Karma Is The New Black

Kapitel 12 - "Okay, hvad har du lige imod mig?"

Det var igen blevet mandag, og som altid var det ikke lige den dag på ugen, som jeg havde allermest lyst til at gå i møde - og da slet ikke efter den weekend, jeg lige havde haft.

Hele søndagen var bogstaveligtalt gået med at overveje, hvordan min bedsteveninde skulle kunne være Karma. Efter at have skrevet en lang liste med ting, der både beviste og modbevise det, kunne jeg nu konkludere, at det ikke var en mulighed.

Godt nok kunne man sige meget om Shannon, men hun var i hvert fald ikke Karma.

Præcis derfor havde jeg heller ikke noget imod at stå og ryge en smøg sammen med hende ved det sædvanelige, gamle og nedslidte skur inden første time startede. Jeg tog et hvæs af min smøg, men blev overrasket, da noget ud af øjenkrogen fangede min opmærksomhed.

"Så du også, hvad jeg lige så?" spurgte Shannon mig hurtigt, inden jeg selv nåede at tage mig sammen til at spørge hende om præcis det samme.

"Det tror jeg," svarede jeg med svagt rynkede bryn, imens jeg lod mine øjne hvile på hjørnet af bygningen i et par sekunder. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg havde spottet henne ved hjørnet af den bygning, men jeg var sikker på, at jeg så et eller andet.

"Det var Marcel, der creepede," konkluderede hun, hvilket fangede min opmærksomhed. Jeg betragtede hende fugte læberne.

Hvorfor skulle Marcel rende rundt og creepe på den måde?

"Det er sgu ikke første gang," tilføjede Shannon lidt efter, inden hun selv tog et hvæs af sin smøg og placerede den sorte støvle op ad skuret, som vi begge lænede os op ad.

"Hvad er ikke første gang?" spurgte jeg forvirret, da jeg ikke lige forstod, hvad hun hentydede til her. Hun var hurtig til at rette de blå øjne direkte mod mig.

"Ja, at jeg har set ham luske rundt på den måde," forklarede hun. Hendes svar på mit spørgsmål fik hurtigt et lille, skævt smil til at udfolde sig på mine læber.

"Han har sikkert et crush på dig," røg det flabet ud af mig, idet jeg kækt puffede til hende med min albue. Desværre virkede det ikke rigtig som om, at hun fandt min kommentar lige så morsom, som jeg gjorde.

"Idiot," vrissede hun, idet hun skoddede sin cigarret og rettede sit hårde blik mod mig. "Jeg snakker sgu da om dig."

Wow, vent nu lige et øjeblik.

"Hvad?" spurgte jeg med øjenbrynene mindst lige så rynkede af forvirring, som panden. Jeg forstod slet ikke, hvad hun prøvede at sige til mig her - det eneste, som jeg egentlig var hundred procent overbevist om, var, at jeg havde taget fejl af et eller andet.

"Marcel render rundt og crepper på dig. Har du slet ikke lagt mærke til det?" spurgte hun, men denne gang var det hendes øjenbryn og hendes pande, der var rynket af forvirring.

Jeg vidste ærligtalt ikke, hvad jeg skulle sige. Egentlig fandt jeg det utrolig upassende og ubehageligt, at Marcel rendte rundt og creepede på mig, men samtidig var det måske ikke så sært igen, når jeg havde brændt ham af på den måde.

Jeg mener, hvis nogen - som jeg altid havde troet hadede mig, fordi personen fuldstændig ignorerede mig - kom op til mig en dag og spurgte mig helt ud af det blå om vi skulle hænge ud, for derefter at brænde mig af ved ikke at dukke op alligevel, så ville jeg nok også kigge en smule efter den person.

Problemet her var så bare det, at Marcel ikke kun kiggede efter mig, men rent faktisk luskede omkring hjørner på bygninger for at kigge efter mig.

Hvis det ikke var freaky, så vidste jeg snart ikke, hvad var.

* * *

Jeg sad fanget i en time verdenshistorie, og som om det ikke var slemt nok i sig selv, så var vi blevet sat til at lave noget gruppearbejde, som skulle ende ud i en skriftlig aflevering.