Karma Is The New Black

Kapitel 8 - "Inviterer du mig ud?"

Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg ikke havde fået meget søvn i nat. Grunden var udelukkende den, at jeg ligesom var kommet frem til, at Karma kun kunne være Paige - og det skræmte livet af mig, samtidig med at jeg følte en hvis vrede for hende.

"Dude, kom lige tilbage til jorden engang," lød en grinende stemme, som hurtigt blev bakket op af flere grinende stemmer. Jeg fik rystet tankerne af mig, for derefter at sende Louis et spørgende blik. "Vi spurgte dig om noget."

Hans svar på mit spørgende blik fik mig blot til at trække på skuldrene, inden jeg puffede en smule til Harry, så jeg kunne smide bogen fra forrige time ind i mit skab. Han så nærmest helt fornærmet ud.

"Tag dig lige sammen en gang, gider du?" lød det nu fra Harry, hvilket egentlig ikke undrede mig. Jeg stirrede blot på ham med et tomt blik. "Bare fordi dit humør er i bund i dag, behøver det ikke gå udover os andre."

Jeg havde egentlig ikke noget smart comeback liggende på tungen, for han havde ret - men samtidig havde jeg også en fantastisk grund til at være i det humør, som jeg var i lige netop i dag. For det første kørte jeg på manglende søvn, og for det andet skulle jeg have psykologi med Paige igen i dag.

Ikke engang det faktum, at det var fredag i dag, kunne rette op på mit humor.

"Har du slet ikke noget at sige, hva?" spurgte Harry med en provokerende tone, der uden tvivl fik irritationen frem i os begge.

"Bare lad ham være, Hazza," lød det straks fra Liam, hvilket fik Harrys blik til at falde på ham. "Det er tydeligt, at han bare har en dårlig dag, så det hjælper ikke rigtig at bede ham om at tage sig sammen."

Et sandt fact var, at man altid kunne regne med Liam. Til tider virkede han som en gammel visdomsmand, sådan som han kunne komme med gode råd og viden til alt for mange situationer, som han uden tvivl aldrig selv havde haft erfaringer med.

"Muligvis, men hans dårlige dag behøver ikke gå udover os andre," svarede Harry skarpt igen, så jeg ikke kunne lade være med at rulle med øjnene og gribe fat i den første bog i mit skab, som jeg kunne få fat i.

"Jeg skal til time," annoncerede jeg kortfattet, idet jeg smækkede skabslågen i. Sandheden var, at jeg bare havde grebet en tilfældig bog for at bilde dem ind, at jeg rent faktisk ville møde op til min næste time, der til mit uheld var psykologi.

"Tager du med i byen i aften?" spurgte Niall nysgerrigt, da jeg vendte ryggen til dem og skulle til at gå.

"Naah, men I må hygge jer uden mig," svarede jeg hurtigt tilbage, da jeg havde vendt hovedet imod Niall, for at kunne sende ham et svagt smil, der dog hurtigt passerede mine læber igen. Han nikkede bare kort. Jeg lod mit blik glide hen over resten af drengene, som alle havde deres blik rettet direkte mod mig. "Vi ses."

Og med de ord vendte jeg mig rundt og fortsatte hen ad gangen, som var jeg på vej til psykologi, men i stedet for at gå ind af døren til lokalet, hvor jeg egentlig skulle være, fortsatte jeg bare videre hen ad gangen.

Jeg ville gerne have fortalt drengene, at jeg pjækkede fra psykologi, for så kunne jeg være sluppet af med den her tilfældige bog, men det ville ligesom ikke rigtig fungere, eftersom de vidste, at jeg havde psykologi med Paige. Hvis de nogensinde begyndte at tro, at jeg ville undgå Paige, fordi hun skræmte livet af mig - hvilket ærligtalt var en af de mange grunde - så ville jeg uden tvivl blive nedgjort til det sidste.

"Hey, prettyboy!" råbte en stemme pludselig efter mig, som næsten fik mig til at fare sammen. "Du gik for langt."

Et lille smil ødelagde hele den facade, som gemte på mit dårlige humør. Hun kunne bare altid få mig til at smile, trods vores opture og nedture. Jeg vendte mig om imod Shannon, der med et lidt for flabet smil på læben var på vej hen imod mig.