Karma Is The New Black

Kapitel 20 - "Jeg har sporet nummeret for dig."

Mit humør var i top i dag, men for at være ærlig, så vidste jeg faktisk ikke helt, hvad det kom af. En side af mig bildte mig ind, at det var fordi alt med Drew gik så godt lige for tiden, imens en anden side af mig bildte mig ind, at det var fordi jeg var på vej hen til informationsteknologilokalet for at snakke med Jason, som Louis havde kontaktet for mig.

Skolen var mere eller mindre tom, men nu begyndte første time også først om et kvarters tid, så det var vel forståeligt - og faktisk var det rart ikke konstant at vælte ind i folk på gangen.

Louis havde været rimelig god til at forklare mig, hvor lokalet lå henne, og derfor havde jeg absolut ingen problemer med at finde det. Egentlig havde jeg lidt forventet det modsatte, for den dreng havde virkelig retningssans som et marsvin.

Jeg trak ned i håndtaget til lokalet og åbnede døren. Forsigtigt trådte jeg ind, men der var ikke en eneste levende sjæl i syne.

Sig mig, var det her en eller anden syg joke? Havde Karma fundet ud af, at jeg prøvede at få hende ned med nakken, og derfor skaffet sig af med Jason? Nej okay, måske var det lige i overkanten at tænke sådan, men jeg var nu alligevel overbevist om, at noget var galt.

"Jason?" kaldte jeg forsigtigt, idet jeg lod mit blik glide rundt i det tomme rum. Jeg måtte nok indrømme, at det undrede mig en smule, at lyset var slukket.

"Hey, herinde," lød en stemme pludselig, som næsten fik mig til at falde sammen af ren forskrækkelse.

Shit, prøvede drengen at skræmme indvoldene ud ad mig?

Mit blik flakkede hen mod den åbne dør til baglokalet, hvor Jasons stemme var kommet fra. Jeg rystede de paranoide tanker af mig, inden jeg rettede på min læderjakke og bevægede mig derhen, kun for at blive mødt af et lille rum, der nærmere virkede som et depot end noget andet.

"Jeg har en ekstra nøgle," forklarede han med et lille grin, da han spottede mig og opdagede, hvordan jeg kiggede mig omkring. Jeg nikkede blot en enkel gang.

Han begyndte at rode i en af kasserne på hylderne og endte med at finde lige præcis, hvad han ledte efter - nemlig min sorte iPhone, som Louis havde afleveret til ham for mig i går.

"Okay, så jeg har fundet ud af, hvem det hemmelige nummer tilhører, men nummeret er oprettet i et falsk navn," startede han ud. Han skulle lige til at fortsætte, men jeg nåede at stoppe ham.

"Vent lige," mumlede jeg med svagt rynkede bryn, inden jeg lod spørgsmålet forlade mine læber. "Hvordan ved du, at det er et falsk navn?"

Jeg vidste godt, at det nok lød som et rimelig dumt spørgsmål i hans hoved, men jeg var slet ikke så langt fremme i skoene som ham, når det angik teknologi.

"Fordi navnet er Alfred Nelson, tilhørende en gammel mand i Whitevale, som ligger flere hundrede kilometer herfra," forklarede han, efterfulgt af et lille grin.

"Oh."

"Jeg tvivler på, at han er din mystiske pige," smågrinede han for dig selv, imens jeg tvang mig selv til at grine med.

Jeg havde fået Louis til at bilde Jason ind, at jeg skulle finde ejeren af mobilnummeret, fordi det tilhørte en mystisk pige, som jeg havde mødt til Harrys fest i weekenden. Løgnen dækkede lige akkurat over sandheden, for som Jason lige havde bekræftet overfor mig, så troede han stadig, at nummeret tilhørte en mystisk pige.

"Til gengæld har jeg sporet nummeret for dig," sagde han pludselig, inden han rettede på sine sorte briller og låste min mobil op.

"Og hvad betyder det helt præcis?" spurgte jeg forvirret, hvilket bare endnu en gang fik mig til at lyde dummere end en dør - men hey, der var altså en grund til, at jeg aldrig så meget som havde overvejet informationsteknologi som valgfag.