Karma Is The New Black

Kapitel 2 - "Jeg er ikke farlig."

Foran mig stod noget af det mest harmløse, jeg overhovedet kunne komme i tanke om. Niall.

"Hvad sker der? Du ser helt anspændt ud, buddy," lød det fra ham, idet han gav min skulder et enkelt klem og derefter lod sin hånd falde. Han kunne ikke holde sit grin tilbage, og normalt var Nialls grin trygt og behageligt, men lige nu kunne et oprigtigt Niall-grin ikke engang få mig til at falde ned.

Jeg endte med at sukke tungt, vende mig om og læne ryggen op af skabene bag mig. Hvis det her skulle give mening, så måtte jeg samle sammen på mig selv, hvilket jeg simpelt nok gjorde et forsøg på ved at tage mig til hovedet. Niall efterlod jeg forvirret tilbage ved den handling, og kun fordi jeg var for målløs og forvirret til at sige noget med ord, viste jeg ham beskeden på min mobil. Der gik ikke lang tid, før han havde læst beskeden og fik store øjne.

"Holy fuck," udbrød han i samme sekund, som Harry nu også kom forbi og tilfældigvis fik øje på os, så han automatisk lyste op i sit strålende smil. Han kom hen til os med hænderne i lommerne, efterfulgt af Liam og Louis kort tid efter.

Det var som om, at tiden forsvandt fuldstændig - som om, at det her nærmere var en drøm end noget andet. Jeg havde hørt så meget om Karma, og det var ikke fordi der var noget at være skræmt over som sådan, men rygterne sagde, at hun var noget af en bitch at slippe af med, når først uheldet havde ramt en.

Mit horoskop havde vist lige glemt at informere mig om den her fantastiske mandag. Jeg var blevet ramt, som var jeg målskiven for en voldsom tordenvejrssky, der nu ville svæve over mit hoved i flere uger eller måneder. Fanden tag den, som havde smidt mit navn i den brevkasse!

Hvor længe jeg stod i mine egne tanker, der lige så nemt kunne være en drøm eller et mareridt, vidste jeg ikke. Det var dog alligevel længe nok til, at alle drengene fangede, hvad det her gik ud på.

Intet mindre end Karma, du.

"Uheldet har virkelig ramt dig, Malik," lød det straks fra Harry, idet han gav mig min mobil tilbage. Jeg sukkede tungt, hvorefter jeg nærmest rev mobilen ud af hans hånd.

"Hvis du ikke fjerner det smørrede smil, så skriver jeg dit navn på en seddel og smider den i Karmas brevkasse," truede jeg ham, så han på den mest provokerende måde trådte et skridt tilbage med hænderne oppe i forsvarsposition. Kort tid efter brød han ud i latter.

"Det ville du ikke gøre," smilede han blot stort og selvsikkert, men da jeg måtte have set mere end bare irriteret ud, rystede han smilet af sig og fortsatte med en mere seriøs tone. "Desuden, så er det kun for sjov. Den her Karma er intet andet end en lille pige, der elsker at manipulere rundt med Riverbank High's elever."

Og hvor jeg dog tvivlede på Harrys ord.

Der havde været så mange rygter om, hvad Karma havde fået folk til at gøre, at jeg havde svært ved at tro på, at det hele kun var lege og drillerier. Det var som om, at der lå mere bag det - en form for dyb alvor.

"Pas nu på, hvad du siger," lød det var Niall, som kunne det være kommet fra mig. I et par få sekunder lod jeg mit blik skanne gangen, der så småt var ved at blive mindre proppet, inden jeg rettede mit opmærksomhed mod Harry, der fnøs.

"Helt ærligt, tror I virkelig på de rygter?"

Jeg vidste godt, hvilke rygter Harry helt præcis hentydede til. Han snakkede om de rygter, der gik ud på, at Karma var ude efter retfærdighed, udelukkende som hævn for hendes veninde, der begik selvmord på grund af mobningen her på skolen. Om det så var til at tro på eller ej, var det store millionspørgsmål.

"Drenge, tag jer nu lige samm-"

"Hun har ikke altid bare smådrillet den person, der stod øverst på listen," afbrød Liam, da Harry begyndte på sin tale om, hvor naive vi var. Ham og Shannon mindede så meget om hinanden på flere punkter, at det var helt skræmmende - og så var det da ingen overraskelse, at Harry havde forsøgt sine scorereplikker på hende mere end bare et par gange.