Karma Is The New Black

Kapitel 22 - "Du ser godt smadret ud."

Hvis jeg tjekkede min kalender og talte de nætter, hvor jeg egentlig burde have sovet, så var der gået et par dage siden hele Karma-konfrontationen med Drew. Hvis jeg derimod ikke tjekkede min kalender, så ville jeg nok nærmere sige, at det var flere uger siden.

Jeg følte mig så fandens tom indeni - så ødelagt, smadret og værdiløs. Jeg følte, at nogen havde taget en bil og smadret direkte ind i min sjæl og først trykket ned på bremsen, da mit hjerte også var blevet flænset godt igennem.

Hvad var pointen med kærlighed overhovedet? Hvad var pointen med at overlade sig selv til en anden person, som så let som ingenting kunne misbruge en? Sandheden var, at der slet ikke var nogen pointe med det hele, for pointen lå i det ligegyldige.

"Hey, hører du efter?" lød en stemme, som afbrød min voldsomme tankestrøm, da en albue blev puffet ind i siden på mig. "Dude, du står og falder i staver."

Harry grinede over sine egne ord, men jeg følte ikke lige for at joine ham, så jeg trak blot ligegyldigt på skuldrene.

Pludselig kiggede både Niall, Liam, Harry og Louis på mig, som var jeg midtpunktet for hele samtalen. Jeg kunne ikke sige om jeg var det, når jeg ikke rigtig fulgte med i deres samtale - dog skulle det ikke undre mig, hvis det rent faktisk var tilfældet, eftersom jeg havde fortalt drengene alt om Karma og Drew som samme person, så de vidste udmærket godt, hvor shit mit liv var lige for tiden.

Jeg blev trukket tilbage til virkeligheden, da Liam rømmede sig. Noget sagde mig, at en tung stilhed havde hvilet imellem os, men jeg havde selvfølgelig ikke haft opmærksomheden på andet end mine tanker.

"Hvordan har du det?" spurgte han med en forsigtig stemme, som var han bange for at få flænset hele sit fjæs op bare ved at spørge.

Måske var det ikke fair, og måske burde jeg ikke skubbe Liam og de andre væk på den her måde, men jeg kunne ikke lade være med blot at ryste irriteret på hovedet over hans spørgsmål. Jeg følte, at vrede og irritation så småt havde overtaget alle andre følelser inden i mig.

"Louis siger, at du er begyndt at tegne igen," kommenterede Niall. Han skævede kort over til Louis, som nikkede, inden de alle kiggede afventende på mig, som forventede de en eller anden kommentar eller reaktion fra mig.

Det var sandt, når de sagde, at jeg var begyndt at tegne igen. Jeg var begyndt at tegne i min notesbog i timerne, ligesom jeg plejede at gøre for et par år siden. Dengang var det min store passion at tegne, men så blev jeg ældre og mistede lidt lysten for det og tegnede kun, når jeg skulle ud med mine følelser. De samme følelser var så kommet tilbage nu, og det kunne jeg pænt takke Drew for.

"Så har du vel også et rimelig klart svar på, hvordan jeg har det," endte jeg med at mumle, imens jeg rodede efter min psykologibog i mit skab. Jeg endte med at smække lågen i, da jeg havde fået min bog.

Der var helt stille imellem os. Samtalen var død, og de så alle skuffede og mutte ud på hver deres måde, hvilket jeg vel egentlig godt kunne forstå, hvis man tog min hårde tone i betragtning.

"Hør, drenge," begyndte jeg, efterfulgt af et suk. "Jeg sætter pris på, at I bare gerne vil hjælpe mig, men lige nu har jeg bare brug for noget tid for mig selv."

Jeg ville ikke hakke ned på dem og svare dem igen på den her måde, for det fortjente de ikke. De var mine absolut bedstevenner, og jeg vidste de altid ville være her for mig, men lige for tiden var det bare bedst for alle, at jeg sejlede min egen sø uden redningsveste for en tid.

"Det forstår jeg godt," sagde Louis. Jeg fik øjenkontakt med ham og han fortsatte. "Men der kommer aldrig noget godt ud af at skubbe sine venner væk."