorere hans spørgsmål. Jeg er den type der ikke siger noget, før jeg ved noget om den anden person.
”Mit navn er Harry og hun hedder Kimberly.” svare han og vipper sit hoved til siden, over imod blondinen, der åbenbart hedder Kimberly..

Det er nu her, jeg burde svare på det spørgsmål, han stillede mig først, men jeg venter til han spørger igen. Hvis han vil vide det, må han spørge igen. Som om han kan læse mine tanker, spørger han:
”Nå, men hvad er dit navn så?”

Jeg fjerner mit blik fra bilruden, og retter mit blik over på Harry. Nu når jeg tænker over det, ligner han faktisk også en Harry. Det passer godt til ham.
Jeg kigger op på bakspejlet, hvor hans øjne allerede er. Jeg er ikke god til øjnkontakt, så jeg slipper hurtigt blikket fra spejlet og vender det imod ruden.
”Emma”
”Emma?”
”Ja, jeg hedder Emma.” siger jeg ret irriteret over, at han bliver nød til at gentage mit svar. Emma er ikke mit rigtige navn. Men det er altid det jeg bruger. Jeg kender jo ikke de her mennesker. Hvad hvis de siger noget til nogen?? Jeg lever et farligt liv. Alt hvad jeg siger og gør, er tænkt igennem. Jeg har altid haft en plan. Alt er gået efter planen, undtagen det her. Det var ikke meningen, at jeg skulle dumpe ind i de to. Og det var ikke meningen, at jeg skulle følge med dem.
Men her er jeg. I deres bil. På vej hjem til deres hus eller lejlighed, eller hvorind de bor. Blondinen.. Jeg mener Kimberly, er alt for sur til at snakke. Heldigvis!

Jeg er meget beæret over at de, eller nok mere Harry, bare lader en fremmede overnatte. Jeg kunne være en tyv, eller lignende.. Det er jeg ikke, men jeg kunne være og han ville ikke vide det. Han ville bare lade mig være i hans hus, bolig, og jeg kunne stjæle alt imens de sov.. Nogen gange forstår jeg bare intet af hvordan folk i denne verden er.

Lysene der følger vejen, lyser igennem bilen. Mine øjne fokuser på to dråber der triller ned af ruden. Som et slags væddeløb, tror jeg at den højre dråbe når først ned i bunden.
Det er næsten som om, at hver lille bitte dråbe er levende. Som om hver dråbe, har en konkurrence om at være bedst, og komme først. Dog er der også nogle dråber som bare bliver hvor de er. Nogle finder sammen og bliver til en stor. Andre bliver for dem selv. Men dråberne er hvad vi gør dem til. Lidt ligesom os.. Nogle mennesker ser alt og alle som konkurrenter. Det kan være, at de ser andre personer som en konkurrence. Men det kan også være, at vi ser vores drømme som en konkurrence. Hvis vi kæmper for at nå til tops, vinder vi også. Nogle har brug for andre, for at de kan vinde. De laver det bedste team og går i krig med drømmen. Der er også nogle som vælger, at være for dem selv. Nogle vælger at kæmpe sine egne kampe. Men alt det her er forskelligt. Meget af det kommer an på hvordan ens fortid har værret. Og hvordan ens forældre har haft en indflydelse.... Forældre..

Jeg mærker bilen stoppe op. Den venstre dråbe vandt. Kimberly er hurtigt ude af bilen, og det kan høres ved bildøren, der bliver smækket hårdt i. Jeg ser Harry, trykke ned på knappen, så sikkerhedsselen går op. Han åbner bildøren, men vender sig rundt og kigger på mig.

”Kommer du?”
Nåår ja. Jeg har været så betaget af, hvad der forgik rundt om mig, at jeg ikke havde tænkt på, at jeg faktisk skal ud af denne her bil.

Jeg nikker mit hoved, og tager sikkerhesselen af. Jeg rækker over på sædet ved siden af mig, og tager fat i min drivvåde rygsæk. Stille og roligt åbner jeg bildøren og stiger ud. Det regner stadig, men ikke så slemt som før.

Jeg går rundt om bilen. Harry venter på mig, før han træder foran mig og fører mig hen til hoveddørren. Det går op for mig, at det faktisk er en lejlighed, da jeg kommer lidt tættere på. Glasdørene går automatisk op, da Harry er tæt nok på dem. En mand i jakkesæt står med hans hænder omme bag ryggen. En dørmand?
Jeg har aldrig rigtigt oplevet, at se en dørmand. Da jeg kigger fremad er det tydeligt, at der er en grund til, jeg ikke har set en dørmand før.. Jeg har aldrig nogensinde, været på et så fint sted. Det ligner et af de hoteller, man ser i film, hvor de rige mennesker bor på. Men det her er faktisk en lejlighed.

Jeg har sænket mit tempo og Harry er nu et par meter foran mig. Jeg skynder mig, at indhente afstanden. Hurtigt står vi foran en elevator.
”Bor i her?” spørger jeg, imens Harry rækker hånden over og trykker på knappen, til elevatoren.
”Ja, sådan da..” siger han og putter sine hænder i lommerne, af han grå uldjakke.
”Sådan da? Hvad mener du med det?” spørger jeg ham interreseret.

Normalt snakker jeg ikke særlig meget. Men det her er nyt for mig. Jeg har altid drømt at bo sådan et sted, som dette. Mit, mørkebrune våde, hår går ned over mit ansigt, så jeg fjerner det og sætter det bag øreret.

”Altså jeg bor her. Det gør Kimberly også.. Men for det meste er hun ved hendes forældre.” svare han ærligt. Jeg ville spørge ham, hvorfor hun er over ved hendes forældre, når hun kunne være på et sted som dette hele tiden. Men jeg skal kun overnatte her i nat, så det kommer ikke mig ved.

Jeg høre et 'ding' hvorefter de store metaldørre går op. Som en anden gentlemand, viser Harry tegn til at jeg skal gå ind før ham, hvilket jeg tager imod. Elevatoren er større end mit gamle badeværelse. Der er store spejle på hver side. Gulvet er dækket til, af hvide fliser. Der er også nogle guld detaljer rundt omkring spejlene.

Harry stiger ind og trykker på en af knapperne. Jeg stikker mine hænder ned i mine jakkelommer. Det er varmt herinde, men kulden fra, hvad føleles som flere timers løben, har svært ved at forsvinde.
”Bare rolig når vi kommer op, skal jeg nok starte brandeovnen. Du må helt frossen.” siger Harry og bryder tavsheden, der kun er fyldt fra den kedelige elevatormusik.
”Tak.” svare jeg ham, og sender et lille smil.

Da dørene går forventer jeg en gang. Men det viser sig, at de åbner direkte ind til lejligheden.
”Wow!” udbryder jeg da jeg ser resten af lejligheden.

Forfatterens note: Hej alle sammen der læser. Jeg er lige startet, men jeg kan love at der vil ske en helt masse længere inde i historien. I må meget gerne stemme og kommenter hvad i synes ind til vidre. :) Hvis i vil vide hvordan "Emma" (Hovedpersonen) ser ud, så kan i se det på coveret. Det er skuespilleren India Eisley. Taak fordi i har taget tiden til at læse!Xxx