Karma Is The New Black

Kapitel 6 - "Godt svar, prettyboy. Godt svar."

Det ville være at lyve, hvis jeg sagde, at jeg løb naivt rundt og troede fuldt og fast på, at jeg ikke ville høre fra Karma efter det, der skete i går. Jeg havde muligvis begået lidt af en fejltagelse ved at brænde Marcel af, men jeg var bare så sur på Karma over, at hun troede hun havde den magt over mig, at jeg så måtte vise hende det modsatte.

Okay, der var faktisk en lille rettelse her, for jeg var stadig pisse sur på Karma.

Bortset fra det, så havde jeg også regnet mig frem til, at jeg ikke havde hørt fra hende endnu, fordi hun vidste jeg ville reagere sådan her. Hun vidste, at jeg ville gå og tænke på, hvornår den næste besked fra hende ville dukke op, og jeg hadede det så meget. Jeg hadede det faktum, at hun vidste så meget om mig, at hun endda kendte til mine reaktioner.

Og nu vi snakkede reaktioner, så fik jeg lidt af et chok, da mobilen i min bukselomme vibrerede. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg udelukkende kun blev forskrækket, fordi jeg stod i mine egne tanker - men sandheden var, at jeg blev mere skræmt over det faktum, at det kunne være Karma.

Et suk forlod mine læber, idet jeg fik låst mobilen op og klikket ind i beskeder. Det føltes som en evighed, inden den fik åbnet beskeden, som lige var tikket ind.

Jeg synes ikke helt, at du overholdt vores aftale med Marcel i går, hva?

Vi prøver at gøre fremskridt her, men det fungerer ligesom ikke rigtig, hvis du ikke samarbejder med mig og gør som jeg beder dig om. Valget er dit, men hvis du ikke ønsker vores samarbejde til at fortsætte, så ender jeg måske ved et uheld at fortælle Niall, hvorfor han for et par år siden ikke kom videre i skolens musikkonkurrence - men hey, valget er selvfølelig dit, makker.

- Karma.

Jeg fandt mig selv helt mundlam i det her øjeblik. En side af mig flippede lidt ud - den side, som Karma kendte både ud og ind - imens en anden side af mig egentlig havde set den her afpresning komme før eller siden.

En af de ting, som jeg fortrød allermest, var helt sikkert min bommert med Niall og den musikkonkurrence for et par år siden. Drengen elskede musik, og han elskede sin guitar, men jeg ødelagde alt for ham ved at rode med stemmesedlerne.

Kort fortalt, så foregik afstemningen online. Jeg havde fået Marcel til at finde frem til nogle koder, som kunne give mig adgang til stemmeresultaterne, så jeg kunne få Niall til at vinde lige meget hvad. Faktisk skulle det ikke have undret mig, hvis han havde vundet hele konkurrencen uden min hjælp, for han forstod virkelig at bevæge fingrene hen over strengene på den guitar; også kendt som hans bedre halvdel.

Problemet var så bare det, at alt endte med at gå galt. Jeg havde ikke lige forventet, at hele systemet tilfældigvis skulle gå ned, da jeg rodede med Nialls stemmer, hvilket simpelt nok førte til det mareridt, at de alle forsvandt. Han havde ikke nogen stemmer længere, og det førte ligesom til en sidsteplads i den konkurrence.

Jeg havde det så forbandet dårligt over det, og at han gik rundt i flere dage med troen om, at han skulle droppe sin musik for altid, gjorde sjovt nok ikke det hele bedre. Han var så knust, og kun jeg var skyld i det.

Nu ville Karma selvfølgelig bruge det imod mig, eftersom jeg var den eneste, der kendte noget til hvorfor han ikke fik en bedre plads i skolens musikkonkurrence dengang. Jeg havde ikke helt styr på, hvor meget Marcel havde regnet sig frem til, men lige meget hvad var jeg også rimelig sikker på, at han ikke sagde et pip om det.

Irriteret over, hvordan Karma havde fundet sådan en stor svaghed som afpresning, kastede jeg mobilen fra mig på bordet. Man kunne forvente, at folk ville vende hoveder og sende blikke ved den larm, eftersom jeg sad midt i en biologitime. Selvfølgelig ramte mine forventninger plet få sekunder efter.