Karma Is The New Black

Kapitel 18 - "Lad hende være eller forlad festen."

Fyren med det sorte hår stod og stirrede ned på Shannon og jeg med et lidt for tilfreds smil på læben. Det irriterede mig af en eller anden grund grænseløst, at jeg ikke kendte ham.

Han grinede hæst over sine egne ord, og her var det tydeligt, at selvsikkerheden var helt i top. Det undrede mig så heller ikke, eftersom han var klædt i sort fra top til tå - lige fra den sorte T-shirt og læderjakke, til de sorte bukser og støvler.

Jeg havde egentlig troet, at Shannon kendte ham, når han ligefrem kendte hendes fulde navn, men da hun var den første af os til chokeret at rejse sig op, blev jeg hurtigt overbevist om det stikmodsatte.

"Hvor kender du mit navn fra?" spurgte hun undrende med en hård tone, idet hun kneb øjnene sammen og analyserede ham.

Endelig kunne jeg genkende min bedsteveninde. Jeg måtte ærligt indrømme, at hun havde skræmt mig lidt ved pludselig at være så sentimental tidligere, så det var godt at have hende tilbage.

"Folk snakker om dig, babe," svarede fyren med det mørke hår, efterfulgt af et skævt smil. På et splitsekund røg Shannons øjenbryn i vejret.

"Babe?" gentog hun skeptisk, inden hun bogstaveligtalt grinede håneligt ad ham. "Du er på det helt forkerte spor, kammerat."

Kære venner, min bedsteveninde var officielt tilbage.

Jeg kunne ikke lade være at grine over fyrens latterlige forsøg på at charmere sig ind på Shannon, imens hendes skarpe tone også fik et stort grin frem på mine læber.

"Er jeg virkelig, Shannon?" spurgte han med en mørk stemme, idet han intenst løftede et øjenbryn og gik tættere på hende. "Jeg tror lige, at du skal passe på, hvad der ryger ud af din lille, rapkæftede mund."

Han vrissede næsten sine ord, hvilket selvfølgelig fik Shannon til at hidse sig op - og samtidig var det heller ikke en særlig god idé først at provokere hende, for derefter at gå helt tæt på hende, som han lige havde gjort. Så var helvede altså dømt til at bryde løs.

"Hvad sagde du lige der?" hvæsede hun arrigt. Jeg kunne ikke se hendes blik, men jeg tvivlede ikke et sekund på, at det lynede af raseri.

Først da fyren også blev ophidset og voldsomt greb fat i Shannons arm, greb jeg ind ved at stille mig imellem dem. Min handling fik kun hans blik til at lyne endnu mere af vrede, men jeg fortrød intet.

"Lad hende være eller forlad festen," fastslog jeg med en hård tone. "Forstået?"

Det var som om, at mine ord fik ham til at se direkte igennem mig - som om, at jeg var luft og mine ord ikke påvirkede ham det mindste - og det fik vreden til at dukke frem i mig. Takket være alkoholen gik det hurtigt, så jeg prøvede at holde den nede. Hans blik hvilede hårdt og bestemt på Shannon, som det hele tiden havde gjort.

"Ved han noget om det?" spurgte han, stadig med blikket rettet direkte imod Shannon. Hans blik flakkede ikke engang den mindste smule, da han hentydede til mig med sit spørgsmål.

Jeg blev overrasket, da Shannon rystede nærmest skræmt på hovedet som svar. På ingen tid var hun gået fra at være helt sentimental overfor mig til at hidse sig op over ham duden, som hun nu virkede helt skræmt over, fordi han havde stillet hende et lille, harmløst spørgsmål på kun fem ord.

Pludselig faldt et par mørke øjne på mig. Han havde slet ikke reageret den mindste smule på min tilstedeværelse før nu, hvor hans øjne borerede sig ind i mine, som om han kunne analysere hver en celle og knogle i min krop.

Efter et par sekunders intens øjenkontakt, løsnede han irriteret grebet omkring Shannons arm og rettede mindst lige så irriteret på sin læderjakke. Hans blik faldt tilbage på Shan.