Karma Is The New Black

Kapitel 23 - "Jeg har virkelig fucket op, Zayn."

Det var blevet frikvarter, så jeg var på vej ud ad hovedbygningen for at snakke med Shannon. Jeg følte mig ærlig talt en smule anspændt ved tanken om, hvad der kunne være så fandens hemmeligt, at hun ikke engang kunne fortælle det til sin bedsteven.

Jeg var lige kommet rundt om hjørnet, da jeg næsten væltede ind i en person - og tror du ikke, at det tilfældigvis var den person, som jeg havde allermindst lyst til at se? Bare synet af hende fik vreden til at blusse op i mig.

"Sig mig, har du opereret en sporingschip ind i mig imens jeg sov, eller hvad?" røg det hårdt ud af mig. Det var tydeligt, at mine ord sårede hende, for hun kiggede hurtigt ned for at undgå mit kolde blik, men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Drew fortjente at lide mindst lige så meget som mig.

Jeg endte med blot at mumle nogle utydelige skældsord, inden jeg rystede irriteret på hovedet og bevægede mig udenom hende. Ærligt, så havde jeg den største trang til at skubbe min skulder ind i hende, men det kunne jeg trods alt ikke få mig selv til at gøre.

Det tog mig ingen tid at komme ud ad hoveddøren, rundt omkring bygningen og om til bagindgangen, som var blevet lukket af og senere muret til. Nu var der kun en gammel, nedslidt trappe med mørkegrønt mos tilbage.

Shannon sad der allerede, da jeg kom. Hun kiggede kort op, men kiggede så hurtigt ned igen, som var hun bange for at få øjenkontakt med mig.

"Hey," mumlede jeg for ligesom at lægge ud, idet jeg slog mig ned på trinnet ved siden af hende. Stentrappen var iskold at sidde på, hvilket vi pænt kunne takke det langsomt begyndende efterår for.

Det var sært, for Shannon sad bare og stirrede tomt ud i luften. Noget sagde mig, at hun havde en krig i gang i sine tanker, eftersom hun rynkede brynene og rystede svagt på hovedet.

"Undskyld," sagde hun så, inden hun for første gang rettede sit blik mod mig og kiggede mig direkte i øjnene. "Undskyld, at jeg har løjet for dig, skubbet dig væk og holdt dig uden for ved at holde så meget hemmeligt."

Shannons ord overraskede mig. Jeg havde bestemt ikke forventet, at de ord skulle komme fra lige netop hende, og præcis derfor vidste jeg også, at det her - hvad end det her så var - måtte være svært for hende.

"Det er okay," mumlede jeg modvilligt. Jeg var ikke helt enig med de ord, der forlod mine læber, men valgte alligevel at løfte stemningen imellem os ved ikke at trække dem tilbage.

"Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde," begyndte hun, efterfulgt af et tungt suk, inden hun rettede blikket mod mig. "Jeg har virkelig fucket op, Zayn - virkelig, virkelig fucket op."

"Hey, bare tag én ting ad gangen," skyndte jeg mig at sige. Hun så ud til at kunne knække hvert sekund, så jeg var hurtig til støttende at lægge en hånd på hendes knæ, imens jeg søgte efter hendes blik, der mest af alt bare flakkede rundt.

I sidste ende tog hun en dyb indånding, hvilket gjorde mig nervøs. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad det var hun ville fortælle mig, men jeg var overbevist om, at det var svært for hende.

"Okay, kan du huske ham den mørkhårede fyr, som dukkede op til Harrys fest?" spurgte hun, hvilket jeg nikkede bekræftende til. "Han er en af Deans venner."

Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg ikke ligefrem havde regnet med at høre om Shannons eks-kæreste i den her sammenhæng. Ja, faktisk havde jeg slet ikke regnet med nogensinde at skulle høre om Dean igen efter den måde, som han havde behandlet Shannon på, da de var sammen.

"Jeg troede, at alt mellem dig og Dean sluttede for over et år siden," sagde jeg med en forvirret tone, idet jeg rystede svagt på hovedet.

"Det gjorde det også," bekræftede hun. Hendes blik faldt ned på fingrene med den sorte, afskallede neglelak, hvorefter hun mumlende fortsatte. "Men nu er han flyttet til byen og han påstår, at jeg skylder ham penge."